Anne – Der er 1000 grader af en hjerneskade
Anne er 27 år da hun i april 2020 bliver ramt af to blodpropper i hjernen. Det viser sig at hun i årene inden har haft en række TCI-er, altså små forbigående blodpropper. Anne er heldig. Hendes genoptræning begynder inden for det første døgn og efter knap to uger bliver hun udskrevet næsten direkte til forløb på Center for Hjerneskade. Annes hjerneskade er næsten helt usynlig. Den værste følge er klart hjernetrætheden som afholder hende fra at arbejde på fuld tid. Men den har alligevel ændret hendes identitet og valg i livet hvor hun føler at hun må tænke mere over alting. Alting er lidt mere sat på spidsen. Anne har fuldt ud accepteret at det at hun har en hjerneskade, for altid vil være en DEL af hendes identitet, og hun er glad for samværet med andre unge med hjerneskade, selvom skaderne er helt forskellige. For uanset hvor man er i sit forløb, og hvor langt man er kommet, gør det en forskel at have ligesindede at spejle sig i – både dem som er længere, og dem som ikke er kommet så langt endnu. Lyt til Annes fortælling og tanker om det at have en hjerneskade som man det meste af tiden kan skjule for andre.
Anne er med i Hjerneskadeforeningens netværk Unge Hjerner.