Velsignelser – af Caroline Albertine Minor

Kort resumé

En novellesamling om hvordan sørger man over en person som ikke døde.

Anmeldelse

“På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op. Jeg blev siddende og så ham halte væk i sin halvlange, sorte frakke med en stor trang til at skyde ham i ryggen. Jeg ønskede at se ham falde sammen og blive liggende i gruset. En parodi på et menneske, men det var mig, der var umenneskelig. Jeg magtede knap nok at behandle ham med respekt, men slog og bed og spyttede og sparkede. I løbet af det år, der var gået siden ulykken, havde jeg ødelagt et antikt forstørrelsesglas, vores dør, en bog med Manaras tegninger og flere af hans sweatre.”

I novellen “Sorgens have” har fortællerens kæreste M pådraget sig en hjerneskade i et trafikuheld. M mister sin hukommelse og i en periode også sin førlighed. Han bliver en forandret mand og far. Fortælleren er slet ikke færdig med at elske sin mand, men hun kan ikke finde ham. Savnet og sorgen vokser. Forskellen på før og nu bliver tydeligere og tydeligere. Hun mister grebet og ikke mindst respekten for sin skadede ægtefælle.

“Velsignelser” er sorg portrætteret i alle dens afskygninger. Bogen indeholder i alt syv noveller, som på hver sin handler om sorg og om at håndtere den sorg, der rammer. For hvor går man hen med sin sorg, når man har mistet? Hvad gør man ved sin sorg over en, der er væk, men stadig er der?

Om forfatteren

Caroline Albertine Minors kæreste var ude for en trafikulykke. Efter en tid i koma vågnede han, men huskede hverken Caroline eller deres søn.

Om bogen

Titel: Velsignelser
Forfatter: Caroline Albertine Minor
Forlag: Rosinante & Co.
Sidetal: 237
Årstal: 2017