De fuldendte – af Catrine Vilandt

Kort resumé

En superheltetegneserie hvor hovedpersonerne har hver deres handicap.

Anmeldelse

Af Susan Søgaard, Hjerneskadeforeningen

“Tag med Viktor, Mei, Leo og Storm til Kirsebærhaven. Først skal vi dog rejse gennem tiden. Så hold godt fast, og hop med ind i partikelacceleratoren til et nyt univers. Et univers, hvor man ikke behøver at være perfekt for at være fuldendt. Vær med, når de i fællesskab forsøger at redde verden fra en trist og dyster skæbne.”

“De fuldendte: Kaos i Kirsebærhaven” er noget så sjældent som en superheltetegneserie, hvor hovedpersonerne har hver deres handicap. Vi er i fremtiden (2057), og verden er ved at gå under. Den kan reddes ved at rejse tilbage i tiden og ændre begivenheder, der skete i 2017. Den opgave får de tre børn Viktor, Mei og Leo. På rejsen tilbage i tiden, vil de hver få deres superevner, men det er ikke uden omkostninger. Viktor vil få muskelsvind og briller. Leo vil blive blind. Og Mei vil miste begge sine ben og få proteser i stedet. I 2017 vil de møde deres hjælper Storm.

“Kaos i Kirsebærhaven” er en medrivende og underholdende fortælling. Forfatteren er selv ramt af muskelsvind og har respirator og personlige hjælpere døgnet rundt. Med tegneseriehæftet har forfatteren villet:

  • Give børn og unge med handicap nogle figurer at spejle sig i.
  • Øge alment kendskab (og derigennem tolerance) til handicap og hjælpemidler.
  • Vise at handicap ikke i sig selv er en hindring for et liv med indhold. – Give børn uden handicap et forhold til børn med handicap og styrke indbyrdes relationer til gavn for begge.

Om forfatteren

Cathrine Vilandt blev som 19-årig diagnosticeret med muskelsvind. Efter otte år hvor hun levede sit liv nogenlunde som før, havde sygdommen udviklet sig så kørestol og afhængighed af andres hjælp ikke længere var til at undgå.

Om bogen

Titel: De fuldendte
Forfatter: Cathrine Vilandt
Forlag: –
Sidetal: 35
Årstal: 2016