Motiv: FYRs logo - et sort og orange fyrtårn og teksten: FYR - forum for yngre ramte

Velkommen i FYR – Forum for Yngre Ramte

Forum for Yngre Ramte er et netværk for personer i den erhvervsaktive alder (30-65 år) der er blevet ramt af en erhvervet hjerneskade, det vil sige en hjerneskade som man ikke er født med. Årsagen til hjerneskaden er ikke vigtig. Vores udfordringer i hverdagen er næsten de samme, uanset hvorfor vi blev ramt.

Vores daglige kontakt foregår i vores lukkede gruppe på Facebook. Her støtter vi hinanden og deler både de gode og de dårlige erfaringer fra hverdagen med en hjerneskade. Uanset hvornår du har brug for det, sidder der andre yngre ramte klar til at hjælpe dig.

FYR er et netværk for ramte, til ramte og styret af ramte. Det betyder at i vores netværksgruppe og til vores arrangementer finder du hverken pårørende, behandlere, rådgivere eller andre som ikke selv er har en hjerneskade.

Ja – fra januar 2019 er det besluttet, at man skal oprette et medlemsskab af Hjerneskadeforeningen, for at være med i Forum for Yngre Ramte. Et medlemskab af Hjerneskadeforeningen giver dig imidlertid adgang til en række andre gode muligheder. Derfor anbefaler vi også du melder dig ind i Hjerneskadeforeningen. Her kan du blandt andet få gratis rådgivning, og foreningen arbejder politisk for at forbedre vores og vores familiers vilkår.

Bemærk at det kan kræve medlemskab at deltage i FYR-arrangementer.

Ja, alle medlemmer af FYR-netværket kan selv oprette en begivenhed. Du kan for eksempel arrangere et møde på en cafe i din by, en udflugt til en seværdighed, en fælles bowle- eller vandretur eller noget helt andet. Den eneste regel er at begivenheden skal for FYR-medlemmer, det vil sige andre ramte mellem 30 og 65 år.Du opretter en begivenhed inde i Facebook-gruppen.

Du kan altid spørge et styregruppemedlem om hjælp til at oprette en begivenhed. Find kontaktinfo til styregruppens medlemmer lige herunder.

Uden for Facebook mødes vi hvor det er muligt – og det er det heldigvis tit og mange steder.

FYR mødes rundt om i landet til møder i foreningens lokalafdelinger, på cafeer eller privat hjemme hos medlemmer.

Af større fælles arrangementer har vi en årlig julefrokost og en temaweekend.

FYR-begivenheder kræver medlemskab at deltage i hvis

  • begivenheden foregår hos en lokalafdeling
  • er slået op i vores medlemsbladet
  • er økonomisk finansieret eller støttet af Hjerneskadeforeningen

FYR-begivenheder kræver IKKE medlemskab hvis

  • begivenheden er arrangeret privat og er økonomisk uafhængig af Hjerneskadeforeningen og dens lokalafdelinger.

Forum for Yngre Ramte blev stiftet af Marianne Kampmann og Uffe Ravn i 2007. Her mødte de hinanden da de begge gik til genoptræning på det der i dag hedder CSU-Slagelse. På genoptræningsstedet var tre fantastiske undervisere som inspirerede deltagerne til at starte den fælles blog ‘Hjernebloggen’. Hjernebloggen kom til at danne baggrund for det senere Forum for Yngre Ramte. Gennem Hjernebloggen fik Marianne etableret mange kontakter til yngre mennesker med senhjerneskade.

Marianne er bosiddende i Ringsted Kommune, og derfor blev det første møde arrangeret i Ringsted. Otte yngre ramte deltog i mødet og dannede det som i dag er kendt som Forum for Yngre Ramte. Forummet blev i daglig tale hurtigt til FYR.

Forummet forblev en lille lokal gruppe af ramte, indtil der i 2010 blev oprettet en gruppe på Facebook. Med inspiration fra Susan Søgaards indlæg på Hjerneskadet.dk, der dengang var et selvstændigt samtaleforum og ikke Hjerneskadeforeningens hjemmeside, fik vi udarbejdet en skik og brug til vores forum. Skik og brug er beskrivelse af hvad der er god opførsel i forummet.

Forum er et forum der er lavet af ramte til ramte og for ramte. Alt foregår på frivillig basis og tilrettelægges og administreres af ligesindede. Alle er vi midt i livet med hver vores erhvervede hjerneskade (senhjerneskade). Styrken er at vi altid er online. Selv når man har brug for en snak klokken 2 om natten, er der altid en at tale med. Har man lyst til at mødes med nogle i løbet af dagen, kan man altid finde en i forummet der har tid og lyst.

Det er et krav, at man selv har en erhvervet hjerneskade. Det kan være efter en blodprop, hjerneblødning, ulykke eller anden årsag. Det vil sige, at hjerneskaden ikke må være medfødt. For at være med i FYR skal man være mellem 30 og 65 år. Er man yngre, henviser vi til Hovedtropperne; er man ældre, henviser vi til FOSS (Forum for Senhjerneskadede Seniorer). Pårørende, behandlere, rådgivere eller andre kan ikke være med i forummet. Undtagelsen er dog nogle enkelte pårørende der som en slags bisiddere hjælper medlemmer som ikke selv er i stand til at se, læse eller skrive.

I 2015 blev FYR en del af Hjerneskadeforeningen.

Du får mest ud af Forum for Yngre Ramte ved selv at deltage aktivt i samtalerne i Facebook-gruppen. FYR er en lukket gruppe, det vil sige at det du skriver i gruppen, kun kan ses af andre medlemmer. Din familie og venner kan altså ikke følge med i hvad du skriver.

I forummet er plads til alle
Alle bruger Forum på sin egen måde, for selvom vi har oplevet det samme, er vi helt forskellige. Uenighed er helt i orden. Det er diskussioner også, ligesom velbegrundet kritik kan  være det. Husk at det at skrive falder nogle langt nemmere end andre, så lad være med at kritisere stave- eller grammatikfejl.

Giv svar, opmuntring og gode råd
Alle i forummet fortjener svar. Både de der stiller et spørgsmål, og de der “lufter ud” i frustration. Har du et godt svar, en god anbefaling, eller er du blevet inspireret eller rørt af en andens indlæg – så skriv et svar – kort eller langt. Sådan får du samtidig nye til at føle sig velkomne i forummet.

Fortæl hvem du er – fortæl hvorfor du er her
Fortæl lidt om din situation første gang du selv opretter eller besvarer et indlæg. Det hjælper andre i forummet til bedre at kunne bruge dit svar, og det er med til at give forståelse for din situation og finde ud af hvad du har brug for.

Hold den gode tone
I forum må du gerne udtrykke de negative følelser der presser sig på, eksempelvis sorg, vrede, frustration. Men skriv så du kan stå inde for det, også når du falder ned igen. Undlad direkte og ubegrundede angreb mod personer hvis du fortæller om en negativ oplevelse.

Husk det positive
Husk at fortælle de gode historier, når du har overskud, når det går fremad, når et problem har løst sig. Følg gerne op på noget du tidligere har fortalt – også når det ender godt. Dine gode historier er også med til at give støtte og opmuntring til andre i den svære situation

Humor
Et godt grin forlænger livet og gør det lettere at leve det. Selvfølgelig er der plads til humor i forummet, men brug den positivt og i små portioner.

Skriv med omtanke
Pas på med at bruge ironi, da det nemt kan misforstås på skrift. Udtryk din uenighed med respekt for de andre deltagere i en diskussion. Respekter andre brugere og andres indlæg og skriv dine svar til andre som du selv gerne vil skrives til. Husk også gerne at skrive et tak, når du får et godt svar på dit indlæg. Føler du dig stødt/krænket af et opslag eller en kommentar så kan du:

  • svare vedkommende direkte i en privat besked
  • kontakte en i styregruppen
  • skrive et indlæg i debatten (men det er sjældent den bedste løsning)

Du opfordres til aldrig selv at slette et indlæg igen, men kontakte en fra styregruppen hvis du har et indlæg du vil have slettet.

Reklame, køb/salg, konkurrencer
Tillader vi ikke i forummet fordi det skaber for meget fyld på siden som ikke vedrører vores liv som hjerneskadede. Har du noget til salg som du mener er relevant for gruppen, så skriv til Susan Søgaard og spørg om du må slå det op i hjerneskadeforeningens store gruppe.

Gør det så godt du kan
Læs dit indlæg igennem inden du offentliggør det, så undgår du oftest at blive misforstået. Du skal ikke være bange for at deltage fordi du har svært ved at udtrykke dig på skrift – ingen forventer at dit indlæg er fejlfrit. Husk at alle andre her i forummet også er hjerneskadede. Lav gerne mange afsnit i din tekst – det gør det nemmere for andre at læse. TIP: Du kan eventuelt skrive din tekst i et dokument først og så kopiere over på Facebook når du er tilfreds.

Opret ikke en falsk facebookprofil som du bruger i forummet
Facebook tillader ikke falske profiler. Stå ved hvem du er. Brug dit rigtige navn. Hav et profilbillede som forestiller dig selv. Du kan bruge de muligheder for privatindstillinger som Facebook har, hvis du gerne vil værne om dit privatliv.

Hvad der skrives i forummet, bliver i forummet
Forummet er en lukket gruppe hvor vi passer på hinaden. Det betyder at vi har en form for tavshedspligt over for hinanden. Overtrædelse af tavshedspligten kan medføre eksklusion fra forummet.

Blokér aldrig en administrator
Overtrædelse af denne regel kan medføre eksklusion.

 

Må du få stor, stor glæde af vores forum
– Styregruppen

Styregruppen / kontaktpersoner

Navn 👦 Telefon ✆ E-mail ✉️
Ellen Harboe Skov 6014 3849 Ellenharboeskov@hotmail.com
Dorthe Kristensen 5223 2822 Kristensendkk@gmail.com
Michael Harboe Skov 2143 5345 MichaelHarboeSkov@hotmail.com
Chalotte Maria Skovrider Søndergaard 5055 6544 Chalottemaria@gmail.com
Klaus Myhre Lykkegaard 2546 9861 klaus_myhre@hotmail.com
Anne Rasmussen 2947 2844 Anne@t80.dk
Bettina Jakobsen 2888 7541 Bettinajak@hotmail.com
Motiv: Kenneth Kinastowski - peger mod kameraet

VI VENTER PÅ DIG!

Kom med i FYR allerede i dag.
Klik her – du er der næsten.