Billedkogebogen

Kort resumé

Opskrifter trin for trin – for alle som har svært ved af følge opskrifter.

Forlagets beskrivelse

Billedkogebogen- trin for trin er et målrettet redskab til alle, der har svært ved at læse eller følge opskrifterne i en almindelig kogebog. Bogen henvender sig til svage dansklæsere, børn i indskolingen, ordblinde såvel som til mennesker med kognitive handicap.

Bogen består af 37 opskrifter opsat med visuel ingrediensliste, visuel redskabsliste og trin for trin fotos af hver enkelt led i madlavningsprocessen. Billederne er opsat i en enkel og kontinuerlig skabelon. Den tilhørende tekst i opskrifterne er opsat efter Ordblinde/Dysleksiforeningens anbefalinger.

Anmeldelse

Af Hjerneskadeforeningen

Mange mennesker med hjerneskade kan have svært ved at lave mad efter almindelige opskrifter, og det kan medføre, at man ikke får den kost, man har brug for. Derfor er det glædeligt, at der nu er kommet en billedkogebog, som ikke alene har et stort udvalg af sunde opskrifter, så der er noget til enhver lejlighed, men også i kombinationen af billeder og tekst giver præcise trin for trin-opskrifter.

En opskrift spreder sig over flere sider. Først får man det fulde overblik over ingredienser, som skal bruges. Herefter følger en oversigt over nødvendige redskaber. Man kan altså i ro og mag sikre, at man har det hele klar, inden man går i gang med maden. De enkelte opskrifter er delt op i en masse små bidder, som man følger en ad gangen og dermed undgår at miste overblikket undervejs.

Om bogen

Titel: Billedkogebogen
Forlag: Trykværket
Sidetal: 257
Årstal: 2017