Ensomhed efter hjerneskade

Dr. Jeffrey Kreutzer  fortæller i klippet om hvorfor så mange ramte føler sig isolerede og ensomme efter en hjerneskade. Bemærk: Engelsk – ingen danske undertekster tilgængelige.

Strategier til at hjælpe mennesker med erhvervet hjerneskade og deres familier til at håndtere ensomheden

Hjerneskade er … ensomhed

En hjerneskade har mange følgesvende. En af dem er den ensomhed som opstår efterhånden som venner og familie falder fra. Teksten nedenfor er en tilpasset oversættelse af hvad Dr. Jeffrey Kreutzer fortæller i videoklippet om hjerneskade og ensomhed.

Ensomhed er at føle at ingen forstår

En del af ensomheden kommer af at man ikke kan forstå det man ikke selv har været igennem. Det er der i hvert fald mange der fortæller. Vi ser at mange ramte føler sig ensomme og misforståede. At ingen forstår dem.

Når vi taler med mennesker der har fået en erhvervet hjerneskade, 3-6 måneder efter de er blevet udskrevet, fortæller de at de ofte går for sig selv i et rum, lukker døren og undgår at forholde sig til andre. Men det bidrager til følelsen af ensomhed – de får det værre.

Det hjælper at tale om det

Noget af det vi forsøger at gøre for folk, er at lære dem at bede om hjælp og hjælpe dem med at kommunikere. Hjerneskaderamte såvel som pårørende, kan tænke: “Hvis jeg taler om det, bliver jeg bare mere ked af det. Så bliver det hele bare værre.” En del tænker at der alligevel ikke kommer noget ud af det: “Alle er ligeglade med mig. Det er bedre at jeg ikke siger noget om det, for folk bliver bare trætte af mig.”

Vi forsøger også at hjælpe folk til at forstå at der er mennesker derude som bekymrer sig om dem. Deres kone, deres mor, deres mangeårige ven. Der er mennesker som holder af dem, og det hjælper en lille smule mod ensomheden, hvis man vælger et par stykker at tale om situationen med.

Vennerne forsvinder

Jeg møder mange familier. Noget af det mest smertefulde jeg har været vidne til, er når for eksempel en mor til en 18-årig pige med erhvervet hjerneskade, kommer med sin datter og siger: “Hun har mistet alle sine venner!” Og så taler vi selvfølgelig om ensomhed. Det er ensomt, og folk føler sig afvist. Jeg har mødre der fortæller: “Vennerne kom på besøg, og de sad ved hospitalssengen og sagde: ‘Er der noget du har brug for, kan du altid ringe.’”

Når de ramte så bliver udskrevet 2-3 måneder senere, ringer de og skriver beskeder til deres venner – og ingen svarer. Og mødrene siger til mig: “Det er det der er sket; hvad kan vi gøre?” Det er virkelig svært fordi hele livet ændrer sig for dem der bliver ramt af en hjerneskade. Når de ikke er i skole, kan de ikke tale med om karakterer og lærere og planer for det næste skoleår. Alting er forandret for de ramte, og i mange tilfælde betyder det at de ikke længere har ret meget til fælles med de gamle venner.

Man ved ikke selv hvad man har brug for

Når jeg spørger folk der har fået en hjerneskade, hvilken hjælp de har brug for, så ved de det ofte ikke selv. Og derfor ved andre mennesker selvfølgelig heller ikke hvad de skal gøre for at den ramte kan få det bedre. Det betyder at de venner der gerne vil hjælpe, føler sig ubehageligt til mode og tænker: “Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg forstår ikke hvad min ven går igennem.” Det føles akavet, og de har det skidt med det. Jeg tror at det – sammen med tabet af det man havde til fælles med sine kammerater – medvirker til at den hjerneskaderamte føler sig meget isoleret og alene.

Det skal anerkendes at man har mistet

En ting som man ikke rigtigt hører om, men som ser ud til kun at blive endnu vigtigere når der er gået seks måneder fra udskrivelsen – eller 9 måneder, 12 måneder, 2 år – det er hvor vigtigt det er at man får anerkendt de følelsesmæssige tab.

Mere end halvdelen af alle med en erhvervet hjerneskade oplever en depression inden for det første år efter hjerneskaden. En del af det har noget at gøre med at den medicinske verden gør sit arbejde godt. Men det der er virkelig, virkelig vigtigt, og som der ikke bliver taget hånd om, er den ramtes følelsesmæssige velbefindende.

En måde som vi arbejder med det på – og som efterhånden er blevet standard i vores forløb med de ramte familier – er at vi først forsøger at definere fysisk bedring, altså det at få kroppen til at fungere bedre, blive mere koordineret, få bedre balance, lindre hovedpine. Folk kan nemt forstå det fysiske. I de kliniske programmer jeg deltager i, forsøger vi så at hjælpe folk med også at forstå at det, som sikkert ingen har nævnt for dem eller beskæftiget sig med, nemlig deres følelsesmæssige trivsel, er en virkelig vigtig del af dem selv.

At miste sine venner kan være den værste følge efter en hjerneskade

Et af de tab som er forbundet med de ramtes følelsesmæssige trivsel, er tab af vennekredsen. Når jeg taler med mennesker med erhvervet hjerneskade og deres familier, så siger jeg af og til at det er sandsynligt at ingen har talt med dem om at de har mistet deres venner, men at tabet af venner og andre sociale relationer meget vel kan vise sig at blive den mest smertefulde og sværeste konsekvens af deres hjerneskade.