Nye strenge

Den tidligere musiklærer Ole er en af de hjerneskaderamte danskere, som har opnået fremskridt med musikterapi, der længe har været en anerkendt metode inden for rehabilitering og som efterhånden anvendes også i det danske sundhedssystem.

Ole er konservatorieuddannet musiklærer i klassisk guitar ved Akademie für Musik und darstellende Kunst i Wien. Han studerede ved den berømte professor og musikpædagog Karl Scheit og tog eksamen som den bedste i sin klasse. Efter sin uddannelse blev Ole en højt respekteret dommer ved flere internationale guitarkonkurrencer, og han udviklede et system til blindes læsning af guitarnoder. Oles største interesse var dog lutten, og han skrev en bog om lutenister og deres musik i Paris i 1500-tallet, ligesom han selv byggede en lut. Efter årene i Wien flyt- tede Ole til Sverige, hvor han i mange år underviste på blandt andet Linköpings kommunale musikskole, Lunnevad Folkehøjskole og Per Brahes Gymnasium i Jönköping.

I 1989 blev Ole ramt af en hjerneblødning, og han har i dag stadig brug for daglig støtte for at klare sig i hverdagen. Blandt Oles skader er, at hans korttidshukommelse og koncentration svigter, samt at han hurtigt trættes. Derfor er det nødvendigt, at hverdagen er strengt struktureret. Ole bor i egen lejlighed i Hjørring og får hver dag besøg af hjemmepleje og bostøtte.

”Ole får hjælp og vejledning til struktur i alt, hvad han skal, lige fra at spise morgenmad og børste tænder til dagens efterfølgende aktiviteter. I en kalender krydser han af, efterhånden som han har fået gjort en ting. Hvis han ikke har mulighed for at krydse af, bliver han urolig og vil blive ved med at gøre de samme ting, da han ikke kan huske, om han har gjort det. En afkrydset opgave giver Ole ro til at gå videre med en anden opgave”, fortæller Karen Andersen Bennedsen, som er pædagog og Oles faste bostøtte samt en del af det pædagogiske støtteteam Buen i Hjørring Kommune.

Hvorfor musikterapi?

Det begyndte med Karen Andersen Bennedsens efteruddannelse i neuropædagogik, hvor hun i arbejdet med en pædagogisk opgave fik mulighed for at fokusere på Ole. Karen Andersen Bennedsen fandt blandt andet frem til, at Ole havde store selvværds- og identitetsproblemer.

”Oles manglende selvværd viste sig specielt i forhold til hans gamle ven, guitaren. Ole fortalte ofte, at han ikke længere var den, som han var før skaden. Det gjorde ondt på ham at tale om sin guitar, da det mindede ham om, at han ikke længere kunne det samme som før sin hjerneblødning. Men selvom Ole fuldstændig havde lagt guitaren på hylden, præsenterede han sig stadig som musiklærer og ville meget gerne fortælle om musikkens verden og alt, hvad han havde bedrevet i den. Ole talte ofte om en verden, der havde været hele hans identitet, men som han ikke længere var i stand til at være en del af”, fortæller Karen Andersen Bennedsen.

Ole havde et stort tomrum, da han ikke længere omgikkes mennesker fra den musisk udøvende verden eller beskæftigede sig fysisk med musikken. Han talte ganske vist stadig, som om han var musiklærer, men han ville ikke røre sin guitar. Karen Andersen Bennedsen blev optaget af muligheden for at forene fortiden med nutiden ved at støtte Ole i at finde sin tabte identitet, og samtidig træne ham i at acceptere sig selv, som den musiker han stadig er. Kunne man ved at genforene Ole med guitaren hjælpe ham med at opnå en bedre livskvalitet? Tanken var, at der i musikken kunne ligge en nøgle til videre udvikling af Ole.

Det viste sig dog vanskeligt at finde et forum, hvor Ole kunne udvikle sig i og med musik. For det første fandtes der i Hjørring Kommune ikke et tilbud med klassisk musik. For det andet havde Ole svært ved at finde ro og koncentration, når han var sammen med andre mennesker. Karen Andersen Bennedsen etablerede i stedet kontakt til musikterapeuten Jens Anderson-Ingstrup. Tanken var gennem musikterapi at åbne op til Ole og det ømtålelige emne, som guitarspil var blevet for ham.

Det er først og fremmest terapi

Jens Anderson-Ingstrup har nu i fem år arbejdet med Ole. De mødes hver uge i 50 minutter og spiller guitar sammen.

”Vi er ikke sammen bare for at spille; vi spiller for at opnå noget”, forklarer Jens Anderson-Ingstrup og fortsætter: ”Musikterapi handler om at bruge musik til at nå et ikke-musisk mål. I Oles tilfælde er det primære mål, at han får en bedre fornemmelse af, hvem han er efter sin hjerneskade. Vi arbejder meget med identiteten og det med at få den gamle Ole og den nye Ole til at mødes på en måde, hvor de egentlig bliver til en tredje Ole. Der sker en sammensmeltning, når vi arbejder med musikken”.

Musikterapi bruges i mange tilfælde til at bearbejde en ny livssituation, for eksempel hvis man bliver ramt af en hjerneskade eller andet handicap eller sygdom. Flere studier peger på, at musik har en gavnlig effekt på skaderne, når hjernen er gået i stykker, og derved også effekt på den ramtes livskvalitet og forståelse af sig selv. Musikterapi må imidlertid ikke forveksles med almene tilbud om at spille musik eller synge. Der er gode tilbud, hvor man kan være sammen med ligesindede, men det er ikke terapi, og det er ikke noget for en person som Ole. Ole har svært ved at filtrere uvedkommende lyde fra, og derfor er han uhyre sensitiv. Han ville slet ikke kunne holde ud til at spille sammen med andre i en større gruppe.

nye-strenge-ole-fandt-sig-selv-med-musikterapi-01

Pludselig talte Ole tysk

I begyndelsen var det svært for Ole at blive ven med sin guitar igen. Alene det at få den stemt var vanskeligt, og han kunne ikke klare at spille mere end fem minutter ad gangen. Men pludselig begyndte Ole at tale tysk, og så skete der store fremskridt.

“Det var et godt stykke inde i terapien, og vi var efterhånden begyndt at kunne spille et kvarter, måske 20 minutter ad gangen”, fortæller Jens Anderson-Ingstrup. ”Pludselig slog Ole over i østrigsk-tysk, og det for- andrede noget. Det lyder spøjst, men forbindelsen er, at Ole studerede musik i Østrig og tog sin eksamen i Wien. Her har han kernen af sig selv. Gennem arbejdet med musikken fik vi kontakt til minder fra den tid, som var og er så vigtig for Ole, og som blev gjort levende gennem brugen af det tyske sprog. Tysk er ikke min stærke side, så jeg kom virkelig på arbejde, men vi begyndte at snakke tysk, hver gang vi var sammen, og så var vi pludselig i musikken på en helt anden måde end før, og så kunne Ole spille i tre kvarter. Vi er gået lidt væk fra det tyske igen, men det hang ved i lang tid, og det var et spændende skridt, vi tog. Sproget tændte en glød, og Ole fik fat på noget mere af sig selv”.

Terapiens positive sideeffekter

Ole er perfektionistisk i de ting, der betyder noget for ham, for eksempel sprog, grammatik og ikke mindst musik. Heldigvis er en af fordelene ved musikterapi, at man ikke kan gøre det forkert. Derfor er terapien særligt god for mennesker i en livssituation, hvor man er mest sårbar over for nederlag. I terapien er der plads til at lege og eksperimentere, og det gjorde Ole og Jens Anderson-Ingstrup, da de på et tidspunkt indspillede en CD sammen. CD-en er på ingen måde perfekt; alligevel er Ole blevet glad for den.

”En dag sad vi og lyttede til CD-en sammen. Ole fortalte mig, at han godt kunne høre, at det var en hjerneskadet, der spillede. Så spurgte jeg, hvad han ville sige til, hvis jeg tog de sange ud, hvor han tydeligst kunne høre sin skade. Ole svarede, at så ville han slet ikke høre CD-en. De sange var faktisk rigtig vigtige for ham”, fortæller Jens Anderson- Ingstrup og fortsætter:

”Oles hukommelse er også blevet bedre med musikterapien, og det samme er hans koncentration og opmærksomhed, men det er faktisk bare noget, der følger med. Min primære arbejdsopgave hos Ole er at arbejde med identiteten for at sikre Oles psykologiske velbefindende. Det er det, der er i fokus. Ole siger tit, når jeg har besøgt ham, at han føler sig som et menneske igen. Engang sagde han, at jeg aldrig ville kunne forstå den glæde, han følte i sin sjæl, efter at jeg havde spillet sammen med ham. Det var ret fantastisk”, fortæller Jens Anderson-Ingstrup.

Også Karen Andersen Bennedsen oplever nogle positive sideeffekter hos Ole:

”Jeg kan tydeligt se, at Ole har godt af terapien. Ole har ofte meget uro i sig, men når han arbejder med Jens, så falder han faktisk til ro, og den ro varer længe efter. I musikterapien bliver han også trænet til at bevare sit fokus, hvilket gavner ham i andre henseender. Tidligere var det umuligt at få Ole til at blive 10 minutter på cyklen, når han var til styrketræning. Det er han blevet meget bedre til”.

Musikterapi er ikke kun for musikere

Det kan forekomme indlysende, at Oles succes med musikterapi skyldes hans baggrund i musikken, men i følge Jens Anderson-Ingstrup er musik- terapi også for dem, der aldrig har rørt et musikinstrument.

”Man kan sagtens have et lignende forløb med en, der aldrig har spillet musik. I nogle tilfælde kan det endda være mere ligetil med folk, der aldrig har spillet. Så har man ingen forventninger til, at musikken skal lyde på en bestemt måde. Det handler om at finde ud af, hvad der pas- ser til den person, man arbejder med. Noget af det, jeg laver med andre klienter, ville ikke give mening i Oles tilfælde”.

Musikterapi i et fremtidigt perspektiv

Ole betaler selv for sine timer med Jens Anderson-Ingstrup; og “det er dyrt for Ole”, tilføjer Oles bror Peter, da “hans eneste indkomst er pension”. Musikterapien er nemlig ikke et fast rehabiliteringstilbud til borgere med erhvervet hjerneskade. Hverken Ole, Karen Andersen Ben- nedsen eller Jens Anderson-Ingstrup er imidlertid i tvivl om, at mange hjerneskaderamte ville have gavn af det.

Peter, som gennem årene har fulgt musikterapien, er enig med sin bror, såvel som Karen Andersen Bennedsen og Jens Anderson-Ingstrup om terapiens meget gode resultater.

”Oles situation og musikterapi er unik”, siger Peter, ”ikke mindst fordi den er arrangeret privat og uden anden offentlig støtte end Karens hjælp som kommunal bostøtte og pædagog. Men parternes engagement kan sagtens være model for større og mere formelle tiltag. Kommunernes tilbud om musikterapi er meget svingende i kvalitet og bestemt af budget, personaleressourcer, behov og prioritering”.

Peter fortæller, at familien oplevede, at tilgang til musikterapi er afhængig af en bostøttes og pædagogs professionelle dygtighed – og at heldet også er en faktor: “Det var heldigt for Ole, at Karen kunne identificere musik som nøglen til terapi og samtidig blev introduceret til Jens i samme by”, siger Peter og uddyber:

“Aalborg Universitet tilbyder som det eneste i landet uddannelse i musikterapi, men hvad er forbindelsen mellem den teoretiske uddannelse og hverdagens praksis og behov? Dansk Musikterapeutforenings medlemmer besidder stor erfaring fra daglig behandling af klienter og viden fra ny forskning – også international – på området, men hvor effektivt bliver denne viden realiseret i den offentlige sund- hedsrehabilitering? Måske er Hjerneskadeforeningen den organisation, der kan identificere komponenterne i modellen og begynde en dialog med de ansvarlige parter, så egne økonomiske midler, kommunernes prioritering, universiteternes uddannelse, tilfældigheder og held ikke er løse brikker i musikterapi. Der er erfaring, ressourcer og god vilje nok til, at musikterapi kan tilbydes alle, der har behov for den”.

MUSIKTERAPI
Musikterapi er en 5-årig kandidatuddannelse på Aalborg Universitet.

MUSIKTERAPI KAN

  • forbedre motorikken
  • forbedre evnen til at tale
  • øge den fysiske formåen
  • give mere udholdenhed
  • skærpe opmærksomheden
  • give bedre koncentration
  • bryde social isolation
  • bidrage til at acceptere hjerneskaden
  • genetablere følelser, personlighed og identitet
  • gøre én mere åben over for omverdenen
Information

Find en musikterapeut

Find en musikterapeut i dit område

Information

Læs artikel i PDF

Artiklen blev bragt i medlemsbladet Hjerneskadet nummer 3, 2016.
Åbn artiklen “Nye strenge” i PDF