Selv troede HC, at betændelsen ville forsvinde igen uden følger. Som en influenza. Men månederne gik, og ingenting blev som før. Pligtopfyldende besluttede HC alligevel, at han måtte tilbage til arbejdet på trods.

– Jeg begyndte stille og roligt med en aftale om to timer om dagen et par gange om ugen. Efter to døgn måtte jeg trække stikket. Det hele faldt sammen om ørerne på mig. I 3-4 uger efter forsøget oplevede jeg kun tilbagegang i min tilstand. Så begynde jeg at acceptere min situation. Endnu havde jeg ikke brugt ordet ‘hjerneskadet’, men nu sagde jeg det højt til mig selv og til verden. På Facebook brugte jeg på irriterende vis store bogstaver og skrev HJERNESKADET, når jeg skrev med og til andre.

FANDT FÆLLESSKAB I FYR

Næste naturlige skridt for HC var at søge information. Han ville forstå. Han ville finde mennesker og steder, som kunne lære ham om hjerneskade og hjernetræthed. Hurtigt bragte hans søgning ham til Hjerneskadeforeningen, og snart var han medlem af netværket FYR.

– FYR er fantastisk. Der er virkelig knald på Hjerneskadeforeningens fora. De inviterer dig indenfor og accepterer dig med det samme, selvom du er ny. Det har været altafgørende. I FYR er mennesker, der har bokset med problemstillingerne i flere år. Det, jeg lærer af dem, rykker mig uger og måneder frem. Jeg tvivler på, at jeg ville flytte mig særlig meget uden dem. Indtil nu har jeg kun mødtes med et enkelt FYR-medlem. Vi gik en god tur sammen. Det var så behageligt. Det kommer vi til at gentage, og jeg kommer også til at mødes med flere derfra.

MONOTONIEN I MADLAVNING GØR GODT FOR HJERNEN

Bagning og madlavning er en af de aktiviteter, som HC har kastet sig over efter sygdommen. Det er almindeligt, at en hjerneskade kan gøre det vanskeligere at følge en opskrift, så det er en god ide at starte med enten simple opskrifter eller noget, man i forvejen har lavet rigtig mange gange. Særligt monotonien i tilberedningen – hakke, snitte, ælte, røre – giver HC en oplevelse af at få renset hjernen.

– Det begyndte, da min datter i december kom hjem og ville bage julekager. Det kunne jeg ikke overskue. Men i fryseren havde jeg brunkagedej fra året før, så jeg skulle bare skære dejen i så tynde skiver som muligt. Monotonien i den basale opgave slukkede tankemylderet. Siden gik det op for mig, at det at ælte bolledej giver en god fornemmelse i fingrene og forplanter sig i hele systemet. Risotto er også godt. Førhen ville jeg have stresset over at skulle holde øje og røre hver 3.-4. minut, for jeg ville mene, at jeg samtidig kunne lave et it-projekt færdigt. Nu står jeg bare og rører. Jeg skal ikke nå så meget. I supermarkedet leger jeg nu en leg med mig selv. Jeg køber en grøntsag, der er på ekstraordinært tilbud eller har sidste salgsdato. Den skal jeg så have ind i en opskrift. Så googler jeg for eksempel fiskefars + squash og tilsætter sund fornuft til de forslag, jeg finder. Så får jeg en masse nyt at smage.

NU HILSER JEG PÅ ALLE

HC fortæller, at han længe følte sig isoleret derhjemme, og at det gik ud over humøret. Han rakte derfor ud i lokale Facebookgrupper for at fortælle naboer, genboer, ja hele byen, hvad der var sket med ham, og at de nok ville komme til at møde ham på veje og stier. Det har betydet, at mange, både børn og voksne, vinker og hilser, når han går rundt i området med sin solsikkesnor på.

– I Sundhedshuset har jeg fået en orienteringsøvelse, hvor jeg skal kigge til siderne, mens jeg går. Jeg tænkte, at hvis jeg også gjorde det på mine daglige gåture, ville jeg hurtigere blive bedre. Det ser selvfølgelig gakket ud, når der kommer en mand gående, der hele tiden kigger til siderne, men nu ved alle i byen hvorfor, for jeg fortæller mine naboer, hvad der foregår. Det er også grunden til, at jeg i dag kender naboerne tre gange bedre end før. En aften jeg var ude at gå, gik strømmen i hele området. Der blev fuldkommen sort. I vores Facebookgruppe begyndte naboerne at spørge “hvad sker der?”. Jeg opfordrede dem til at komme med ud at gå. Det var fuldmåne og rigtig smukt. Jeg tror, jeg fik 30-40 mennesker ud i mørket den aften.

FORBEREDER ALT OG HAR ALTID EN FLUGTVEJ

Det mislykkede forsøg på at vende tilbage til arbejdspladsen har gjort HC forsigtig, men ikke på en måde hvor det afholder ham fra at prøve nye ting. Faktisk føler han sig forpligtet til det. Dog er det afgørende for ham at være forberedt og at have en plan for at komme ud af det igen, hvis det bliver for meget – en flugtvej så at sige. Han sørger for ikke at gabe over for meget ved at dele nye tiltag op i bidder, som han kan afprøve lidt ad gangen. Et af hans nyeste tiltag er at følge forelæsninger i neuropsykologi på Københavns Universitet.

– Jeg er ikke tilmeldt. Jeg kommer bare til at sætte mig ind til forelæsningerne. Det, tror jeg, er det rigtige for mig. Så bliver knækket ikke for stort, hvis jeg ikke kan klare det. På Center for Hjerneskade har jeg fået lavet en neuropsykologisk test, der viser, at jeg kan holde koncentrationen i 45 minutter. Det er perfekt, for det er så længe, en enkelt forelæsning varer. Jeg har rekognosceret området. Derfor ved jeg, hvor der er handicapparkeringspladser, og at der er en stor have med træer i nærheden af forelæsningssalen. Det er vigtigt. Så kan jeg nemlig gå en tur der i pauserne. Jeg har også meldt mig ind i en Facebookgruppe for de psykologistuderende. De får samme informationer som mine naboer. Så jeg lægger mit liv i deres hænder og håber, de passer lidt på mig.

DET ER HELENDE AT SKRIVE

Med til HC’s helingsproces hører, at han er begyndt at skrive. Ikke kun til naboer, medstuderende og andre ramte på Facebook, men også til sig selv. Han har flere gange haft den oplevelse, at i det øjeblik han har sat ord på et problem, har en løsning vist sig.

– En dag satte jeg mig og skrev om de mareridt, jeg led af, og hvor svært det var for mig. Siden har jeg ikke haft mareridt. Kort tid efter skrev jeg om, hvor svært det var at tilrettelægge dagen, så man får brugt sig selv tilpas meget til at være behageligt træt

– uden at udmatte sig selv. Siden har jeg ikke haft problemet. Der sker noget i skriveprocessen, som jeg ikke er helt sikker på, jeg forstår. Før jeg begyndte at skrive, var mit ‘jeg’ fuldkommen smuldret. Jeg havde ingen identitet tilbage. Jeg følte, jeg var en hjerne, der indimellem fandt en sprække af kontakt til verden omkring sig, men meget af tiden bare tumlede omkring uden at ane, hvad den foretog sig. Så begyndte jeg at skrive, og det har givet mig en personlighed igen. Et fundament.

MIN DATTER ER NOK GLADERE FOR DEN NYE MIG

De sidste 25 år har der været knald på HC’s liv og karriere. Han beskriver den, han var før hjerneskaden, som en person, der kørte hårdt på, jagtede resultater og ikke havde så meget omtanke for menneskene omkring sig. Samme drive har hans kone.

– Vores datter er det omvendte af min kone og mig. Hun er meget relationsfokuseret og tænker på menneskene omkring sig. Hun har nok altid følt sig lidt klemt i denne husstand. Nu er jeg selv havnet samme sted, som hun er. Skal jeg være ærlig, tror jeg, at hun er gladere for og tryggere ved den, jeg er nu, end den, jeg var før. For et års tid siden gik jeg op i, hvem og hvad folk var. Det betød noget for, om jeg ville bruge tid på dem. Det er jeg fuldkommen ligeglad med i dag. Hvis folk vil mig, vil jeg dem. Jeg er ligeglad med, om du er bistandsklient eller bankdirektør. Jeg tror egentlig, at de værdier altid har ligget der et sted, men de var godt gemt væk bag alle de her prestigemål om større bil, større hus og mere løn. Det var en side af mig, som der ikke var plads til. Den er heldigvis kommet frem nu.

UDEN ACCEPT AF MIN HJERNESKADE VILLE JEG IKKE VÆRE KOMMET LANGT

På alle måder oplever HC, at accepten af, at noget i hans hjerne er beskadiget for evigt, er altafgørende. Accepten fjerner ikke alle bekymringer og al frygt, men den er forudsætningen for at komme videre og få et godt liv igen

– Jeg ville helt sikkert ikke være kommet særligt langt, hvis ikke jeg havde accepteret, at jeg er hjerneskadet og hjernetræt. Men det har taget mig måneder. Man kan så nemt komme til at lukke sig inde, fordi alt er skræmmende. På et eller andet plan er det jo også skræmmende for mig, at jeg ikke ved, om jeg en dag kommer tilbage til arbejde eller ej. Men ved at have accepteret muligheden for, at jeg ikke gør, og så oveni bruge den strategi, at jeg afprøver alting en smule ad gangen, tror jeg, at jeg med tiden kan få det til at fungere. Jeg er så inspireret af de mennesker, jeg møder i FYR. Jeg ser folk, der bare rejser sig gang på gang på trods af helt urimelige odds. Som jeg ser det, kan man vælge, om man vil blive i sin hule eller bevæge sig ud og teste, hvad man kan. Jeg er nødt til at opsøge verden, ellers fungerer jeg ikke. Ignorerer jeg folk omkring mig, får jeg det fysisk dårligt.

Gå til toppen af siden