Artikel fra medlemsblad
Mig og min synsfeltskade
– med inspiration fra Woody Allen-filmen Mig og Bogart
Jeg har en hjerneskade. Jeg er blevet genoptrænet og har en stor dejlig familie, som står til rådighed, når jeg har behov for det. Min balance kunne være bedre, og det tager ofte en rum tid, når jeg skal fokusere. Her kommer det fundamentale: Synet. I begyndelsen prøvede jeg, med henvisning fra en neurolog, nogle programmer, men synet blev ikke bedre. Inden jeg blev hjerneskadet, brugte jeg læsebriller, så jeg kontaktede min gode øjenlæge, Nis, som anbefalede, at jeg fik en synsfelttest.
Da jeg skulle have overbragt testresultatet, så Nis meget alvorlig ud: »Øh, hvordan kom du herud?« spurgte han. Jeg forklarede ham, at jeg havde sagt farvel til at køre bil efter min hjerneskade. Nis så lettet ud, og han viste mig en skærm på væggen med fire forskellige farver. Han pegede på en stor sort plet: »Det er en synsskadepause. Det kan vi ikke helbrede,« sagde han. Han forklarede derefter, at der er ting og felter, som min hjerne undlader at vise mig. Eksempelvis den middagstallerken, der er dækket op til mig, hvor jeg vælger at placere mig på stolen ved siden af.
Efter snakken med Nis gik jeg en meget lang tur hjem. Jeg kom på vejen i tanke om mange situationer, hvor jeg havde haft synsproblemer.
NU VED JEG HVOR JEG STÅR
Da jeg nåede hjem, gik jeg hen til mit store spejl og sagde til mit spejlbillede: »Nu ved jeg, hvor jeg står!«
Jeg fandt senere ud af, at min skade har et navn, jeg ikke kan stave til. Jeg har i stedet valgt give den navnet “Mig og Bogarts synsfeltskade” med inspiration fra Woody Allen-filmen fra 1972. For som hovedpersonen i filmen følges af Bogart, så følger synsfeltskaden mig.
Jeg husker flere situationer. Flere år før jeg fik en forklaring på min konkrete skade, holdt vi familiejuleaften. Desserten blev serveret. Jeg forlangte selv at øse en portion risalamande op – og hældte den derefter i den resterende kirsebærsauce. Stilhed! Mit ældste barnebarn udbrød: »Morfar er altså den sjoveste i familien!« Resultatet blev, at jeg siden har været i bad standing, når der skal øses op.
Selvsamme barnebarn og jeg var på et tidspunkt i Netto, hvor jeg gik i gang med at tage den foranstående kundes varer. Tobias måtte venligt forklare kunden, at ”min morfar ser altså ikke så godt.”
ET VENSKAB MED HJERNESKADEN
Efterhånden er jeg blevet gode venner med min synfeltskade. Jeg er holdt op med at bruge ordet “hjerneskade”. Ikke fordi jeg selv har noget mod ordet, men når man, som jeg, kommer så meget rundt med opsøgende arbejde, sker det ofte, at folk bliver forskrækkede eller overbeskyttende, når de hører ordet hjerneskade. Det sidste er dog ofte hyggeligt, for mange insisterer på at hjælpe og føre en til bus og tog. På den måde kommer jeg i snak med MANGE mennesker, og generelt set møder man mange meget dejlige mennesker.
Det sker, at synsfeltskaden stikker af. Det er hændt et par gange, at jeg midt i et stort knus til en veninde har fornemmet, at det var underligt stift. Begge gange viste modtageren sig at være en, jeg ikke kendte. De tog det pænt. Jeg husker også med gru en regnvejrsdag, hvor min kone og jeg stod i ly for regnen ved side af en tilsyneladende gravid kvinde. Jeg spurgte hyggeligt: »hvornår skal du føde?« Hun så koldt på mig: »Jeg er ikke gravid, jeg er bare fed!«. Jeg kunne kun sige undskyld – ikke gemme mig. Men jeg er sikker på, at Bogart og synfeltskaden har flækket af grin. Så ku’ jeg lære det.
