INDHOLD: Brian blev kørt ned som 10-årig. I klippet fortæller han blandt andet om hvordan han skulle bruge et halvt på “lige at få vejret igen”.
Umuligt at få et klart svar om fremtiden
Tiden på sygehuset er en tid hvor det kan virke som om at fremtiden er aflyst. Du kan stille en masse spørgsmål om hvad der skal ske. Du kan måske også få svar. Men du kan hverken forvente at svarene er præcise, eller at de viser sig at holde stik. Den prognose du får, kan ændre sig mange gange.
De ansatte på sygehuset kan hver især kun give sine bedste bud baseret på hvad de ser, og på de undersøgelser de laver. Deres bud er en vurdering af hvad de regner med du vil komme til at kunne med den genoptræning og hjælp som de anbefaler i din genoptræningsplan. Det er et lægefagligt og højt kvalificeret bud som på mange måder bliver styrende for dit forløb. Men fremadrettet vil der være en masse faktorer som får indflydelse på det liv du skal leve med hjerneskaden. Hvordan det liv bliver, kan man ikke alene se ved at kigge på den skade du har fået.
INDHOLD: Michael Raymond Jensen fortæller med sit digt Elevatoren om sit forsøg på at klare sig selv uden hjælp under sin indlæggelse.
Hjerneskaden kan være nådig
Uvished er en svær ting at bære. Men for den der lige er ramt, er uvisheden ikke nødvendigvis så slem. Det lyder måske forkert. Det er jo den hjerneskadede som er syg, bange, forvirret og har mistet vigtige funktioner.
Den hjerneskaderamte står utvivlsomt over for sit livs kamp. Der er blot en tendens til at på dette tidlige tidspunkt fylder uvisheden mindre hos de ramte end hos de pårørende. Det samme gør bekymringerne for fremtiden.
En forklaring er at du på dette tidspunkt muligvis slet ikke har forstået HVORDAN du er skadet, HVOR skadet du er – eller overhovedet AT du er skadet. Dette kan være en del af hjerneskaden, men du kan også blot have brug for tid til at fordøje situationen.
En anden forklaring er at det er svært at forholde sig til en verden uden for hospitalsmurene mens du forsøger at få kontrol over din egen krop. Frustrationer, ikke bekymringer, fylder dit hoved. Frustrationer over ikke at du ikke kan det du plejer, at din krop ikke gør det du beder den om, at du ikke at kan udtrykke dig, og at du ikke føler dig forstået og lyttet til. Der er altså rigeligt at tænke på og få styr på her i nuet. Fremtiden er måske aflyst – men der skal nok komme en ny.
En tredje forklaring kan være at din beslutsomhed og stædighed fylder. At du har koncentreret alt hvad du har i dig om at træne. Du er helt sikker på at du bare skal kæmpe dig igennem, så venter dit normale liv forude. Du bekymrer dig ikke for en fremtid som du ved er der.
INDHOLD: Rene fortæller hvordan han på sygehuset blev tvunget til at se sin største frygt i øjnene og erkende at noget væsentligt var forandret