De smukke unge menneskesker

På Rigshospitalets auditoriegang hænger masker kreeret af gruppen Unge Hjerner. Maskerne er inspireret af et amerikansk projekt, som hedder ‘Unmasking Brain Injury’. Det går ud på at udtrykke sin hjerneskade og sine følelser i forbindelse med skaden med en maske.

Nicolai Kabel Jensen er en af maskemagerne. Han er også med i gruppen ‘Unge Hjerner’, som er en gruppe af unge med erhvervet hjerneskadet, der mødes hver anden uge. Jeg møder Nicolai foran maskerne i mylderet af konferencedeltagere til frokostpause. Sammen med Nicolai er også Stine Pokorny Harbech, som er forløbskoordinator i projektet ‘Styrket indsats for Unge med Erhvervet Hjerneskade’. De skal fortælle om maskeudstillingen, om ‘Unge Hjerner’ og lidt om projektet ‘Styrket Indsats’.

Unmasking

Ideen med ‘Unmasking’ har været at give deltagerne i ‘Unge Hjerner’ en stemme og lade dem fortælle, hvordan det er at leve med en hjerneskade. Nicolais maske er enkel og uden farver.

I panden står med store sorte bogstaver: ‘KAOS”. Mest iøjenfaldende er det, at masken tydeligvis har fået et ordentligt slag med en knytnæve.

– Det var sindssygt svært at finde ud af, hvordan jeg skulle få hele mit forløb ned i en maske. Jeg kunne slet ikke komme i gang, men så fik jeg den her fornemmelse af, at jeg skulle give den én på kassen. Den beskriver selvfølgelig mine følelser i forløbet, men i virkeligheden beskriver den nok mest det at skulle kæmpe med kommunen, når man har et alvorligt, usynligt handicap. Det er det største problem, jeg har. Problemet er ikke at battle med de problemer, jeg nu har med at huske, styre mit temperament og få overblik; det er i forhold til alle andre, fortæller Nicolai om sin maske.

De unge fik hjælp og vejledning af kunstneren Camillo Ocean Klamer, da de skulle lave deres masker. Maskerne viser omverdenen, at personer med en hjerneskade er som alle andre, og de fortjener den samme værdighed, respekt, omsorg og mulighed for at vise deres værd som borgere i samfundet.

– De har alle sammen haft tre timer til at lave deres maske. Og de har knoklet. Der var også nogle, som var ude at råbe ad nogle træer indimellem. Der er altid tårer i Unge Hjerner, men der er også mange grin og normalt en rigtig god stemning. Men den dag var stemningen tung. Der blev virkelig rørt ved nogle følelser, siger Stine Pokorny Harbech, der som forløbskoordinator planlægger aktiviteterne i gruppen og er til stede, når ’Unge Hjerner’ mødes.

Det hele smuldrede for Nicolai

Nicolai blev hjerneskadet, da han som 16-årig kørte galt på en scooter. I dag er han 27 år. Han oplever, at det er enormt svært for andre at forstå et usynligt handicap.

– Det er rædselsfuldt, det er det. Frustrationerne og følelsen af at være i kaos. Det er min tilstand, det er ikke bare en følelse. Andre forstår det ikke, og jeg forstår det måske ikke engang selv. Efter min ulykke gik det nogenlunde et års tid, men så begyndte det hele at smuldre. Jeg fik depressioner og angst, mens de andre fortsatte med deres liv og tog på Handelsskolen, som jeg også skulle have været. Jeg begyndte at isolere mig mere og mere, siger Nicolai.

At være udenfor – sammen

Netop isolationen er velkendt blandt de unge, som kun sjældent møder andre unge under deres indlæggelse og rehabilitering. De mister ofte de venner, de havde før skaden, og det er krævende for dem at være sammen med jævnaldrende, og når de er, kan de alligevel føle sig ensomme og forkerte. Gruppen ‘Unge Hjerner’ blev etableret netop for at give de unge mulighed for at møde ligesindede.

– Vi stod med en sårbar gruppe unge, der udtrykte et behov for at være sammen med andre, men vi kunne ikke finde noget socialt tilbud til dem. Det er ellers en svær gruppe at samle, og ofte møder de ikke andre unge med hjerneskade. De eller deres pårørende skal jo kontakte Hjerneskadeforeningen, for at I ved, at de findes. Og de har heller ikke alle sammen kontakt med en hjerneskadekoordinator, så i kommunerne ved de heller ikke, at de er der. Vi stod i den særlige situation, at vi havde dem alle sammen lige foran os. Og de havde alle sammen oplevet at være alene og stå udenfor. Men med ‘Unge Hjerner’ fik de en gruppe,

Artiklen er fra Hjerneskadeforeningens medlemsblad Hjerneskadet #04 – 2017

Tekst: Susan Søgaard, Hjerneskadeforeningen
Foto: Ty Strange (topfoto fra produktion af maskerne), Susan Søgaard (fra udstillingen)