HUN SNAKKER SORT

Medvirkende: Connie & Poul Handlos Hansen

– Jeg tror ikke jeg var kommet videre hvis ikke jeg havde nogen der kunne lytte til mig og forstå. Sådan begynder Hjerneskadeforeningens dokumentarfilm om Connie Handlos Hansen der som 52-årig pludselig blev ramt af en aneurisme der bristede. Som om en aneurisme ikke var galt nok, fik Connie en blodprop i hjernen under operationen og udviklede efterfølgende epilepsi.

Kontakten med ligesindede er vigtig for Connie

Kontakten med ligesindede er vigtig for Connie der har fundet andre skadede på nettet, og selv er begyndt at blogge på hjerneskadet.dk:

– I den situation som jeg er havnet i, der havde jeg brug for at snakke med ligesindede. Dem har jeg fundet via nettet og Facebook. Jeg kan snakke med dem, og jeg har været med til forskellige arrangementer og møder. Det er en vigtig del, fordi man ellers føler sig som Palle alene i verden. Og det gjorde jeg indtil jeg fik kontakt med andre der sagde: Jamen, det er jo ganske normalt, og sådan har jeg det også.

Følte sig ikke forstået

Det første Connie husker efter aneurismen er netop en oplevelse af ikke at være forstået. Dengang var det på grund af sproget der svigtede:

– I opvågningen bagefter stod min mand ved siden af mig, og han siger så: “Hun snakker sort,” og jeg tænker: Han kan da bare tie stille og så høre efter hvad jeg siger, for jeg snakkede ikke sort. Men det gjorde jeg altså.

Siden har Connie fået styr på talen, men det er langt fra altid nok til at opnå forståelse. Selv hos sin daværende læge følte Connie sig misforstået, men hun har heldigvis fået skiftet til en læge med indblik i hjerneskader, og Connie opfordrer andre til at skifte læge hvis de har lignende oplevelser:

– Det at have en læge der ikke anerkender en, er simpelthen noget af det værste der findes. Jeg kan næsten ikke beskrive med ord hvordan det er at blive forstået fra første øjeblik man træder ind ad døren. Han kunne se på mig allerede da jeg trådte ind ad døren, at jeg havde problemer med balancen.

Poul forstod ikke den sygdom han ikke kunne se

Også på hjemmefronten har der været problemer med kommunikationen. Connie er gift med Poul som indrømmer at det var svært at forstå hvordan Connie havde det, særligt fordi hun ikke på noget tidspunkt har set særligt syg ud. – Jeg følte lidt irritation fra hans side af, lige som om, se nu da at komme op og komme ud og gå en tur. Du skal ikke bare sidde der.

Og jeg ville meget gerne, men jeg havde svært ved at holde trit med det ønske han havde om hvor stærkt det skulle gå.

Opfordring: Snak sammen!

Connies opfordrer andre skadede til selv at tage hånd om kommunikationen, for problemet løser ikke sig selv:

– Snak sammen! Fortæl hinanden hvordan man har det. Modparten skal også fortælle, at jeg bliver nu irriteret over du ikke kan det du plejer. Og så få en dialog i gang omkring – hvorfor bliver du irriteret? Kan du ikke forstå det? Jeg vil gerne prøve at forklare nærmere. Jeg tror det er vigtigt at parterne taler sammen, at man ikke bare pakker sammen.

Lignende dokumentarfilm

Jeg følte mig jo sund og rask

På en måde er det guld værd at være hjerneskadet

Besøg også disse sider …

Mød ligesindede

Om foreningens netværksgrupper og mulighed for kontakt med ligesindede.

Hjerneskadebloggen

Følg med når vores bloggere deler stort og småt fra deres hverdag med en hjerneskade.

Rådgivning – Motiv: Baghovedet er mørkhåret, korthåret kvinde som taler i telefon

Rådgivning og rettigheder

Om foreningens rådgivning, mødet med systemet, dine rettigheder og muligheder m.m.