Hvem er jeg nu? Jeg ved det ikke

Salgschef om dagen og om natten bartender i det trendy københavnske natteliv. Der var knald på 27-årige Suzan – eller Sjuz, som hun blev kaldt af sin enorme omgangskreds. Men så fik hun blodpropper i lungerne og skulle opereres. Da hun vågnede efter operationen, havde hjernen taget skade. Det var der bare ingen, der vidste, og ingen fortalte Suzan, at der var en risiko.

Et omvandrende kaos

Da jeg første gang var i kontakt med Suzan, var hun groft sagt på spanden. Der var gået knap tre år fra operationen. Det første halvandet år havde hun famlet rundt i komplet uvidenhed om, ikke over, hvad der var galt med hende. Hun havde forsøgt på egen hånd at løse den helt umulige opgave at leve sit liv som før. Af ydre havde intet ændret sig – forandringen var indeni. Hun troede, hun var blevet tosset. Efter cirka halvandet år var det blevet opdaget, at hun havde en hjerneskade. Efter endnu halvandet år råbte hun ad alle, hun kunne få til at stoppe op og lytte.

Suzan blev en af de første bloggere på hjerneskadet.dk. Hun skrev kaotiske indlæg, som tydeligt viste en ung kvinde, som var faldet fra hinanden. Forholdet til kæresten hang i den tyndeste tråd. Hun konfliktede dagligt med det personale, der skulle være en hjælp, og kunne slet ikke håndtere, at der kom fremmede i hjemmet på alle tider. Hun kunne ikke overskue noget i sit liv. Holdt i en periode op med at spise. Forsøgte selvmord og var flere gange indlagt på psykiatrisk afdeling.

Samtidig var hun ivrig efter at lære alt om sig selv og sin skade og fast besluttet på at fikse situationen. Hun blev medlem af Forum for Yngre Ramte og skrev brev til Center for Hjerneskade. Og så meldte hun sig som deltager i en filmworkshop, hvor vi skulle lave klip til hjemmesiden og Hjerneskadekanalen på YouTube. Den dag mødte jeg Suzan første gang og blev blæst omkuld af den voldsomme kontrast mellem det vanvittigt sårbare, kaotiske og knuste menneske, som delte krop med et vanvittigt stærkt, stædigt og målrettet menneske. Suzan udstrålede både hjælpeløshed og overskud på samme tid.

Skræmmende, men positivt, at høre sine egne ord flere år efter

I årene, der gik, har jeg tit tænkt på Suzan og med interesse fulgt hende fra sidelinjen, og vi har jævnligt været i kontakt. Da jeg for nyligt spurgte Suzan, om vi skulle lave en opfølgning med fokus på udvikling og identitet, sagde hun heldigvis ja. Vi blev enige om at lave en podcast sammen.

Vi mødes hos Suzan en onsdag formiddag i maj. Vi skal tale om den tid, der er gået. Før, efter og lige nu. Jeg begynder med at læse et udsnit op fra et Suzans første blogindlæg. Indlægget handler om at gå ned i en butik for at købe en pakke kød, og så bryde komplet sammen, fordi de ikke har netop den pakke kød, man kom efter.

– Det er fra en tid, hvor jeg ikke på nogen måde havde lært at styre mit energiniveau. Jeg var hele tiden oppe i det røde felt. Det er skræmmende at høre. Hold da op, var det mig? Det viser, hvor meget man kan forandre sig. Hvor langt man kan komme. I dag ville jeg have overskud og energi til at finde noget andet. Jeg har ikke oplevet mit energiniveau så langt nede i lang tid. Hvor er det positivt, er reaktionen fra Suzan, da hun hører sine egne ord gengivet efter flere år.

Stakkels pige!

Efter en kort snak om, hvor meget tingene har ændret sig, viser jeg Suzan et videoklip, som vi lavede til den filmworkshop, hun deltog i. Det er et klip, hvori hun fortæller om en dagligdag, hvor alt er uoverskueligt. For eksempel om en periode, hvor hun kun spiser kogte æg for at undgå opvask.

– Stakkels pige! Selvom jeg kan huske det, er det stadig, som om jeg står udefra og ser det. Jeg har følelsen af, at det har aldrig været mig. Før jeg blev ramt, var jeg jo ikke sådan. Og efter jeg blev ramt – altså efter så mange år, så er jeg jo heller ikke sådan. Det er en periode af mit liv, som har været så hård. Men jeg er også glad for, at jeg er kommet så langt i forhold til, hvad jeg sidder og ser. Tænk, at en skade gør, at man ikke kan tage en opvask fra start til slut. Nu går jeg jo bare ud og tager den.

Identiteten er stadig ikke helt på plads

I dag klarer Suz alting. Køleskabet er fuldt. Indkøb sker uden problemer. Alting er meget bedre, men identiteten er stadig ikke helt på plads.

– Jeg skulle på date i går, men jeg måtte aflyse, fordi jeg var så ræd for, at han skulle spørge, hvad arbejder du med. Min identitet hænger jo fast fra dengang, og det er den, jeg har lyst til skal være min identitet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er hjerneskadet, jeg har lige lært at gøre rent selv, så nu er jeg i gang med at skulle lære at finde et arbejde. Jeg kan simpelthen ikke formulere, hvem jeg er.

Suzan går i Hovedhuset på Amager. Hun fortæller med begejstring om, hvor dejligt, hun synes, det er at være der. Hovedhuset er et arbejdsfællesskab, som oprindeligt er startet som et projekt hos Hjerneskadeforeningen, men som nu fungerer som en selvejende institution. I Hovedhuset har hvert medlem sine opgaver at løse. Jeg beder Suzan fortælle om, hvad hun laver, når hun er der. Det er overraskende svært for hende.

Det er jo ikke min identitet at tømme skraldespande

Midt i at beskrive en helt almindelig dag, hvor det er hendes opgave at tømme skraldespande, går hun i stå og udbryder: – Det skal du altså klippe ud. Det bliver pludselig meget tydeligt for Suzan, at det at tømme 20 skraldespande ikke er en bedrift for de fleste mennesker.

– Det er jo ikke min identitet at tømme skraldespande. Jeg kan godt se, hvorfor jeg skal tømme skraldespande. Det er virkelig gavnligt at tømme de her åndssvage skraldespande, men at skulle sidde og fortælle folk det. Det kan jeg ikke! Jeg har ikke accepteret det. Jeg skal lave noget betydningsfuldt. Det er fandme ikke betydningsfuldt, at jeg tømmer skraldespande. Det kribler i hele min krop. Hvem er jeg nu? Jeg aner det ikke. Jeg går til genoptræning med mit hoved, men det er jo bare en proces mod den, jeg skal blive. Man kommer måske aldrig ud på den anden side, når man først er hjerneskadet, men man når til et punkt, hvor man finder sin identitet. Og der er jeg bare ikke endnu. Det er, som om det er lige det sidste sidste skridt til, at jeg skal være noget. Mit liv er fyldt op med aktiviteter. Jeg kan godt vaske tøj og lave andet end æg nu. Alle de her ting, som vi lige har set hende pigen sidde og sige, hun ikke kan, det kan jeg godt. Men jeg kan bare ikke arbejde. Jeg ved ikke, om min identitet først kommer tilbage, når jeg får et arbejde.

Interviewet med Suzan er lavet som en podcast og bagefter er en del af det skrevet om til denne artikel til vores medlemsblad. Du kan høre podcasten og altså hele interviewet.