Brainstorm. Motiv: Ung mand ved roret

Brainstorm

BRAINSTORM er Hjerneskadeforeningens årlige sejlads for mennesker ramt af en hjerneskade – og muligvis verdens eneste sejlads for hjerneskaderamte. Det er en uge med ligesindede på havet. En uge med fællesskab, sammenhold og oplevelsen af at være ligeværdig med og vigtig for andre. Udviklingen kan være enorm hos deltagerne. Både fysisk, mentalt og personligt. Folk tror mere på sig selv efter Brainstorm. Folk tør mere efter Brainstorm.

Vil du med på Brainstorm?

Du kan komme med os! Giv dig selv en oplevelse for livet, overvind dig selv og bryd grænser i et helt enestående fællesskab på havet. Er du i tvivl, om det er noget for dig, så kontakt os og lad os tage en snak. Læs også reportagerne her på siden om tidligere deltagere som fortæller om deres oplevelse og om hvorfor de er med. Nogle år efter år.

Kom med på årets sejlads og få en ganske særlig sejleroplevelse sammen med andre ramte.

Dato
Årets togt i 2024 går fra søndag den 18. august til fredag den 23. august.

Togtets rute
Udgangs- og hjemkomsthavn bliver Sønderborg. Vi anløber undervejs Kalvø, Kolding, Juelsminde, Assens, Augustenborg.

Pris
Prisen for sejladsen er 3900,00,- inklusiv kost. Drikkevarer og rejseudgifter til og fra Sønderborg er ikke inkluderet.

Tilmelding
Har du lyst til at prøve kræfter med det maritime liv, så tilmeld dig hos Jette Sloth Flohr på ✆ 2046 0835 senest den 1. maj. Der er plads til 18 deltagere.

Vi følger ’Først til mølle-princippet’, men nye deltagere har første prioritet.

Mere information om Brainstorm
Er du i tvivl, om Brainstorm er noget for dig, så kontakt skipper Kenneth Sloth Mikkelsen på ✆ 4126 6477 (ml. 18.00 og 20.00).

Vel mødt på Brainstorm 2024!

Kontaktpersoner for Brainstorm

Kenneth Sloth Mikkelsen
✆ 4126 6477 (bedst om aftenen)

Jette Sloth Flohr
✆ 2046 0835
✉️ js@hjerneskadeforeningen.dk

Motiv: Forstævnen af en båd

Motiv: Boks med teksten 'reportage'En reportage fra Det sydfynske Øhav – Brainstorm 2016

af Susan Søgaard

Reportage fra Brainstorm 2016 hvor Susan Søgaard og Kenneth Kinastowski fra Hjerneskadeforeningens landskontor tog med på sejlturen fra Lundeborg til Søby, Ærø for at få en snert af livet på Brainstorm og tale med deltagerne.

Brainstorm 2016 – en reportage fra Det sydfynske Øhav

Idyllisk er fynske Lundeborg denne tidligere onsdag morgen i august, hvor vi hurtigt finder de tre Brainstorm-både, Andromeda, Hera og Emma. Mange farvestrålende flag fra sponsorer vajer over bådene og gør Brainstorm til et tilløbsstykke, hvor end bådene kommer frem. Flere nysgerrige stopper op for at høre om den unikke sejlads, hvor langt de fleste deltagere selv er ramte af en hjerneskade. Omgående bliver vi guidet hen til Andromedas skipper, Kenneth, som i det samme kommer gående med et stort smil og en pose rundstykker til sin besætning. Ken- neth er manden, der hvert år knokler allermest for, at alt klapper, når Brainstorm går i gang. Selv blev han skadet i en skateboardulykke som teenager, men på trods af skade, familieliv og fuldtidsarbejde finder han alligevel et enormt overskud til at hjælpe andre.

Vi spiser morgenmad under dæk. Syv besætningsmedlemmer og to gæster kan snildt sidde rundt om det bugnende morgenbord. Jesper skal have en smule hjælp til at skære sin rundstykke over med brødkniven, fordi hans ene arm er lammet efter en trafikulykke for 23 år siden, da han på motorcykel blev ramt af en bil. Han blev hårdt ramt og måtte turnere mellem sygehuse og genoptræningssteder i cirka to år. Jesper er ny på båden, men det er ikke hans Brainstorm-debut. Han var nemlig med på en af de første sejladser. Brainstorm har sejlet fast siden år 2000, men først nu nu er Jesper tilbage om bord, og han vil ikke vente lige så mange år igen. Jesper fortæller, at første gang kunne han slet, slet ikke så meget, som han kan nu. Denne gang kan han hjælpe meget mere til.

“Har du husket dine piller, Carl?” lyder det igen og igen fra alle sider. De gentagne påmindelser generer ikke den tidligere gymnasielærer Carl. Han ved godt, at hans hukommelse er hullet som en si, og at de andre deltagere blot er opmærksomme og hjælpsomme. Få minutter efter at han har taget sine piller, er han allerede i tvivl. Da han igen bliver spurgt, om han har husket dem, tjekker han og ser, at pilleæsken mærket ‘onsdag’ er tom. Carl deltager for femte gang. Et enkelt år fik han ikke meldt sig til i tide, så han kom ikke med. Det sker vist aldrig igen. Da han fortæller historien, udbryder Ole: “Vi sejler slet ikke en anden gang, hvis Carl ikke er med!”

Efter et par minutter på vandet forstummer stemmerne. Rytmisk høres motorens sagte dunken. Havet er blikstille lige nu, så vi ville ingen vegne komme med sejl. Andromeda placerer sig i midten med Hera i front og Emma som bagtrop. De farvestrålende flag lyser op i alt det blå fra hav og himmel. Roligt glider vi forbi den sydfynske kyst. Gasten Brian, som har sejlet med Kenneth i mange år, afbryder stilheden med ordre om at få slået ALLE vinduer op under dæk. Varmen er allerede trykkende, og klokken er kun 10 om formiddagen. Brian tager roret, men overlader det kort tid efter til Carl og finder selv fiskestangen frem. Han har absolut ingen forventning om at fange noget. Og det er måske meget godt, for skipperen Kenneth har ikke tænkt sig at tillade fisk om bord. Det lugter simpelthen for meget.

Afslapning har lige nu overtaget på “rygerbåden”, som Andromedas besætning kalder den 51 fod lange sejlbåd af typen Bavaria Cruiser. De andre to er samme model, men “kun” 50 fods. Under dæk er fire sove- rum, overraskende mange toiletter og et stort opholdsrum med køkken. Nyeste mand om bord er Benny, der også er ny som ramt. Sidste år fik han en blodprop i hjernen, der gav venstresidig neglekt og problemer med finmotorikken, men Benny har været heldig og er kommet sig rigtig godt på kort tid. Trætheden er der dog stadig. Da Benny første gang hørte om Brainstorm, var hans første tanke: “Der skal jeg bare med!” – og forventningerne er allerede indfriet.

De sidste to besætningsmedlemmer er Carsten og Ole, som er gamle skolekammerater. Efter ikke at have haft kontakt i mange år, mødtes de pludselig et år på Brainstorm. Carsten har haft sin skade siden en trafikulykke i 2006 og deltager i år for syvende gang. Han beskrives som bådens uundværlige morgenmenneske, der har kaffen klar, før de andre vågner. Ole blev skadet efter en blodprop i hjernen i 2010. Han kan for længst både tale og gå igen, men afstandsbedømmelsen driller, for eksempel på trapperne. Ole hiver en artikel frem om hans søn, der bor i Grønland og arrangerer ture, blandt andet hvalsafarier, for turister. Sidste år forærede sønnen Ole og hans kone en rejse til Grønland. “Det var mit livs største oplevelse”, fortæller Ole, der er tydeligt stolt over, hvad sønnen har stablet på benene.

Vi smyger os inden om Thurø og lægger an til frokost ud for Troense på Tåsinge. Det tager et øjeblik at reagere, da Brian spørger, hvem der vil stå for frokosten, men kort efter er fire mænd i gang med smøreknive og pålægspakker og producerer en ordentlig stabel madder, som serveres på dækket. Side om side ligger bådene i vandet. Snakken går på tværs af rælingerne, mens vi gnasker leverpostej- og spegepølsemadder. Efter frokost skifter vi fra Andromeda til Emma, hvor en ivrig besætning rigtig gerne vil fortælle om, hvorfor Brainstorm er så fantastisk, at man tager med år efter år. På tværs af dækket flyver ordene: “Det superbe fælles- skab”, “Trygheden i, at vi kender hinanden”, “Få et boost af den anden verden”, “Finde ud af, at man kan fungere sammen med andre 24 timer i døgnet”, “En sejr i sig selv”, “Et helt specielt sammenhold”.

På Emma er Heine og Solveig, der stråler om kap med solen, idet vi sejler gennem forbi Svendborgs aktive havn og kæmpe villaer ind under Svend- borgsundbroen, der tårner op i landskabet. Begge bor de i Svendborg. De mødtes tilfældigt i et fitnesscenter i Svendborg. I munden på hinanden fortæller de historien: Heine morede sig over Solveigs dårlige balance, men det opdagede hun og gik hen og sagde: “Du skal ikke grine af mig, jeg er hjerneskadet”, hvortil Heine svarede: “Det kan du sagtens sige. Det er jeg også!” Siden har de dannet par. Alle om bord elsker historien om Heine og Solveig. Det gælder også Janne, der deltager for anden gang.

For Janne har det været en stor overvindelse at tage med, men: “Jeg har altid været en wannabe-sejler, så da jeg læste om Brainstorm i med- lemsbladet, meldte jeg mig med det samme”, siger hun. Janne har været meget isoleret. En svulst i hjernen fik lov at vokse uopdaget, fordi ingen ledte det rigtige sted efter svaret på de mange symptomer. Man mente at symptomerne var psykiske, og det kostede næsten Janne
livet. Hun blev overfølsom over for lys og lyde og bevægede
sig i lang tid kun til bageren, der lå 50 meter væk. Her kunne hun købe flødekager, som efterhånden var en af de få ting, hun kunne tygge og synke. “Jeg forsvandt mere og mere”, siger hun. Til sidst kollapsede Janne. Hun blev fundet efter at have siddet fastklemt i et badekar i 28 timer.

I dag kan det stadig være en anstrengelse for Janne at være sammen med mange mennesker. Umiddelbart skulle man ikke tro, at det er en god ide at lukke sig inde med så mange på så lidt plads som på en båd “Men det er det hele værd at være sammen med mennesker, som selv har prøvet at skulle finde sin identitet som hjerneskadet”, siger Janne og fortsætter: “Det er rigtig godt at komme hjemmefra og opleve noget. Her er trygt. Der er andre, som har det som en selv. Og der er dygtige folk med til at hjælpe og styre skibet.”

De dygtige folk på Emma er Torben og Karsten, som er henholdsvis skipper og gast. Torben er ligesom Brian en af Kenneths gamle venner, mens Karsten er far til en søn, der er skadet på grund af en tumor i hjernen. “Det er meget givende at være frivillig på Brainstorm”, fortæller de. “Det er inspirerende at se, hvor positive deltagerne er efter al den modgang, hvor glade de er for oplevelsen, og ikke mindst hvor meget bedre mange bliver efter så kort tid”. Begge har sejlet med i fem år, og begge sprang til i det øjeblik, der blev en plads ledig som frivillig. Karstens kone kommer hvert år til en havn med dejlig
fynsk brunsviger til alle.

Kort før Svendborgsundbroen bliver der råbt efter Christian, som er ved at tage et hvil – en aktivitet, der ellers altid respekteres på Brainstom. Men han har glædet sig til at sejle under broen. Christian er med som hjælper til Kim, som er bådens helt store kaffedrikker. Stod det til Kim, var der altid frisk kaffe på kanden. Kim elsker at være med Brainstorm og kaster sig glad ud i opgaverne. “Gamle sorger findes ikke her”, siger han. Umiddelbart efter broen sætter vi sejl, og motoren bliver slukket. “Det er det bedste”, siger Solveig: “Derfor skal man sejle i sejlbåd”.

Snart er Avernakø i syne, men gensynet er ikke kært. Den samme for- tælling går igen på alle bådene, nemlig fortællingen om sidste års Brainstorm, hvor vejrguderne på ingen måde var lige så gavmilde som i år. Kraftig regn og blæst fangede både og besætninger, så de måtte blive tre dage på Avernakø. Tre dage i silende regn klemt sammen på en båd ved en ø, man kan gå hele vejen rundt om på et par timer – det kan knække selv den bedste. “Men det kunne det så ikke”, ler Emmas besætning, mens de fortæller om, hvordan øens købmand måtte tage færgen til Faaborg. Han havde simpelthen ikke mad nok til de mange ekstra beboere under uvejret.

Lidt utraditionelt skifter vi igen båd ud for Avernakø. På Hera ligger søkortet fremme, selvom man naturligvis sejler efter GPS. “Flere af de deltagere, der har sejlet i mange år, kan lide det”, fortæller skipperen Peter. Stemningen på Hera er skøn, men det er allerede eftermiddag, ogvieraltfortætpåÆrøtilatnåatfåensnakogogenhistoriefrade enkelte deltagere. Aktiviteten stiger, kort tid efter vi er kommet om bord, for sejlet skal ned. “Vi forsøger at nå i havn cirka klokken 16 hver dag. Det kan godt være svært at få plads til så store både, og så er vi nødt til at ligge ud for hinanden. Det vil sige, at man skal gå over skibene for at komme i land. Det er lidt udfordrende med balanceproblemer”, siger Peter.

Inden vi lægger til i Søby, får vi en lille opfordring med fra skipperen på Hera, som gerne ser, at flere nye får lyst til at sejle med Brainstorm næste år: “Helst vil vi gerne have et mix af nye og gamle deltagere med. Og meget gerne flere unge”, siger han. Også i Søby bliver mange nysgerrige tiltrukket af de tre flotte både. Det sidste vi når at høre, inden vi piler afsted for at nå bussen, er en kvinde, som er mødt op og fortæller, at hun har en bror med en hjerneskade. Hun er sikker på, at Brainstorm vil være noget for ham, så nu vil hun gerne høre, hvordan han kan komme med næste år. Vil du også gerne vide mere, er du velkommen til at kontakte Kenneth på ✆ 4126 6477.

Motiv: En boks med teksten  Artiklen er fra Hjerneskadeforeningens medlemsblad Hjerneskadet #03 – 2016

Motiv: Boks med teksten 'reportage'Vi er alle i samme båd – Brainstorm 2018

af Per Baltzersen Knudsen

Reportage fra Brainstorm 2018 hvor Per Baltzersen Knudsen og Kenneth Kinastowski fra Hjerneskadeforeningens landskontor tog med på sejlturen fra Svendborg til Faaborg.

Motiv: Mand ved roret på et skib.

Brainstorm 2018 – Vi er alle i samme båd

I slutningen af august går vi ombord på sejlbådene Emma, Lotte og Madame X. Årets Brainstorm-sejlads i det Sydfynske øhav er gået ind på sin fjerde dag. I seks dage er de tre både hjem for 17 hjerneskadede, 1 pårørende og 1 hjælper. De skal hver for sig, men især sammen, opleve livet på en båd – livet som sejler. Flere af deltagerne er nye og kender ingen af de andre, før de møder op. De har dog en fælles ting i deres liv. Skaden.

Allerede da vi nærmer os Svendborg havn, ser vi de tre store sejlbåde og de farvestrålende flag fra de omkring 25 meter høje master. Flagene kommer blandt andet fra projektets sponsorer.

På bådebroen byder skipper og turleder, Kenneth Sloth, os velkommen. Nysgerrige forbipasserende betragter bådene. Deltagerne snakker og nyder morgenkaffen på agterdækket på denne skønne morgen. Andre har lige taget sig et dejligt morgenbad.

– Der er heldigvis en del nye på årets Brainstorm-sejlads. For det prioriteres, at der hvert år kommer nye med, siger Kenneth. I år har vi haft tre på venteliste, og en kom med i sidste øjeblik.

Som endags-gæster er vi i den heldige situation, at vi skal prøve at sejle med alle tre både på sejladsen til Faaborg. Målet er at få et lille indblik i, hvem der deltager, hvorfor de har meldt sig, og hvad de har fået ud af det.

Vi starter på Lotte, en af de to 51-fods både. Kenneth er skipper, og Brian er gast – et erfarent team. Vi får en smart, sort vest, som vi naturligvis skal have på. Stemningen ude på dækket er høj her klokken 10.30, da vi med motorhjælp sejler ud af havnen. Man fornemmer, at deltagerne er trygge ved hinanden.

IRENE ELSKER YOGA

En af bådens tre kvinder, som faktisk alle er nye, er Irene. Hun er 62 år, førtidspensionist og bor uden for Randers. Irene fik en hjerneskade for 15 år siden på grund af følgevirkninger efter en operation. Det varede lang tid, inden hun blev bevidst om sin hjerneskade. Hun havde problemer med hukommelse, koncentration og overblik, men det største problem var dog socialt betonet, siger hun. Steder med mange mennesker måtte hun trække sig fra.

– Jeg kan alt, men ikke i ret lang tid ad gangen, siger Irene.

Irene var afspændingspædagog og yogalærer før sin skade. Efter den indtraf var hendes største ønske at kunne undervise i yoga igen. Og det ønske har hun heldigvis fået opfyldt. Det er hendes livsnerve, som hun siger og smiler.

Irene fik nys om Brainstorm på Hjerneskadecentret og tænkte: ”Hvorfor ikke prøve at få en fælles oplevelse med andre hjerneskadede?”.

– Der er stor accept indbyrdes her på båden, hvor vi er ni personer. Det bedste er, at vi kan grine af hinanden og os selv, fordi vi ved, hvor ’skoen trykker’. Der er en frihed i at være sammen med ligesindede, hvor vi ikke behøver at forklare en hel masse.

Irene kendte ikke nogen i forvejen, men hun siger, at ”hun er skidegod til at møde nye mennesker”. Derfor er det også svært at acceptere, at hun må trække sig, men behovet for det er blevet endnu tydeligere her, synes hun.

Vi sejler under den 33 meter høje Svendborgsundbro, en såkaldt bjælkebro indviet af Dronning Margrethe i 1966, med Tåsinge og Fyn på hver sin side.

IBS SKIFERIE ENDTE GALT

Ib, 58, nyder også sin første tur med Brainstorm. Han læste om den i medlemsbladet og på nettet og tænkte, at det kunne være en god mulighed for at møde ligesindede. Ib blev ramt i marts 2015. På en skiferie i Italien styrtede han og slog hovedet mod en sten og fik en hjerneblødning. Ib kan ikke huske, hvad han lavede en time før styrtet og to dage efter. Han lå på hospitalet i fem dage.

– Mine mèn har ikke været fysiske, men det er faktisk lidt svært, at de er usynlige, for så skal jeg forklare mig mere. Jeg har svært ved at koncentrere mig, bliver træt, og skal søge efter ordene. Den mentale energi bliver hurtigt opbrugt. Derfor har jeg i dag et job på halv tid.

Ib synes, at det er kanon at være med. Deltagerne på båden giver hinanden meget, hjælper og støtter hinanden og hygger sig sammen. Det kan dog blive for socialt, så Ib må lægge sig i sin kahyt. “Det største problem er, når vi sidder alle cirka 30 personer. Det er for meget,” siger han.

Ib er gift på 38. år. Ibs kone er til daglig en stor støtte, ”så nu får hun et pusterum, når jeg er her,” som han siger.

LOUISE OG NORDKAPEREN

Yderst på dækket sidder Louise og nyder solen. Hun er 58 år og fra København. Hun fortæller, at hun også er en af de nye i Brainstorm-regi. Hun fik en hjerneblødning for to et halvt år siden, ”så i den her verden er jeg ung,” som hun siger. Årsagen var en fejloperation. Louise var styrtet på sin cykel og havde fået styret i maven og perforeret blæren. Lægerne havde ikke lukket hende ordentligt.

– Jeg havde fået otte operationer, og det var min sidste, men vågnede så op og havde fået en hjerneblødning. Lægesjusk eller –fejl. Vi har søgt om erstatning, men fik afslag. Det har været et helvede, siger hun.

Louise har været lærer og undervist udsatte unge. Hun arbejder nu én dag om ugen i en jobråd- givning i et indvandrerkvindecenter på Nørrebro. ”Det er meget meningsfuldt,” siger hun.

– Jeg har fået førtidspension, og det er jeg meget ked af. Min arbejdsgiver ville ikke genansætte mig på grund af min fysik. Jeg har en halvsidig lammelse. Jeg kan ikke gå uden en stok, og min venstre arm er i udu. Det slog mig helt ud – en stor sorg. Ja, jeg er hårdt fysisk ramt, men ikke kognitivt. Jeg har stadig så meget at give.

Vi glider forbi en stor sort, tre-mastet skonnert. Et meget smukt syn. Vi og deres besætning vinker, mens Louise fortæller videre:

– Sejlprojektet så jeg i Hjerneskadebladet. Jeg har tidligere sejlet meget med min ex-mand og mine børn. Vi lånte Nordkaperen, som vi sejlede med i næsten fem år i Stillehavet og Sydøstasien. Jeg elskede det. Jeg troede aldrig, jeg ville komme til at sejle igen. Men nu sidder jeg her og nyder det virkelig. ”Det er meget stort for mig at sidde her, skal du vide”.

Louise sammenfatter de første tre dage med disse ord: fantastiske men- nesker, det store sammenhold, de har det så hyggeligt, hun har fået så megen støtte, omsorg og hjælp, og tilføjer:

– Hjemme klarer jeg mig godt fysisk, men her er andre udfordringer. Det har været svært for mig at komme til og fra borde og i starten op og ned ad trappen til salonen, men nu kan jeg næsten gøre det uden hjælp.

MAN MISTER NOGET OG FÅR NOGET

Carsten, 64, kommer fra Aarhus. Han har været med 9-10 gange, så han er en rutineret deltager på Brainstorm. Så hvad er oplevelsen denne gang?

– Der er skønt at komme hjemmefra. Jeg kan ikke undvære denne tur. Og så får familien også ro. Det er ikke sjovt at bo med en hjerneskadet, siger Carsten nøgternt og fortæller, at han er gift og har tre voksne børn, men de er flyttet hjemmefra:

– Jeg kan godt lide, at der kommer nye med hvert år. At tale med dem og høre deres historier. Vejret og ruten skifter, men ellers synes jeg, at det er det samme, der sker om bord.

Carsten er pedel 18 timer om ugen, men han kommer også på Hjer- neskadecentret i Aarhus, hvor han maler. Det var først, da han blev hjerneskadet, at han fandt ud at, at han var god til det – ja, han udstiller faktisk sine malerier. “Man mister noget og får noget,” siger han.

Irene tilføjer smilende, at Carsten også er deres pedel her ombord. Han har overblikket over, hvad der mangler og skal laves.
Carstens hjerneskade skyldes en bilulykke i 2006. Her fik Carsten tre blodpropper i hjernen.

JESPER MED LUNE OG LIVSMOD

Jesper, 49, er med for 3. gang. Han bor i Knebel på Mors og har jysk lune – og livsmod.

– Jeg ser sådan på det, at det skal være sjovt at leve. Man bruger én kraft på at smile, le, grine og være positiv, og man bruger syv kræfter på at være gal, sur, ked af det og negativ. Det vil jeg ikke være. Den levevis fandt jeg ud af, inden jeg kørte galt, tilføjer Jesper med et skævt smil.

Han erkender dog, at der kom en periode efter hjerneskaden, hvor han var negativ og brugte mange kræfter på det. Der formåede han ikke at
følge den levemåde. Jesper har sprunget Brainstorm over et år, ”for der skal være plads til andre”.

– Det er nemlig en fed tur. Jeg blev godt nok søsyg den første dag, selv om jeg har været søspejder og bådfører på en jolle til seks mand. Jeg tog et sejlerkursus inden, jeg blev kørt ned på min motorcykel. Så at komme ud og slås med naturens kræfter, det er bare fantastisk.

EN DEJLIG POSITIV OPLEVELSE

Bådens sidste kvinde hedder Diana. Hun er 56 år og bor i Odense og er vist den eneste fynbo blandt deltagerne. Hun er også blandt de nye, men har sejlet tidligere som helt ung. Hun kan godt lide at være på havet. Diana læste om turen i Hjerneskadet sidste år og besluttede, at hvis flere ting i hendes liv faldt på plads, ville hun med. I maj fik hun førtidspension. Inden sin hjerneskade arbejdede Diana med unge med udsatte behov.

– Efter min skade var jeg tilbage i jobbet i ni måneder, men magtede det ikke. Da jeg stoppede, savnede jeg det rigtig meget. Nu har jeg accepteret det.

Årsagen til Dianas hjerneskade er en revne på hovedpulsåren. Under operationen sprang den, så de opererede i mange timer for at redde Dianas liv. Man vidste, at der var en risiko for en blodprop eller hjerneblødning.

– Og jeg fik det sidste, men jeg gik et helt år, inden man fandt ud af det. Det var en fejl i ’systemet’, at jeg ikke blev skannet lige efter operatio- nen. Så ét år, hvor jeg prøvede at manøvrere rundt på arbejdet, inden jeg kom i behandling.

Diana synes, turen er rigtig dejlig – en positiv oplevelse:

– Vi har samme humor her på båden, så vi griner meget. Vi har dog også alvorlig snak og vi hjælper og støtter hinanden. Man er jo i samme båd.

Mens vi har talt sammen, har vi passeret Skarø, og roligt glider Emma op langs vores venstre (bagbord) side, så vi nemt kan skifte båd og inter- viewe og fotografere videre inden frokost. Torben, skipper, og Carsten, gast, byder os velkommen. Og det samme gør resten af besætningen. Den første, vi falder i snak med, er Birgit.

NOGEN AT MÅLE SIG OP IMOD

Birgit er fra Haslev, 66 år og med for anden gang. Birgit fik i 2003 en bom i hovedet under en skolesejlads, hvor hun var elev på et sejlerkursus. Hun blev slået bevidstløs af bommen under en nødsituation ved Storstrømsbroen.

– Det er bare fantastisk at være med igen, for jeg er vild med at sejle. Det, der er rart ved andet år, er, at man kender båden. til rytmen på båden, og hvad der skal ske. Ved en hjerneskade er forudsigelighed vigtigt, så det, at jeg kender rutinerne, gør turen mere afslappende i år.

2-3 uger før afgang fik deltagerne tilsendt deltagerlisten. Men hvem, hun skulle sejle og sove sammen med, fandt Birgit først ud af, da de mødtes på båden.

– Man får nogle ligesindede at måle sig op imod. Når jeg for eksempel ser på og lytter til Louise, tænker jeg: Nu må jeg tage mig sammen! Louise er fysisk hårdt ramt. Hun går ikke så godt, men forleden gik hun alligevel ned fra en glat badebro, hoppede i vandet og crawlede med en arm og et ben. Hun er forbilledlig, synes jeg.

EN GLAD DRENG

Niels Jørgen Reinholdt Jensen fra Randers er 70 år og deltager også for første gang. Han indleder med at sige, at han gerne vil give en stor tak til arrangøren Jette Sloth. Han fortæller, at han fik en utrolig modtagelse, da han ringede og fortalte hende, at han havde en drøm: han ville gerne være lystsejler igen. Men hvordan skulle han kunne begå sig på en båd som hjerneskadet? Det fik Jette overbevist ham om, at han godt kunne.

– Den samtale var guld værd. For det er 10-11 år siden, jeg sidst har været i kontakt med en båd. Og nu sidder jeg her. Så du kan tro, det er stort at være med.

Årsagen til Niels Jørgens hjerneskade tilfører en ny dimension til den række af meget forskellige historier, der hidtil er fortalt: som cykelrytter i et løb på Lanzarote styrter Niels Jørgen med 60-70 km/t ned ad et bjerg. Ifølge eget udsagn er han slået fuldstændig i stykker og ligger bevidstløs på vejen. Han hentes af en helikopter og ligger i koma i 8 måneder på Gran Canaria. Det skete i november 2011, da han var 63 år. Efterfølgende har han været på mange hospitaler blandt andet Hammel Neurocenter. Da han ligger der, kan han intet – ikke tale, se eller bevæge sig.

– Men jeg lå og drømte om igen at være cykelrytter og at sejle. Først kom jeg til at cykle. Nu sejler jeg. Birgit fotograferede mig, da jeg forleden fik lov til at sejle båden af Torben. “For du ligner en glad dreng,” sagde hun. Ja, svarede jeg – jeg er en glad dreng!

FROKOST OG NY BÅD

Mens vi har talt, har andre fra besætningen smurt rugbrødsmadder i køkkenet under dækket. Og bådene har lagt sig helt op ad hinanden i den lille bugt, Rævekrogen, kun 50 meter fra Korshavn på Avernakø. Vi spiser alle oppe på dækket, og der snakkes på og mellem bådene. Blandt andet lyder det fra en kvindelig deltager på Emma: ”SOS – SOS – kan vi låne noget rugbrød,” og med det samme tilbydes det fra de andre både Efter frokosten hopper vi over på Madame X. Her hedder både skipper og gast Peter. De dikterer afgang klokken 14.25 for den 51 fods store båd. Vi kommer til at ligge bagerst med kurs mod Faaborg. Dybden er 11,9 meter, og vi sejler 6,2 knob (11 km/t), oplyser skipper, og siger:

– Jeg er hyret til at sejle og passe på båden. Det er et 24-7 job. For ek- sempel kan der være besætningsmedlemmer, som er ramt på initiativet. Så må vi fordele opgaver som madlavning, opvask og oprydning. Jo, vi har nogle spilleregler på bådene og i land. Og det er skipper, der bestemmer.

KIM VAR DØD

Kim, 52 år, var også med i 2017. Kim er uddannet økonom og var iværk- sætter inden sin skade. Kims hjerneskade opstod for tre år siden, da der under en operation skete en fejl, hvor han faktisk døde men blev genoplivet. Den tid, der gik, betød, at Kims korttidshukommelse efter- følgende forsvandt.

– Jeg vågnede op og kunne ikke huske, hvad der var sket det seneste år, blandt andet at jeg var blevet skilt, og min mor var død. Efter skaden lå jeg i halvandet år på Hammel Neurocenter, Tagdækkervej, hvor jeg ikke måtte spise og drikke. Så det var en rigtig hård periode både fysisk og psykisk.

Kim har fået erstatning for hændelsen og har i dag et skånejob et par dage om ugen – “og et nyt liv,” som han siger:

– Jeg indretter mig efter min skade ved blandt andet at skrive ting ned og bruge GPS, når jeg skal nye steder hen. Jeg maler også på Hjerne- skadecentret i Aarhus, hvor jeg blev opfordret til at melde mig til turen her. Som barn sejlede jeg nemlig kapsejlads, windsurfede og stod på vandski i Egå. Så turen her giver gode minder. Der er en god stemning, vi har det sjovt, og dem, der står bag, er rigtige entusiaster. Jeg har fået lyst til at sejle mere.

DET ENESTE UHELD

Turens eneste uheld har været, da Jakob faldt i vandet, da han skulle fra borde i Svendborg havn. Men fem mand lå i vandet sekunder efter og fik hevet Jakob op. Jakob, der har været med nogle gange tidligere, var fit-for-fight. Jakob vil helst klare sig selv, selv om han har en hjælper med på båden, som en af deltagerne fortæller os.

– Vi lægger til kaj bagbords, siger skipper Peter på Madame X, da vi er nået til dagens endestation.

De tre Brainstormbåde er ret hurtigt lagt til kaj i Faaborg havn. De fleste går i land til kaffe, kage og en snak ved nogle bænke på kajen. Eller køber en is i en isbod i nærheden. Andre vælger dog at gå ned i deres kahyt for at sove eller slappe af. Senere på aftenen skal der nemlig grilles sammen. Menuen lyder på kartofler, mørbradspyd og champignonsauce. Man forstår godt dem, der siger, at de under Brainstorm-sejladsen føler sig hjemme – at de er i samme båd

Motiv: En boks med teksten  Artiklen er fra Hjerneskadeforeningens medlemsblad Hjerneskadet #03 – 2018