Broderparten – af Joan Dansberg

Anmeldelse

Af Susan Søgaard, Hjerneskadeforeningen

Broderparten er en roman med fiktive personer og handlinger, men den bygger på en virkelig begivenhed. Med romanen ønsker forfatteren at gøre opmærksom på huller i vores retssystem, som kan være med til at gøre familier med eksempelvis hjerneskaderamte og demente særligt sårbare i forhold til svindel og misbrug.

At udnytte en familie hvor den ene er blevet ramt af en hjerneskade, er umiddelbart noget af det mest nederdrægtige, man lige kan forestille sig. Mindre nederdrægtigt bliver ikke, når det – som i romanen her – sker inden for familiens egne rækker. Ikke desto mindre findes der eksempler fra den virkelige verden på, at hensyns- og skruppelløse mennesker forsøger – og ofte har held til – at udnytte andre, når er de er blevet slået ud af livet og er allermest sårbare. Derfor er bogens tema vigtigt.

Broderparten handler samtidig om, hvad der kan ske, når vi pludselig står over for et menneske, hvis handlinger vi ikke kan forudse, fordi vores egen fantasi slet ikke rækker til at tro på, at et andet menneske i den grad kan overskride alle grænser for anstændig adfærd og tilsyneladende komplet mangle indlevelse i andre. Man kommer til at tænke på historien om den kogende frø, hvor frøen ikke i tide opdager, at den er ved at blive kogt, fordi vandet bliver varmet så langsomt op, at den løbende tilpasser sin temperatur. Vi mennesker kan nemlig langsomt blive vænnet til en situation, så vi ikke opdager, at vi er i fare.

Bogen beskriver et usædvanligt groft tilfælde, hvor en familie på ganske kort tid får franarret sig ikke blot så godt som alt, hvad de ejer, men også hinanden. Ægteparret Bjørn og Maria bliver ufrivilligt adskilt. Alene tilbage mod hele Bjørns familie står Maria og deres voksne søn Kasper. Som læser får vi historien fra Marias synsvinkel, men Bjørns sygdom og tilstand gør, at man ikke – som det nogle gange er tilfældet i bøger med en ensidig vinkel fra enten den ramte eller den pårørende – kommer i tvivl om, hvorvidt hendes oplevelser og beretninger er i overensstemmelse med de faktiske hændelser.

Det er et vigtigt tema, men det er ikke en rar bog. Faktisk er den ganske væmmelig at komme igennem. Man skal helt sikkert ikke læse den, alene fordi den tilfældigvis handler om en mand med hjerneskade. Er det hjerneskaden, man er interesseret i, er der andre bøger, som giver et bedre indblik i livet som ramt eller pårørende. Men når det er sagt, er det en bog, som kan læses for spændingens skyld, og som skal læses, hvis man interesserer sig for temaet. Man er i hvert fald et skridt tættere på at tage sig sammen til at få lavet en fremtidsfuldmagt – hvis man ikke allerede har gjort det – når man lægger bogen fra sig.