Vil du være frivillig hos os?
Hjerneskadeforeningen er en forening som skaber meningsfulde aktiviteter og et godt socialt netværk for dem som har mistet det de havde. Men vi er afhængige af frivillige for at kunne hjælpe i det omfang der er behov for. Derfor har vi brug for dig!
En smule af din tid kan gøre en verden til forskel for mennesker som er blevet væltet af livet.
I Hjerneskadeforeningen kan du være med til at hjælpe mennesker som er blevet ramt af en hjerneskade. Flere end 120.000 mennesker lever med en hjerneskade. Oftest har skaden store konsekvenser for hele familien. Mange har oplevet at miste venner og familier, og de føler sig ensomme og isolerede. I Hjerneskadeforeningen får de et nyt netværk af ligesindede, og de får mulighed for at bruge deres tid, så det giver mening.
Bliv frivillig i Hjerneskadeforeningen, og vær med til at give andre mennesker livskvaliteten tilbage.
Frivillig i Hjerneskadeforeningen
Inden længe er det tre år siden, jeg begyndte i praktik i Hjerneskadeforeningen og kort tid efter blev frivillig. Det har givet mig alt det, jeg tror, jeg savnede allermest. Det har givet mig et tilhørsforhold og en arbejdsidentitet igen.
At tage i praktik i Hjerneskadeforeningen var en løs ide. Ideen fik jeg hjemme i sofaen en aften, hvor jeg kom til at tænke over min tilværelse som førtidspensionist. Jeg savnede noget i min hverdag, der rakte ud over de dagligdags gøremål med tøjvask, støvsugning og gåtur med hunden. Jeg var allerede involveret som styregruppemedlem i en facebookgruppe og trivedes godt med det. Men jeg savnede at have en tilknytning til en reel arbejdsplads. At kunne bidrage med nogle af de kompetencer, jeg trods alt havde tilbage efter at have været hårdt ramt af meningitis.
Heldigvis rakte initiativet for en gangs skyld langt nok til at få kontaktet kommunen for at høre om mulighederne for at komme i praktik. Oveni var jeg så heldig, at sagsbehandleren også kunne se perspektiver i det. I første omgang fik jeg mulighed for at prøve det i tre måneder.
Hvorfor Hjerneskadeforeningen?
Mit valg af praktikplads faldt meget naturligt på Hjerneskadeforeningen. Jeg kendte allerede Susan, der er kommunikationschef i foreningen. Og gennem mit styregruppearbejde havde jeg et formelt samarbejde med foreningen. Jeg interesserer mig for it, fotografi og video og synes, at formidling er sjovt. Kort tid efter var stillingen som frivillig kommunikationsmedarbejder en realitet.
I starten løste jeg småopgaver som at opdatere lokalsider på foreningens hjemmeside. Det krævede meget af mig, da det var helt nyt for mig. I løbet af en uge arbejdede jeg 2-3 gange om ugen i nogle få timer. Det var nok til, at min mentale kapacitet blev udfordret, og mine middagslure blev enormt dejlige og tiltrængte.
Som tiden gik, blev jeg gradvist mere sikker i opdateringerne, og arbejdet krævede mindre af mine mentale ressourcer. Det lykkedes mig at få forlænget perioden med tre måneder, men længere kunne jeg ikke få lov til. Da praktikforløbet nærmede sig sin afslutning, var jeg så begejstret for arbejdet, at jeg ikke havde nogen betænkeligheder ved at fortsætte som frivillig.
At være frivillig har givet mig alt det, jeg savnede allermest
Mit frivilligjob som kommunikationsmedarbejder har givet mig alt det, jeg tror, jeg savnede allermest. Det har givet mig et tilhørsforhold og en arbejdsindentitet igen. Jeg er meget bevidst om, at min identitet ikke primært afhænger af, hvad jeg laver, men i høj grad af den jeg er. Men “den nye Kenneth” efter skaden og den nye identitet som kommunikationsmedarbejder komplimenterer hinanden på en utrolig god måde.
Jeg er en del af en forening, der befatter sig med det, jeg selv er ramt af, og jeg bliver taget alvorligt som menneske og medarbejder igen. Det er en fantastisk følelse, at der er nogen, som tør tro på og forventer, at jeg kan magte en opgave selvstændigt eller i samarbejde med andre. Her er plads til at fejle, men også er plads til at anerkende.
Mine opgaver er vokset i takt med min tid og mit engagement. Jeg foretager stadig løbende opdateringer på hjemmesiden, men i dag laver jeg også videoproduktion, fotografering til medlemsbladet og podcasts. Jeg får mulighed for at deltage i de større arrangementer, såsom HJERNEN I FOKUS, hvor jeg bidrager ved at opdatere hjemmesider og Facebook om begivenheder, som finder sted i uge 11. Jeg deltager i personalemøder, repræsentantskabsmøder og personalebegivenheder.
Jeg møder spændende nye mennesker, når jeg deltager i opgaver både i og uden for Handicaporganisationernes Hus. Det udvider mit netværk og giver mig nye bekendtskaber.
Bliv frivillig – det giver mening
Sidder du derude med det samme savn, som jeg havde, og har du lyst til at slippe dine kompetencer fri og give lidt af dig selv til andre, kan jeg kun anbefale dig at være frivillig i noget, der virkelig betyder noget for dig. Hvad enten det er hos Hjerneskadeforeningen, du vil lægge dine kræfter, eller om det er hos en lille secondhand designer, der savner en, som kan sy nyt på gammelt. Prøv det. Det er godt for dig, og det gør en forskel for andre.
Artiklen er fra Hjerneskadeforeningens medlemsblad Hjerneskadet #01 – 2018
At være frivillig giver mit liv mening
Som 27-årig (i 2009) fik jeg blodpropper i lungerne på grund af en genfejl og måtte opereres. Under operationen fik jeg for lidt ilt og blev hjerneskadet. Det udløste en hård identitetskrise, at jeg gik fra at være aktiv salgschef og succesfuld bartender til at ende med en førtidspension. Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive rigtig glad igen – indtil jeg blev frivillig i Hjerneskadeforeningen. Den beslutning forandrede mit liv.
Fra den ene dag til den anden faldt det liv, jeg havde opbygget og kæmpet for, til jorden. Jeg kunne ikke længere genkende eller forstå mig selv, og jeg mistede livsgnisten i årevis. Men i Hjerneskadeforeningen mødte jeg ligesindede, som hjalp mig med at genfinde mig selv. Det var hos dem, jeg græd ud, når jeg følte, ingen forstod mig. Det var hos dem, jeg fandt erfaring og viden om min skade, for flere af dem var mange år foran mig i forhold til at kende og leve med deres egen skade. Gennem deres erfaringer lærte jeg mig selv at kende på ny.
Fandt overskuddet til at give tilbage
Efter mange år fandt jeg endelig overskud til at blive frivillig. Jeg huskede selv så tydeligt følelsen af at være helt alene med sin skade. At de nærmeste af al magt forsøgte at forstå, men hvordan skulle de kunne det? Den følelse af ensomhed fortjener ingen. Jeg ville hjælpe; jeg ville give lidt igen. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at jeg ville finde det frivillige arbejde SÅ meningsfuldt og livsberigende. Jeg føler, at jeg får mere på kontoen, end da jeg var salgschef og bartender. Det er ikke penge, der går ind, men noget meget vigtigere end det.
Det begyndte med, at jeg lavede et opslag i min lokalafdelings Facebookgruppe, hvor jeg spurgte, om nogen ville med i biogra- fen. To personer sagde ja. En i kørestol, som har mistet sit sprog efter at være blevet opereret for en tumor i hjernen, og en fra Island, som har mistet det meste af sit danske sprog på grund af hjerneskaden. Vi var altså tre personer, som dårligt kunne tale med hinanden, der sammen tog i biografen. Men sammen med ligesindede connecter man på en helt unik måde, og det var tydeligt, at vi ikke behøvede at tale for at forstå hinanden.
Accept og forståelse fører til venskaber – endda kærlighed
I oktober 2019 arrangerede jeg så min første rigtige begivenhed for foreningen: speeddate kun for ramte. Flere medlemmer havde udtrykt, at de havde svært ved at gå ud på dates, både fordi de oplevede (eller frygtede), at andre ikke kunne acceptere deres skader, og fordi de følte sig rustne. De havde ikke datet længe, så de følte, at de ikke længere kunne huske hvordan. Det gjorde mig ondt at høre. Jeg tænkte, at alle de skønne mennesker fortjente kærlighed, og jeg ville gerne give dem trygge rammer, hvor de kunne øve sig i datingens kunst sammen med ligesindede. Siden har jeg flere gange set medlemmer blive forelskede og finde kærligheden. Af og til, men ikke altid, er det sket i forbindelse med et af vores arrangementer, hvor de har fundet sammen med et andet medlem.
Jeg er en del af en forening, der befatter sig med det, jeg selv er ramt af, og jeg bliver taget alvorligt som menneske og medarbejder igen. Det er en fantastisk følelse, at der er nogen, som tør tro på og forventer, at jeg kan magte en opgave selvstændigt eller i samarbejde med andre. Her er plads til at fejle, men også er plads til at anerkende.
Jeg bliver så stolt, hver gang jeg ser, at de tør. Hvordan medlemmerne i samværet med andre ramte blomstrer op og får bedre selvværd og selvtillid. Min stolthed vækkes også af de medlem- mer, som knytter venskaber og går fra at sidde ensomme og triste hjemme til at holde nytår sammen, møde op til en fest i afdelingen med 45 deltagere eller tage med afdelingen ud at rejse. Altsammen aktiviteter, som de ikke havde turdet drømme om at opleve igen, men som de tør at være med til, fordi de føler sig trygge og accepterede sammen med de andre medlemmer. Det er et kæmpe privilegium at få lov at nyde den glæde på andres vegne.
Jeg føler mig rigere nu, hvor jeg ikke tjener penge
Når jeg før min egen skade blev spurgt, hvad jeg ville med mit liv, var mit eneste svar at tjene penge. Det lyder så fattigt i dag. Jeg havde ingen ide om, hvor betydningsfuldt det frivillige arbejde kan være. Hvor meget taknemmelighed man bliver mødt med. Hvilken verden man bliver lukket ind i. Jeg elsker at hjælpe andre væk fra ensomheden hjemme og tilbage til et aktivt liv, for jeg var selv en af dem, der sad alene hjemme, indtil jeg opdagede foreningen. En frivillig håndsrækning kan virkelig udføre mirakler. Når først man som ramt, føler sig tryg, er der næsten ingen grænser for, hvor langt man kan rykke sig.
Det var en stor dag for mig, da vores formand, Henriette, spurgte, om jeg ville med i bestyrelsen. Tænk, at der var andre, som mente, at jeg kunne bruges i en bestyrelse! Det ville jeg selvfølgelig. Den energi, jeg fik ved at være noget for andre, gav mig et aktivitetsniveau, jeg ikke havde kendt til, siden jeg selv blev ramt. Jeg oplevede samtidig, at jo mere jeg hjalp til, jo mere kunne jeg mærke en arbejdsidentitet igen. Jeg udviklede ressourcer, jeg ikke anede, jeg havde, fordi jeg kunne få lov at arbejde så lystbetonet.
Sidste år skrev Dalai Lama på Twitter: “Helping others brings deep satisfaction. No matter how powerful we may seem to be, our survival depends on the community. Clearly the community is crucial to individual happiness, so if we make others happy, we too derive benefit. We need to take action.” De ord kan jeg kun være enig i. Når jeg hjælper andre ud af deres ensomhed, hjælper jeg også mig selv. Det er en belønning mere værdifuld end en lønseddel. At hjælpe andre er blevet min nye identitet, og det har betydet, at jeg selv er det bedste sted, jeg nogensinde har været i mit liv. Jeg oplever at være med til at gøre en forskel. Der strømmer nye medlemmer til vores lokalafdeling, og dagligt bliver vi takket for at forandre medlemmernes liv.
Der sker hele tiden små og store mirakler i foreningen. Så mange, at jeg snart kan skrive en hel bog om dem. Netop mens jeg sid- der og skriver dette, tikker der en bekræftelse ind på, at jeg skal med til Spanien som hjælper for en af dem, som var med på den allerførste biograftur. Tænk, at han er så tryg ved mig, at han spørger, om jeg vil være hans hjælper, når 20 medlemmer fra lokalafdelingen næste gang skal rejse sammen. Jeg elsker de venskaber, der opstår for livet, i den her forening.
Tak til Henriette, vores lokalformand i København. Tak til hele afdelingen for støtten. Det er på grund af jeres accept, at jeg i dag kan sidde som næstformand i bestyrelsen. Og jeg føler, at jeg først lige er begyndt mit frivillige liv. Her har jeg genfundet min identitet. Her har jeg fundet en mening med, at jeg fik hjerneskaden. I dag elsker jeg mit liv. Det er vildt at skrive. For nogle år siden, troede jeg aldrig, at jeg kunne få den tanke igen. Men nu giver mit liv mening igen!
Artiklen er fra Hjerneskadeforeningens medlemsblad Hjerneskadet #01 – 2022