INDHOLD: Hjerneskadekanalens velkomstvideo som møder nye besøgende på kanalsiden.

Hjerneskadekanalen

Hjerneskadekanalen er Hjerneskadeforeningens YouTube-kanal hvor vi med små film og filmklip viser forskellige sider af liv der leves med hjerneskader. Alle der lever med en hjerneskade, skal vide at de ikke er alene om deres tanker, og alle skal have mulighed for at blive klogere på hvad det vil sige når en hjerneskade rammer en familie. Derfor laver vi film om hjernen, hverdagen med en hjerneskade, og om hvordan livet med en hjerneskade bliver værd at leve igen, for LIV DER REDDES, SKAL OGSÅ LEVES!

På kanalen kan du søge i vores film efter et emne, eller du kan vælge en playliste. Vi har en masse forskellige playlister som kan hjælpe dig til at finde det indhold du søger.

Indholdet i vores video- og filmklip er alt fra personlige fortællinger, korte temaklip og fagpersoner der fortæller om hjernen, hjernens funktioner og de mange følger som kan opstå efter en hjerneskade, til optagelser af vores webinarer, podcasts m.m.

ABONNÉR PÅ HJERNEKANALEN

Motiv: Rød pil som peger nedad

Har du en historie på hjerte som du gerne vil fortælle i et klip, er du velkommen til at kontakte en kommunikationsmedarbejder for en snak om mulighederne.

Hjerneskadekanalen består af mange forskellige videoer der på hver sin måde har relevans for livet med en hjerneskade, men vi har ikke videoklip om alt – endnu da. Kontakt en kommunikationsmedarbejder hvis der er et emne du ikke kan finde noget om. Hvis vi har produceret det, kan vi hjælpe dig med at finde det. Hvis vi ikke har produceret noget om emnet, kan vi måske få det gjort.

Eksempler på videoklip og dokumentarfilm på Hjerneskadekanalen

Hjernen og hjernens funktioner

INDHOLD: Hjerneskadeforsker Peter Lund Madsen fortæller om hjernen og hjernens funktioner på en let forståelig måde.

Hjerneskadetræthed

INDHOLD: Kenneth Kinastowski fortæller om hvordan han selv forstår, oplever og lever med sin træthed efter at han blev ramt af meningitis.

På en måde er det guld værd at være hjerneskadet

INDHOLD: Morten og Dorte fortæller om hvordan deres liv blev vendt på hovedet dengang Morten fik en hjerneskade.

Da far fik en blodprop i hjernen

INDHOLD: Søskendeparret Lotte og Lasse fortæller om den dag deres far fik en blodprop i hjernen – 10 år efter.

Elevatoren

INDHOLD: “Elevatoren” er et digt der beskriver et forgæves forsøg på at klare sig selv ganske kort tid efter en hjerneskade.

Det er mig der er bossen

INDHOLD: Kenneth, Brian og Brian snakker sammen om forskellen på hvordan man oplever forløbet som ramt eller pårørende, og oplevelsen af ikke at være i stand til at styre sit liv – og senere – ikke at få lov når man selv føler sig klar.