Nicolai – Magten over min tilværelse har ligget i hænderne på andre
Nicolai er 16 år gammel da han i sommerferien mellem 9. og 10. klasse styrter på sin knallert og bliver slynget mod et træ. Han kommer først til sig selv cirka 2,5 uger senere i en hospitalsseng i Hvidovre. Nicolai er forvirret og træt, men har ingen anelse om hvad styrtet har medført, og hvad det kommer til at betyde for hans liv. Da han bliver udskrevet fortsætter han livet hvor han slap. Ad en direkte vej mod nederlag, ensomhed og depression. 8-9 år efter ulykken møder han for første gang ligesindede som han kan identificere sig med, og det hjælper ham med at finde sig mere til rette i tilværelsen.
Podcasten er optaget på et tidspunkt hvor han afventer en afgørelse om førtidspension. Han er da blevet 32 år. I halvdelen af sit liv har han følt sig som kastebold i systemet: “Der har været mange år hvor magten over min tilværelse har ligget i hænderne på nogen som slet ikke har haft forudsætningerne eller kvalifikationerne for at kunne udtale sig om mig. Det har været sindssygt frustrerende,” fortæller han i denne episode af Hjernecast.
Lyt til Nicolais fortælling og tanker om det at få en hjerneskade som ung uden hjælp til at forstå hvorfor man ikke længere er som før
Nicolai er med i netværket Unge Hjerner.