Blink – af Rikke Schmidt Kjærgaard

Kort resumé

Om at miste livet og lære at leve. Rikke er en af de få der kan fortælle om at blive genoplivet og vågne fra en koma.

Forlagets beskrivelse

Rikke Schmidt Kjærgaard er 38 år gammel, mor til tre og har godt gang i sin karriere som forsker, da hun 1. januar 2013 pludselig bliver ramt af en aggressiv bakteriel meningitis og få timer senere får hjertestop og dør. Mirakuløst bliver hun genoplivet, men Rikke er i koma. Da hun vågner, er hun ’fanget’ i sin egen krop – lammet og ude af stand til at signalere til familie og sygehuspersonale, at hun ikke er hjernedød, men kan høre, se og forstå. Først da hendes mand opdager, at hun blinker, begynder en lang, sej kamp tilbage til livet.

’Blink – da jeg mistede livet og lærte at leve’ er en dramatisk fortælling om at tabe alt på et øjeblik og samtidig en stærk kærlighedshistorie om sammenhold i familien og om stædighed og vilje. Rikke er en af de få, der kan berette, hvordan det opleves at blive genoplivet og at vågne fra en koma. Hendes historie er en inspirerende og dybt bevægende fortælling om at prioritere det vigtigste i tilværelsen, når man har været på kanten af livet.

Bogen har forord af den verdensberømte amerikanske bestsellerforfatter Bill Bryson.

Anmeldelse

Af Susan Søgaard, Hjerneskadeforeningen

Bogen “Blink” med den sigende undertitel “Da jeg mistede livet og lærte at leve” placerer sig litterært i toppen af personlige historier, som er udgivet efter en hjerneskade. Der er naturligvis ingen tvivl om, at hver eneste af de personlige fortællinger er værdifuld. Det giver dog altid lige lidt ekstra til læseoplevelsen, når man sidder med en klar følelse af, at bogen er et professionelt og gennemarbejdet produkt. At den har et personligt forord fra forfatteren Bill Bryson er naturligvis et stort kvalitetsstempel.

Bogen er virkelig velskrevet og nem at læse. Den fastholder læserens interesse på hver eneste side uden hverken at dvæle ved det urimelige i familiens situation eller kredse uudholdeligt om det følelsesmæssige drama. Den er på samme tid oplysende og medrivende. Ud over det åbenlyse – at man får et enestående indblik i pludselig at vågne op til et liv, hvor den eneste måde hvorpå man kan kommunikere med omgivelserne og lade dem vide, at man stadig er derinde, er ved at blinke – indeholder bogen også en vigtig påmindelse om, hvor svært det kan være at få stillet diagnosen, når man uden varsel rammes af meningitis. Det er en alvorlig sygdom, som kan give meget store skader på hjernen.

En anden væsentlig ting, som gennemsyrer bogen, er hele familiens utrættelige støtte og opbakning, som i Rikkes tilfælde ikke lader til at blive mindre med tiden. Den støtte er så afgørende, for hvordan i alverden skal man kæmpe sig tilbage til livet uden den? Og hvordan skal man senere finde sig selv igen? Særligt bevægende er det at læse om, hvordan familiens yngste barn, Daniel på kun 8 år, accepterer og på sin egen måde hjælper sin på flere måder forandrede mor. Eksempelvis han efter Rikkes første nat hjemme i månedsvis insisterer på, at hun skal følge ham i skole. Og efterfølgende insisterer på, da de er fremme, at hun altså skal gå med hele vejen op ad trapperne til klasselokalet: “Jeg skal nok hjælpe dig, mor,” sagde han. “Vi gør det sammen. Tag min hånd.”

Bøger som den kan sammenlignes med

Det er klart en bog, som skal læses. Den lægger sig op ad verdensberømte personlige fortællinger af hjerneskaderamte som den franske chefredaktør Jean-Dominique Baubys “Dykkerklokken og sommerfuglen” (som desuden er filmatiseret) og den amerikanske hjerneforsker Jill Bolte Taylors “Slået af indsigt” (som også findes som en TedTalk). Derved placerer bogen sig i en ganske eksklusiv skare af selvbiografier med hjerneskadetema.

Om bogen

Titel: Blink
Forfatter: Rikke Schmidt Kjærgaard
Forlag: Politiken
Sidetal: 257
Årstal: 2018