Du forsvinder

Kort resumé

Filmen ‘Du forsvinder’ handler om den respekterede skoleleder, Frederik, der bliver sigtet for at have stjålet 12 mio. kr. fra skolen. Sagen er dog ikke så enkel, som den først lader til at være. Det viser sig nemlig, at Frederik har haft en svulst i hjernen de seneste tre år, og det har ændret hans personlighed drastisk.

Interview med Peter Schønau Fog

af Susan Søgaard, Hjerneskadeforeningen

DU GÅR HJEM MED FLERE SPØRGSMÅL END SVAR

DU FORSVINDER er en film, der deler vandene. Hjerneskadeforeningen har talt med filmens instruktør Peter Schønau Fog om tankerne bag og tilblivelsen af filmen.

Hvad var det med bogen som fik dig til, at ville lave filmen?

Jeg mistede min far til sygdom i hjernen. Så oprindeligt gik jeg i gang med at læse Christian Jungersens roman som pårørende, men undervejs i læsningen gik det op for mig, at hvis vi blot er vores hjerner, så er vi nødt til at omskrive hele vores idé om, hvad det vil sige at være men- neske. Og det vil føre til en omsiggribende omtænkning af, hvem vores nærmeste er, hvem vi selv er, hvordan vores retssamfund er bygget op og i sidste ende hvordan vi skal fortælle historier på film. Med andre ord, en omfattende, men også interessant udfordring.

Hvordan gik du til den udfordring

Sygdom i hjernen er for mig, som pårørende, en svær størrelse at forholde mig til på film eller i andre medier, hvis jeg oplever, at fortælleren ikke vil mig andet end at udstille en lidelseshistorie for mig. Derfor har jeg svært ved at se dokumentarfilm med det ærinde – eller fiktionsfilm som ”En sang for Martin” eller ”Jeg er stadig Alice”. Selvom der er lavet fine film med det greb, bliver de simpelthen for meget for mig. Jeg kan ikke få luft i det. Jeg føler mig direkte manipuleret til dyb smerte, uden jeg kan bruge det til noget eller bliver klogere af at se det.

Hvorfor så lave en film over en roman, som indeholder så meget lidelse?

Da jeg i sin tid læste Christians Jungersens roman, oplevede jeg, at han havde taget nogle valg og fundet frem til nogle greb, som gjorde, at jeg følelsesmæssigt kunne holde ud at beskæftige mig med emnet, fordi jeg ikke blot blev ramt i mine følelser, men også fik vakt min nysgerrighed i forhold til, hvad vores hjerner er for nogle størrelser, og jeg blev foruroliget af de spørgsmål, der vokser ud af hele tanken om, at vi er vores hjerner. Med andre ord oplevede jeg, ligesom med min forrige film ”Kunsten at græde i kor”, at her var der noget væsentligt at fortælle om, og at der var en måde at gøre det på, som gjorde det til at holde ud at lytte på.

Hvordan kom du frem til, hvordan du ville lave filmen?

Fra at kunne se muligheder i en filmatisering til at finde ud af, hvordan det skulle gøres, var der meget lang vej. Gennem de næste fire et halvt år, som det tog at skrive og optage filmen, gravede jeg mig ned i alt, hvad jeg kunne finde om sygdom i hjernen, behandlinger, hjerneforsk- ning, neuropsykologi, retsvæsen og så videre. Ud over at få en bredere forståelse af historiens direkte problematikker ønskede jeg at finde en filmisk form, som spejler hjernevidenskabens omskrevne menneskebillede, ligesom Christians roman gør det på romanens præmisser. Det betød, at jeg undersøgte, hvordan vi hjernemæssigt oplever alle de elementer, som indgår i en filmfortælling, for at finde frem til en filmisk form, der er funderet i hjerneforskning frem for filmskolelærdom. Alt sammen for i sidste ende at lave en film, hvori den vigtigste medvirkende er det menneske, der sidder i biografen og oplever filmen.

Hvad gjorde du for at forberede hold og skuespillere til opgaven?

Inden optagelsesstart havde vi arrangeret det, vi kaldte hjerne-højskoledage for hold og spillere, således at de skulle kunne blive de bedst mulige medfortællere. Men jeg måtte sande, at man ikke ændrer sin tænkning blot ved at få noget forklaret. Så det blev en kæmpe udfordring at få den viden, som jeg havde oparbejdet, til blive implementeret i selve produktionen af filmen, for det er angstfremkaldende for de fleste at skulle nytænke deres professionelle håndværk.

Hvad er det så for en film, der er kommet ud af det?

Det er en film, som vækker flere spørgsmål, end den giver svar. Det er vigtigt, synes jeg. At folk oplever noget forskelligt. Vores hjerner er ikke ens. Men når filmforestillingen er ovre, håber jeg, at spørgsmålene og de individuelle oplevelser giver grobund for en vedkommende og givtig snak med de mennesker, som man har set filmen sammen med. Ser man den alene, oplever man kun halvdelen af filmen. Ser man filmen mere end en gang, har ens hjerne forandret sig, og man vil få en ny og anderledes oplevelse af den.

Filmens fragmenterede form udfordrer publikum. Der er elementer, vi kan spejle sig i. Der er elementer, der berører os. Der er elementer, vi bliver klogere af. Der er elementer, vi måske slet ikke forstår. Der er elementer, vi overhører eller bliver provokeret af. Men de sætter noget i gang i os. Og pludselig når vi står bøjet over opvasken 14 dage senere, får de en betydning for os. På den måde kan man måske sige, at denne film er en sten i skoen, som spejler den flygtige foranderlighed, hvormed vi oplever selve livet.

Om filmen

Titel: Du forsvinder
Instruktør: Peter Schønau Fog
Genre: Drama
Længde: 105 min
Årstal: 2017

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded. For more details, please see our Persondatapolitik.
I Accept

Videoklippets indholdINDHOLD: Trailer for filmen “Du forsvinder”