Tosse-Tino – af Preben Steen Nielsen

Kort resumé

En bog for 8-12 årige. Tosse-Tino er noget så sjældent som en børnebog, hvor hovedpersonen har et handicap. Tino er 10 år, lider af muskelsvind og sidder i kørestol. Nu skal han starte i en ny klasse. Tosse-Tino består af ti små sammenhængende fortællinger.

Forlagets beskrivelse

Tino er 10 år gammel og skal starte i en ny klasse. Han er spændt, har meget ondt i maven og vil helst blive liggende i sengen.

At starte i 4. C er både godt og skidt. Klassens drillepind, Anton, er hele tiden efter ham, men samtidig er Freya utrolig sød.

Med sin nye klasse kommer Tino på en masse oplevelser, og selvom det ikke altid er let at være 10 år og sidde i kørestol, lykkes Tinos tossede påfund gang på gang og gør ham til klassens helt.

Anmeldelse

af Susan Søgaard, Hjerneskadeforeningen

“Det skal nok gå, pom’frit. Storesøster her passer på dig!”. Tino er selvfølgelig nervøs for at skulle begynde i en ny skole siddende i sin nødvendige kørestol. Han bliver heller ikke overbevist af storesøster Majkens forsikring, men afsted skal han jo. Snart viser det sig, at kørestolen overhovedet ikke er nogen hindring. Selvfølgelig støder han ind i forhindringer undervejs. For eksempel er det ikke så smart at lade sig lokke af de andre drenge i klassen til at køre ud i blødt sand – men bogens hovedbudskab er, at Tino kan det, han sætter sig for, og det sker mere end én gang, at Tino redder sine kammerater ud af en knibe.

Forfatteren Preben Steen Nielsen har her begået en vigtig bog, som så fint viser, at mennesker i kørestol er alt andet end bare mennesker i kørestol. Bogen er underholdende og i børnehøjde. Der er ingen tvivl om, at mange børn, som selv sidder i kørestol, og nok også børn med andre fysiske handicap vil kunne spejle sig i Tosse- Tino på en måde, de sjældent har mulighed for i de bøger til aldersgruppen, hvor hovedpersonerne altid har fuldstændigt raske arme og ben.

Om forfatteren

Preben Steen Nielsen, som også har skrevet selvbiografien “Kan den snakke? – 12.000 dage set fra en kørestol” er selv kørestolsbruger på grund af muskelsvind.

Om bogen

Titel: Tosse-Tino
Forfatter: Preben Steen Nielsen
Forlag: Dreamlitt
Sidetal: 124
Årstal: 2018