Hjerneskadeforeningens podcast – Hjernecast – om livet med en hjerneskade.
Hjernecast 04 handler om livet med en hjernerystelse og om hvordan nogen har oplevet god effekt på den rystede hjerne med metoden Z-Health.

Hjernetræning med Z-Health

Hjernecast 04: “En bedre hjerne efter hjernerystelse” er et interview med fysioterapeut Cammilla Noomi Mohr der underviser hjernerystede efter metoden Z-Health. I podcasten indgår også et interview med en af Cammillas klienter som fortæller om sin oplevelse med at hjemmetræne ud fra et program med enkle øvelser som Cammilla har sammensat.

Nu begynder Hjernecast – en podcast om livet med en hjerneskade.

[Susan Søgaard]
Hjernerystelse! I de senere år er der kommet et stort fokus på hjernerystelse i aviser, tv, blogindlæg, bøger og så videre. Der er også stiftet en Hjernerystelsesforening. De fleste mennesker ved derfor godt at en hjernerystelse ikke nødvendigvis går væk af sig selv fordi man hviler en uge eller to. Du lytter til Hjernecast, og de næste cirka 45 minutter skal du være i selskab med Cammilla Noomi Mohr som har en mission om at udbrede viden om og sprede håb om at det er muligt at få det bedre efter en langvarig hjernerystelse. Cammilla har selv været igennem et af de meget lange forløb. Tak, Cammilla, fordi jeg måtte komme her og tale lidt med dig i dag.

[Cammilla Mohr]
Selv tak!

[Susan Søgaard]
Vil du starte med kort at fortælle om dig selv – hvad du har været igennem, hvad der skete, hvor lang tid det har varet, hvordan du har haft det, og også ganske kort hvordan du har det i dag?

[Cammilla Mohr]
Jamen, det var lidt i en omvendt rækkefølge for mig fordi jeg vidste egentlig ikke at det var en hjernerystelse der gav mig de problemer jeg gik og oplevede, men jeg faldt af min hest i 2003 og slog hovedet ned i frostjord, og som de fleste ridepiger, så i stedet for at lægge mig – og hvile mig, så skyndte jeg mig at rejse mig op, og hjem og ordne hesten –

og sådan fortsatte jeg også i tiden efter. Jeg var lige startet op som selvstændig, så der var ikke noget der hed sygemelding. Så jeg kørte hårdt på og oplevede at jeg var træt. Jeg sov, og jeg arbejde, og jeg sov, og jeg arbejdede. Men jeg kørte derudad og tænkte ikke over det. Jeg tænkte at jeg havde lidt ondt i nakken, og det var det. Jeg havde nok fået et piskesmæld, tænkte jeg. Og så gik jeg til lidt behandling for det. Jeg er jo selv fysioterapeut, og jeg vidste godt lidt om det her med piskesmæld, hvad man skal gøre og ikke skal gøre, så det skulle nok gå altsammen. Men det blev så værre. Men jeg var ret god til at kompensere for de her ting. For eksempel så kunne jeg ikke læse længere med venstre øje, men så lukkede jeg bare venstre øje, og så kunne jeg læse med mit højre. Jeg begyndte at gå ind i ting. Da tænkte jeg bare at så var jeg bare klodset. Så der var sådan flere forskellige ting. Der der nok fyldte mest, det var den der træthed. Den blev ved med at være der. Jeg har altid været et meget socialt menneske, men jeg kunne mærke at jeg kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker. Det var meget krævende for mig at være sammen med flere mennesker på en gang. Så jeg synes egentlig jeg var blevet sær. Og på et tidspunkt – jeg var også meget lydfølsom – på et tidspunkt måtte jeg faktisk flytte ud af byen, ud på landet, fordi jeg kunne ikke holde ud at være inde i byen. Men jeg relaterede ikke noget af alt det her til en hjernerystelse, fordi det havde jeg ikke noget viden om på det tidspunkt.

[Susan Søgaard]
Hvor lang tid havde du det sådan?

[Cammilla Mohr]
Jamen, det var så i en ti års periode. Det var først i 2013 at jeg tilfældigvis møder Dr. Cobb fra det her system der hedder Z-Health som holder et oplæg om hjernen, og lige pludselig så gav det bare mening. Hov, jamen Gud, det er jo min hjerne!

[Susan Søgaard]
Så du genkender simpelthen …?

[Cammilla Mohr]
Jeg genkender simpelthen de symptomer som han kunne beskrive. Så det var i en 10-årig periode jeg gik og havde det sådan.

[Susan Søgaard]
Du har en hjemmeside hvor du blandt andet skriver at din hjerne har det bedre i dag. Det kan jeg også høre på andre ting du fortæller. Men hvad gjorde du selv for at din hjerne skulle få det bedre?

[Cammilla Mohr]
Jamen, jeg gik i gang med at træne efter systemet. Først og fremmest er systemet delt op i at man arbejder på alle hjernens systemer. Selvom jeg er fysioterapeut, så har jeg aldrig bevæget mig særligt fantastisk, så det var noget af det første der skulle rettes lidt på. Så jeg begyndte at lave en anderledes form for træning hvor man går ind og træner leddene på en måde hvor man får stimuleret hjernen samtidig. Det virker samtidig enormt afstressende at lave den her træning, så det var noget der hjalp mig meget.

[Susan Søgaard]
Når du siger du går ind og træner leddene, kan du konkretisere så man kan se for sig hvad det er du gør?

[Cammilla Mohr]
Der er mange – altså det er simpelthen at bevæge led for led hvor vi som mennesker vænner os til at bevæge os sådan at kroppen bevæger sig i et samlet flow. Så går man ind og opdeler kropppen så man bevæger – tåled, man bevæger ankelled, man bevæger knæled, hofteled – og det gør man så i cirkler og 8-taller og alle mulige forskellige måder sådan så man udfordrer hjernen på nye måder. Man kan sige når vi går, eller når vi cykler, så er det en lineær bevægelse, hvor når vi går ind og laver de her øvelser, så er det cirkulære bevægelser. Cirkulære eller 8-taller. Det er nye bevægelser som stimulerer lillehjernen, og som gør at den bliver vækket. Lillehjernen kan godt lide cirkulære bevægelser, og den kan godt lide nye aktiviteter. Så bliver den simpelthen vækket. Så første step var at få vækket min lillehjerne. Den har nok aldrig været i særlig fantastisk form. Den skulle lige i topform før jeg kunne begynde at tænke på at lave øjentræning. Så var jeg udfordret med synet. Der skulle laves noget synstræning.

[Susan Søgaard] Det var blandt andet derfor du ikke kunne læse?

[Cammilla Mohr] Ja, jeg havde simpelthen kompenseret så meget med mit venstre øje, at mit højre øje stort set havde overtaget alt arbejdet. Så jeg har nok i virkeligheden været tæt på at have det der hedder mono-vision, altså at man ser med kun et øje. Men det opdager man ikke når man bare går rundt, fordi uanset om du har mono-vision, eller om du ser -med begge øjne, så ser du heldigvis kun ét billede, medmindre du er så uheldig at have dobbeltsyn. Så mine øjne var meget udfordrede, og så havde jeg et problem med mit vestibulære system. Det er sådan et svært ord. Det er det system som sidder inde i det indre øre, og som sammen med lillehjernen holder styr på vores balance og ligesom fortæller os hvad er op og ned i rummet, hvad er frem og tilbage. Der havde jeg nogle virkelig store udfordringer. Og der var også derfor jeg led af svimmelhed og fik kvalme og køresyge og sådan nogle ting.

[Susan Søgaard]
I dag er du sådan en der hjælper andre med at få det bedre efter deres hjernerystelse. Når det faktisk kan lade sig gøre, selvfølgelig. Du nævnte selv at du er uddannet fysioterapeut. Jeg tænker selvfølgelig når jeg hører det, at så forventer jeg også at du går til de informationer du søger, med en vis faglighed. At det er vigtigt at der er noget evidens.

[Cammilla Mohr]
Helt sikkert.

[Susan Søgaard]
Du har fundet nogle øvelser som har hjulpet dig, som du har fortalt lidt om, men du er så ikke stoppet der, du laver kurser og workshops og forløb og så videre. Jeg har talt med en af dine kursister som ikke bare har været i et forløb hos dig, men som stadigvæk er i et forløb hos dig, og har været i gang i cirka seks uger. Jeg vil prøve at spille et klip for dig hvor hun fortæller hvad hun tænkte inden at hun skulle møde dig.

[Charlotte]
Jeg havde fået hjernerystelse og været igennem en periode hvor jeg arbejdede delvis og ikke rigtigt fik det bedre, og så min kusine hun havde tippet mig om Cammillas. Cammilla hun holdt en workshop i Aarhus og det skød jeg – det var måske i november jeg så det, så skød jeg det fordi jeg tænkte: Der er så mange folk der gerne vil tjene penge på sådan noget. De har så mange mirakelkure og så videre, ikk! Når man er syg og gerne vil være rask og sig selv igen, så kan man også være til fals for quick fix.

[Susan Søgaard]
Charlotte fortæller jo her at hun var lidt skeptisk inden, og det tænker jeg at det kan jeg godt forstå, at man er sådan lidt – hvad er det egentlig du tilbyder? Kan du forstå den skepsis som Charlotte havde inden hun skulle kontakte dig?

[Cammilla Mohr] Ja, det kan jeg helt sikkert. Og jeg har jo også selv været skeptisk. Så jeg kan sagtens forstå det fordi der er mange som siger jamen, du skal bare dit og dut og dat, så er alt godt. Jeg har det jo sådan at der er jo ikke én kur der passer til alle, altså fordi vi er alle sammen forskellige og for nogle kan det sagtens være nok at de får tre gange massage for at få deres nervesystem til at falde til ro. For nogle kan kraniosakralterapi være det der gør det. Men for nogle skal man simpelthen ind og genoptræne hjernen, og det er det som det her system gør. Det her er ikke en passiv tilgang. Det er ikke mig der kommer og drysser tryllestøv ned over vedkommende Det er egenarbejde. Og jeg kan sagtens forstå at man er skeptisk og tænker: Det kan da ikke være rigtigt, fordi vi har aldrig hørt om at hjernen er så trænérbar som den er. Det er efterhånden komme frem at hjernen er plastisk, og vi kan lave nogle nye baner i den, og vi kan træne nogle ting og sådan noget, men ikke at påvirkningen – jeg blev selv meget chokeret da jeg mødte Z-Health fordi egentlig kommer påvirkningen ret hurtigt, altså hvis vi gør de rigtige ting, så kommer resultaterne ret hurtigt. Man kan sige at alt træning – nu er jeg jo selv fysioterapeut – og al træning er jo egentlig hjernetræning, det her det er bare meget mere målrettet.

[Susan Søgaard] Hvis jeg nu ringer til dig, og siger: Jeg har slået hovedet. Jeg har noget med træthed, svært ved at koncentrere mig og tåle lyde og lys og så videre. Hvad ville du så sige til mig?

[Cammilla Mohr] Jamen, først og fremmest ville jeg selvfølgelig spørge ind til: Hvad er det du savner at kunne? Vi er nødt til at have et mål, så hvad er det du gerne vil kunne? Og hvor meget er du villig til at investere i det? Og der mener jeg selvfølgelig både økonomi og tid, fordi der skal bruges noget tid og energi på det her. Så er man et sted hvor man har en forsikringssag hængende over hovedet, eller noget i forhold til arbejdet der tager meget energi, en uafklaret jobsituation, så er det måske ikke lige nu man skal gå i gang. Man skal være et sted hvor man har overskud til at fokusere på sig selv, ellers er det svært. Man kan godt få noget ud af det selvom man ikke har så meget overskud, men det er klart at jo mere overskud man har, jo mere får man også ud af det, fordi i en stresset hjerne kan man ikke putte en masse mere ind. Jeg vil spore mig ind på: Hvor er du henne? Hvor klar er du til det her? Så vil jeg finde ud af hvor vi skal starte henne. Oftest vil det være lillehjernen vi starter med fordi den er så vigtig. Den er det jeg kalder fundamentet. Hvis den ikke er på plads, ligesom den ikke var i mit eget tilfælde, så kan vi heller ikke bygge videre med de andre ting, fordi den har indflydelse på balancen. Den har også indflydelse på kontrollen af øjnene. Den har også indflydelse på hvor mange indtryk går egentlig ind i vores hjerne så hvis den ikke sorterer nogle af de indtryk fra, så går vi rundt og er konstant overstimulerede.

[Susan Søgaard] Jeg ved du holder nogle workshops hvor man kan komme uden at have tilmeldt sit et forløb for at se: Hvad er det der sker her? Hvem er du? Og så videre …

[Cammilla Mohr] Ja, det har jeg gjort i januar, og det vil jeg gøre igen.

[Susan Søgaard] Hvis nu man sidder og tænker: Jeg vil gerne med på sådan en workshop, hvad skal man så være forberedt på? Hvad går man ind til? Hvor mange mennesker er der egentlig? Hvor mange skal du ud og være sammen med? Hvordan kan man risikere at reagere? Hvordan reagerer de andre? Hvad er det der foregår?

[Cammilla Mohr] Altså, man er jo med til det, man kan være med til på de workshops eller på de gruppeforløb jeg afholder. På workshopperne har vi et max på 20 personer, så selvfølgelig er det mange mennesker hvis man ikke kan holde ud at være sammen med andre, så er det nok ikke lige det man skal vælge, men man kan gå ind til det med den tilgang at alle de andre i rummet har det på samme måde så derfor er det ikke nær så skræmmende. Jeg oplever faktisk at når vi er sammen med andre som har det på samme måde, så er det ikke nær så slemt. Og det også det jeg kan se på mine gruppeforløb. Nogle synes at uha, tre timer ad gangen på et gruppeforløb, det er godt nok meget, men det der, når vi er i en gruppe hvor vi har forståelse for hinanden, og man ikke skal sidde og anstrenge sig for at prøve at passe ind så glider det bare nemmere.

[Susan Søgaard] Charlotte, som vi lige hørte før, hun har også været med på en af dine workshops i Aarhus, hvor hun bor. Du bor på Sydfyn, så det kan jo også være en hindring for nogle, geografien, hvis de gerne vil lave et forløb, men det taler vi også om om lidt. Charlotte har fortalt mig lidt om den oplevelse hun havde da hun kom til den her workshop og mødte dig første gang. Det vil jeg spille for dig.

[Charlotte] … men så endte det med at jeg simpelthen fik det så skidt at jeg blev fuldtidssygemeldt, og så var det jeg tænkte: Nu skal jeg til at gøre noget for mig selv. Og så gravede jeg det her tip frem, hvor Camilla holdt en workshop i Aarhus. Jeg tænkte: Der kan jo ikke ske noget ved at jeg tager ud og ser hvem hun er, og hvad det er hun har at byde på. For det første mødte jeg en kvinde som havde selv et langt historisk sygeforløb, og hun fortalte hvordan hun havde kæmpet sig igennem. Hun beskrev også mange af de symptomer og ting hun havde været udsat for, som jeg kunne genkende. Plus at hun også virkede meget kompetent. Hun var troværdig, simpelthen. Og så ud over at fortælle sin egen historie fortalte lidt om hvad det er der sker, i følge de teorier og den træning hun arbejder med. Hvad det er der sker med hjernen, og hvordan, hvorfor den reagerer som den gør. Så lavede hun også nogle øvelser med os. Altså, det var sådan en slags workshop. Og – altså, jeg havde tænkt, hun havde snakket noget om balanceøvelser, så tænkte jeg: Der er sku da ikke noget galt med min balance, vel! Altså, jeg kan da sagtens stå på to ben, men da hun så begyndte at lave balanceøvelser med os, så kunne jeg bare mærke at min balance var rigtig skidt. mOg jeg kunne også mærke – hun har sådan noget med at arbejde med at hun tester, inden man laver en øvelse. Er den her øvelse god for mig? Ja eller nej? Man tester inden, så laver man øvelsen, og bagefter tester man igen. Og jeg kunne med det samme mærke at min krop reagerede på det hun satte os i gang med.

[Susan Søgaard] Det var Charlotte og en undulat, tror jeg. Charlotte hun fortæller her om det med at du testede hendes balance, og det havde hun ikke forventet fordi – som hun siger – der var ikke noget galt med den. Hvorfor er det så vigtigt det med balancen og hjernen? Du var inde på det før, men kan du fortælle lidt mere om det?

[Cammilla Mohr]
Det er jo – altså vores balance er jo vigtig! Kan vi ikke holde balancen, så er vi faktisk lidt i en konstant stresstilstand, fordi det er truende for vores hjerne hvis vi ikke kan holde balancen. Altså, hjernen vil jo gerne have at vi ikke falder og slår hovedet eller lavet noget andet dumt. At vi ikke kommer til skade! Så når balancen ikke kører, og vi skal bruge en masse energi på at holde balancen, så er det at vi konstant overbelaster vores system. Så det er blandt andet en af grundene til at man kan gå og være rigtig, rigtig træt. Og man kan være øm, altså man stiver sig i kroppen. Så muskelspændinger – ja, faktisk i hele kroppen kan faktisk stamme fra at man har en dårlig balance. At man simpelthen kommer til at gå stivere, og man går mindre, man bevæger sig mindre, så altså, dårlig balance sætter en masse ting i gang. Man undgår også at komme ud i nogle situationer, så man isolerer sig måske lidt mere. Altså, det her med at gå på en gade med mange mennesker kan være ret skræmmende hvis man har en dårlig balance. Man er simpelthen bange for at blive væltet af andre.

[Susan Søgaard] Men er det normalt det Charlotte fortæller om at man måske slet ikke er bevidst om at balancen ikke er helt i top?

[Cammilla Mohr]
Ja, fordi den balancetest, som Charlotte refererer til, det er at man stiller sig med benene fuldstændigt samlet, og så står man der … og der vil de fleste godt kunne stå rimeligt lige. Nogle vil have en lille smule bevægelse –

[Susan Søgaard] Man svajer lidt?

[Cammilla Mohr]
Ja, men de fleste vil stå rimeligt fornuftigt, men hvis du så lukker øjnene, så vil rigtig mange opleve at så bliver de her bevægelser forstærket, og nogle kan ikke stå der, men falder simpelthen. Og det er fordi når vi fjerner synssansen, så er det kun lillehjernen der skal styre balancen, og hvis den så ikke kan det, så falder vi. Og så kan man sige: Jamen, normalt har vi åbne øjne! Ja, men vi blinker også med øjnene, og …  igen, det her med at vi bruger altså bare mere energi hvis lillehjernen ikke laver sit arbejde ordentligt, og vi kan træne lillehjernen op til at gøre sit arbejde.

[Susan Søgaard]
Men er det en meget generel ting, eller …?

[Cammilla Mohr]
Det er det! Det er, vil jeg sige, stort set alle jeg ser – hvor vi starter med at teste på den her måde

og så begynder at træne lillehjernen op. Og man kan meget hurtigt mærke det fordi så er det vi laver den her test, hvor at folk de så står med lukkede øjne, og så laver de nogle øvelser så man simpelthen vækker lillehjernen. Det kan blandt andet være at stå og køre hænderne rundt i cirkler eller 8-taller, og så lukker man øjnene igen, og så står man som regel bedre. Og så ydermere deler man det så op i at lillehjernen den har to sider. Den har højre og venstre side, så det kan godt være kun at den ene side af lillehjernen faktisk skal stimuleres. Så det kan godt være man skal have lidt hjælp til lige at finde ud af hvad er det for en del af min lillehjerne der trænger til at blive stimuleret.

[Susan Søgaard]
Altså nogle af de her ting lyder meget enkelt. Det er noget med hvordan er det egentlig jeg bevæger mine led, og kan jeg holde balancen, og er der noget med mit syn og sådan noget? Du bruger den her metode som du også har uddannet dig i, og som er den du underviser i, der hedder Z-Health. Hvad i alverden er det?

[Cammilla Mohr]
Jamen, det er et system der er opfundet af en amerikansk kiropraktor der hedder Dr. Eric Cobb, som blev træt af at han havde patienter som blev ved med at komme igen og igen med de samme problemer. Så kunne han lige knække dem på plads, så kom de igen en uge eller tre uger efter, og så skulle de rettes igen. Han har selv haft en masse problemer i sin krop og han har selv været topatlet, så han er det jeg kalder en lidt nørdet type. Han er gået til det med den tilgangsvinkel at han har villet opfinde et system som kunne gøre at folk kunne træne sig selv. Så han har studeret topatleter for at se hvad er det der gør, at de fungerer så meget bedre. Og så har han mixet alle mulige forskellige systemer. Han har selv arbejdet meget inden for det der hedder “mixed martial arts” som jo er en kampsportsteknik hvor man laver – en masse af de her, blandt andet de her ledopvarmningsøvelser, og så træner man rigtig meget synet, fordi man er nødt til at have sine reflekser ret godt på plads hvis man laver kampsport ellers så får man altså et par på kassen. Så han har fundet ud af det her system, og det er ikke udviklet specifikt til hjernerystede eller folk med hjerneskade, det er udviklet til alle mennesker – til at få det bedre i deres krop. Jeg har så bare valgt at sige at jeg har kunnet bruge det i forhold med mine problemer, som var på grund af en hjernerystelse, derfor må der også være andre der kan det.

[Susan Søgaard]
Sådan som jeg har forstået det – vi talte også lidt om det før vi gik i gang – det er jo også et system der lidt har sit eget sprog. Hvis nu man beslutter at jeg skal lige ind og google og se hvad det her er, for eksempel så – og det nævnte Charlotte også da jeg talte med hende – at man kommer hurtigt til at læse at det er udviklet til sportsfolk og atleter, og så kan man jo godt hvis du sidder og læser det, tænke: Er det her overhovedet noget for mig? Men det forklarede du mig før, hvad det her med atleter egentlig betyder.

[Cammilla Mohr]
Ja, altså i Z-Health kalder man alle mennesker atleter. Man er atlet i sit eget liv. Så det er uanset om man er en skrivebordsatlet som sidder og taster på en computer, eller om man er husmor-atlet eller sportsatlet inden for et eller andet specifikt område. Altså Z-Health, de træner topatleter, både vægtløftere og golfspillere og tennisspillere og baseballspillere. Alt muligt. Men det er også til den almindelige husmor som går rundt og har ondt i den ene skulder, og bliver ved med at få ondt i den ene skulder og har gået til fysioterapi nogle gange og ikke har kunnet finde ud af at komme i bund med det. Jamen, hvad er årsagen? Den ligger måske – måske ligger den i øjnene. Så det er simpelthen at finde frem til årsagen i stedet for bare at blive ved med at symptombehandle, symptombehandle, symptombehandle.

[Susan Søgaard]
Som du siger, det er ikke udviklet specifikt til hjernerystelse. Du har erfaret at det er det rigtig godt til.

[Cammilla Mohr]
Ja, og så vælger jeg de ting ud som jeg kan se at det er det der virkelig fungerer. Og så kombinerer jeg det med nogle andre ting også.

[Susan Søgaard]
Hvad er det for eksempel?

[Cammilla Mohr]
Jamen, det er meget det her med at mærke sine grænser. Altså, fordi det var også et af mine problemer, det var at jeg overholdt simpelthen ikke mine egne grænser. Jeg overbelastede mig selv konstant. Jeg holdt ikke pauser i løbet af en arbejdsdag for eksempel. Så noget af det jeg lærer mine klienter eller kursister eller hvad man vil kalde dem, det er at begynde at mærke egne grænser og mærke – hvad er mine behov egentlig? Og det kan være bare sådan noget som at have behov for mad. Jeg har selv haft det sådan at jeg har simpelthen ikke kunnet mærke nogle gange når jeg var sulten. Så jeg har glemt at spise. Det er ikke specielt godt for en hjerne at man går igennem en hel dag uden at spise. Og det er der også flere af mine klienter der siger – jamen, jeg har ikke lyst til mad eller jeg kan simpelthen ikke mærke jeg er sulten. Så må vi lave nogle regler der hedder at klokken 12, der tager du en pause hvor du spiser uanset om du er sulten eller ej. Så bliver du sulten efterhånden. Så lærer din hjerne det. Det man bruger meget inden for Z-Health, det er at man siger: Use it or lose it. Altså det vi ikke laver, det forsvinder ud af hjernen. Det er lidt ligesom hvis du har lært tysk i 7. klasse, og så har du ikke brugt det, så ligger det derinde, men du har glemt det, fordi hjernen har deleted det hvorimod at dansk kan du godt huske fordi du bruger det hver dag. Det er det samme med bevægelser og alting der er i – altså alle de programmer der ligger i vores hjerne – hvis vi ikke laver det, så glemmer vi det, og så bliver det ikke brugt. Så bliver det sorteret fra. Så skal vi ikke bruge energi på det.

[Susan Søgaard]
Efter den workshop som Charlotte fortalte om før så lavede hun en aftale med dig om et individuelt forløb. Som jeg nævnte før – du bor på Fyn, og Charlotte – bor i Aarhus, men du fik lavet et program til hende som hende som hun kan bruge hjemme. Det har hun også fortalt om, så vi skal høre her hvad hun siger om det.

[Charlotte] …
Og så satte hun mig så op med et træningsprogram som skulle løbe over de første tre uger hvor jeg har … [tæller] – jeg har 6 træningssessioner, 6 små træningsintervaller – om morgenen, om formiddagen, frokost, to om eftermiddagen og om aftenen. Det er sådan en kombination af de forskellige ting – jeg skal træne syn og balance og koordination, indre øre og lillehjernen og sådan nogle. Jeg har en hvor jeg kigger på et fast punkt på væggen med øjnene – imens jeg bliver ved med at kigge på det faste punkt og holder det skarpt drejer hovedet nedad og drejer hovedet opad og tilbage til det faste punkt. Jeg bliver ved med hele tiden at have øjet ét sted. Det gør jeg op og ned, og så gør jeg det også hvor jeg drejer hovedet til den ene side og hovedet ud til den anden side. Og så gør jeg det også hvor jeg drejer hovedet i en diagonal. Jeg er ikke så god til det med højre og venstre, men altså – en diagonal der er opadgående og en diagonal der er nedadgående. Ligesom sådan en stjerne.

[Susan Søgaard]
Det er igen det her med synet som hun taler om her – altså, hvor udbredt er det når folk de kommer, at der er noget med synet?

[Cammilla Mohr]
Det er meget, meget udbredt at synet driller, og den øvelse som Charlotte refererer til, det er så faktisk en øvelse som rigtig mange af mine klienter først får meget senere. Charlotte havde tre sessioner hos mig på en uge, og hun fik allerede lov at få øvelsen med hjem første gang, og det er ikke alle der gør det. Fordi det her er en kombinationsøvelse hvor du kombinerer synet OG det indre øre. Så på mange vil den her være alt for svær. Der skal vi starte meget blidere med simpelthen bare at kunne fokusere på et fast punkt. Så det den her øvelse gør, det er at det her – hvis du forestiller dig at du kommer gående eller kommer cyklende og så faktisk drejer hovedet, at du så ikke falder! Det er lidt træls hvis man kommer gående, og så er der en der kalder, og så man lige vender sig rundt, og så falder man fordi man kommer til at dreje hovedet. Så det er det vi træner med den her øvelse.

[Susan Søgaard]
Nu har jeg faktisk været med til en af dine workshops på et tidspunkt, så jeg ved godt lidt om hvad der foregår. Der lagde jeg også mærke til at alle de her synstest og synsøvelser fylder rigtig meget. Er det sådan at du nærmest bare tester alle for det?

[Cammilla Mohr]
Det gør jeg! Når man kommer ind til mig til en førstegangsundersøgelse som tager halvanden time hvor vi tager en snak først, og så tester jeg. Så har jeg simpelthen nogle punkter vi skal igennem hvor vi starter med balancetest af lillehjernen, og så kommer der nogle synsøvelser, og så kommer der nogle test af det indre øre for at se hvad er det for nogle systemer i det indre øre vi skal ind og stimulere? Så ud fra det kan jeg sammensætte et program. Så jeg har ikke nogle faste programmer hvor man siger: Det her er et startprogram for hjernerystede. Det er utroligt individuelt hvad det er folk kommer afsted med – og nogle skal i lang tid for eksempel kun lave synsøvelser med lukkede øjne. Og det kan virke sådan lidt – jamen, synsøvelser med lukkede øjne, så træner jeg jo ikke synet. Nej, du træner øjenmusklerne ved lige at dreje øjnene ud til siderne. Og der vil det simpelthen for nogen være for udfordrende at få synet på.

[Susan Søgaard]
Det er jo ikke nogen hemmelighed at Charlotte er en succeshistorie. Hun er en der har fået rigtig meget ud af det her. Jeg spiller lige et afsluttende klip hvor hun fortæller om sit udbytte af det forløb som hun er i.

[Charlotte]
Altså, jeg kunne ikke se fjernsyn ret lang tid ad gangen. Og jeg har slet ikke læst en bog siden jeg fik min hjernerystelse og efter jeg har trænet nu hjemme i snart seks uger, så er jeg i gang med min tredje bog, og jeg læser – jeg synes faktisk jeg læser meget bedre end jeg gjorde tidligere. Jeg er meget mere stabil, og meget mere fokuseret når jeg læser, plus at jeg kan se alt det fjernsyn jeg har lyst til nu. Jeg kan sagtens bruge skærm. Nu arbejder jeg en del med computere og sådan, det har jeg ikke nogle problemer med. Det som jeg stadigvæk kan være være følsom overfor, det er mange mennesker samlet, eller stressede situationer, altså mange opgaver på samme tid. Jeg kan godt mærke at der skal jeg stadigvæk passe på mig selv. Og jeg er stadigvæk i optrapning på arbejdet.

[Susan Søgaard]
Det er nogle ret vigtige ting som hun nævner her. Altså ting der er vigtige for livskvaliteten at bruge en skærm selvfølgelig, og kunne læse. Og faktisk også det her med at kunne begynde at komme tilbage i arbejde og kunne trappe op der. Det er i hvert fald noget som jeg tænker at folk der har den her langvarige hjernerystelse, allesammen gerne vil nå frem til og drømmer om hvis man er ramt på den måde, at det er det som det er gået ud over. Vi kan selvfølgelig ikke love at alle kan få det samme ud af det. Det tør jeg i hvert fald ikke gøre.

[Cammilla Mohr] Det tør jeg heller ikke.

[Susan Søgaard]
Kan du sige noget som helst om hvem du mener kunne få glæde af det her? Hvem vil du kunne hjælpe, og hvem kan du ikke sådan baseret på de symptomer de kan have?

[Cammilla Mohr]
Altså, jeg vil sige at næsten alle symptomer kan afhjælpes. Lysfølsomhed. Det er jo tit det der fylder rigtig meget hos folk. Min erfaring er at hvis lillehjernen begynder igen at lave sit arbejde ordentligt, så vil det aftage. Det kan godt være det ikke vil forsvinde fuldstændigt, men det vil i hvert fald aftage. Det er selvfølgelig ikke noget der kommer hen over en uge, at så er alt godt. Og det er heller ikke noget med at man skal have en behandling, og så går man fra mig og så har jeg sat noget i gang. Det er egentræning. Charlotte hun har været et pragteksemplar med sin træning. Hun er utroligt committed. Hun har været utroligt systematisk omkring det, og har simpelthen prioriteret det så meget i sit liv det her med træning – og har sagt: Jamen, jeg vil det her, og derfor får jeg også sat det i min kalender og får lavet det den træning. Og det hjælper jeg selvfølgelig også folk med. Med at få lavet nogle træningsskemaer. Men derfor kan der være nogen som er et sted i deres liv … hvis man har – som jeg sagde før – med en truende forsikringssag eller noget andet der fylder for meget, så man ikke har overskuddet til det, så kan man ikke forvente samme resultat. Eller man er enlig mor til tre børn, så kan det også være svært at få sat nok tid af til træning til at man ser den hurtige fremgang som Charlotte har set. Jeg vil sige at man får i hvert fald et resultat hvis man laver noget træning.

[Susan Søgaard]
Så hvis nu – det kan vel også bare være trætheden der gør at man ikke kan så meget, men hvis nu – jeg kan 10 minutter om ugen, kan man så få noget ud af det, tænker du?

[Cammilla Mohr]
Jeg vil sige det skal helst være daglig basis, men når Charlotte siger hun træner 6 gange om dagen, så er det jo ikke en halv time ad gangen hun træner, så er det måske mellem 3 og 10 minutter man bruger på sådan en træningsseance. Så et træningspas kan egentlig være bare lige at lave en øjenøvelse eller en balanceøvelse som man bare lige bruger et minut på. Og noget af træningen er også vejrtrækningsøvelser, afspænding, meditation – det er også en del af min træning. Men der skal sættes noget af dagligt. Det behøver ikke være det helt store, man kan også godt holde en hviledag. Men det der med kun at træne en gang om ugen -ligesom hvis man går på et hold – det giver ikke det helt store. Men der er faktisk mange af de her øvelser som er ganske få minutter.

[Susan Søgaard]
Jeg kan også forstå på den måde Charlotte har beskrevet det for mig, da jeg talte med hende i går, at der er mange af dem hvor man selv, altså, du kan selv bygge på – og det er egentlig meget enkle, meget nemme øvelser, men hvis du føler dig godt tilpas i det, og jeg har helt styr på det jeg skal nu, så kan man udvide med et eller andet – nu prøver jeg med lukkede øjne, eller nu står jeg på ét ben. På en eller anden måde gøre det sværere for sig selv.

[Cammilla Mohr]

Hele tiden progrediere. Og hvis det er for svært, så gør det nemmere. Der kan jo være forskellige dage, så der kan godt være en dog hvor – jamen, jeg plejer at lave den her øvelse stående på et ben, samtidig med jeg nynner og kigger rundt til alle sider. Så kan der godt være en dag hvor man synes jeg er egentlig lidt træt, så det kunne være jeg skulle sidde ned og bare kigge rundt, og så får jeg alligevel trænet mine øjne, men så stiller jeg ikke så store krav til mig selv.

[Susan Søgaard]
Meget af den her enkelthed – nu gætter jeg bare – men jeg tænker det kan vel også være noget med at gå baglæns, eller i det hele taget bare gøre tingene på en anden måde. Det lyder så utroligt enkelt når I beskriver det, men omvendt så tænker jeg også at man har måske brug for inspirationen til hvad er det så lige at jeg kan gøre for at det stimulerer min hjerne lige præcis det der ekstra som jeg har brug for. Gør du også det? Har du nogle tip? Hvordan får man ideerne? Charlotte var sprængfuld af ideer til hvordan hun hele tiden kunne udvikle sine opgaver.

[Cammilla Mohr]
Altså, det bedste det er selvfølgelig at få et individuelt forløb, fordi så får vi sporet os specifikt ind på hvad er der dine udfordringer er, hvordan er det så vi kan stimulere din hjerne – og i sådan et forløb – ud over at man har nogle fysiske – altså hvis man bor lige i nærheden af mig, har man nogle fysiske møder med mig, men hvis man nu bor langt væk, jeg har blandt andet en klient der bor i Sverige som jeg har Skype-sessioner med hvor vi følger op på træningen simpelthen over Skype, hvor jeg så siger: Når nu du kan det her, så gør du sådan og sådan. Så vi får sat noget progression på, ikk. Så ja, det kan virke enkelt at træne hjernen, men det er faktisk detektivarbejde hele tiden, fordi hvad er det der skal til for at vi stimulerer lige præcis det her område? Og det der er i Z-Health, det er at man siger at vi netop tester det hele tiden. Det her med at vi laver en balanceøvelse – så giver vi stimuli i form af en øvelse, så tester vi igen – blev det bedre, eller blev det værre, eller er det uændret Hvis det er uændret, så er det uinteressant. Så behøver vi ikke bruge energi på den øvelse. Så prøver vi at finde noget andet. Så skal det måske være et højere stimuli. Så skal øvelsen måske være sværere. Hvis balancen blev dårligere, så var det måske for voldsom en stimuli. Så var det måske en for svær en øvelse. Så skal vi måske gøre det nemmere. Og det er det der gør at det er så interessant det her system. At hver enkelt øvelse bliver tilpasset til den person. Så vi hele tiden får de øvelser der giver det maksimale udbytte. I stedet for at man står og kører et standardprogram som man kan være heldig, virker.

[Susan Søgaard]
Ja, for man kan også opleve – det så jeg til den workshop jeg var til at der er også øvelser folk får det dårligere af. De bliver utilpasse.

[Cammilla Mohr]
Ja, og så skal de ikke lave dem. Man skal aldrig lave noget man bliver skidt tilpas af. Det er slet ikke ideen. Ideen er at få hjernen til at have det godt, og få den til at have det bedre. Og når man begynder at få det skidt, er det et tegn på at hjernen den ikke har det godt.

[Susan Søgaard]

Det er vel egentlig generelt et meget godt råd. Så skal man ikke bare presse sig selv videre.

[Cammilla Mohr]

Nej, egentlig ikke presse hjernen. Det skal man ikke. Man skal ikke presse hjernen. Man skal lytte – det er også det jeg underviser rigtig meget i – det her med at vi skal lære at lytte til de signaler der kommer fra kroppen, fordi det er – fordi det er egentlig bare signaler fra hjernen om at den ikke har det godt. Så altid stoppe ved ubehag, svimmelhed eller smerte. Det skal vi ikke gå igennem.

[Susan Søgaard]
Er der andet man skal forberede sig på eller tænke over. inden man overvejer at søge hjælp hos dig eller det kan også være alle mulige andre. Hvis man tænker at man gerne vil – ja, når man nogle gange kører fast i systemerne – som det jo sker – og ikke oplever at ens læge eller terapeut eller andet hjælper, og gerne vil videre. Det kan være en jungle at finde ud af. Har du nogle gode råd til hvad man skal overveje inden man overhovedet kaster sig ud i det?

[Cammilla Mohr]

For det første skal man ikke tage for givet, at det må du lære at leve med – fordi det passer simpelthen ikke. Altså, vi kan næsten altid ændre noget. Det kan godt være vi ikke bliver toptunede som vi var engang, men vi kan næsten altid blive bedre. For det første – find ud af hvem kan hjælpe mig videre? Prøv at finde frem til det, for det første. Og så selvfølgelig være indstillet på at det er dit eget arbejde der gør forskellen. Det kan godt være rart at komme og få det – jeg kalder passiv behandling hos nogle behandlere, men det er ikke det der rykker dig videre. I sidste ende så er det det du selv laver. Det er det jeg synes er interessant ved den måde jeg arbejder på nu, det er at jeg giver folk hjælp til selvhjælp, så de får redskaberne med hjem selv og kan faktisk lave de her ting dagligt. Rigtig mange melder tilbage at – når jeg lige begynder at få det lidt skidt, så kan jeg lige bruge den der øvelse fordi den ved jeg at den får jeg det godt af. Så har man lige sådan en redningsøvelse. Og det synes jeg selv er fantastisk. Det med at i stedet for at være afhængig af terapeuter, så er vi faktisk vores egen terapeut på en måde.

[Susan Søgaard]
Det er noget af det sidste du får lov at sige. Vi er ved at være igennem. Tak, Cammilla, fordi du har taget dig tid til at tale med mig. Det har været rigtig spændende. Både at tale med dig – og også Charlotte som jeg havde den samtale med – og høre om de forskellige øvelser som kan blive brugt. Til dig som lytter med, kan jeg sige at hvis du gerne vil vide mere om hvad det er for noget, og hvad Cammilla er for en,

så har hun en hjemmeside der hedder minhjerne.dk. Cammilla holder som sagt foredrag og workshops, og der er også nogle individuelle forløb, og så er der også mulighed for at du kan skrive dig op et nyhedsbrev hvor hun ret ofte sender inspiration og viden om hjernen. Og hvis man er interesseret i hjernen, og gerne vil have sin viden på en ret spiselig måde, vil jeg sige – en let forståelige måde – så er det ikke så tosset med de nyhedsbreve. Tak.

[Cammilla Mohr]
Og så får man også adgang til et online forløb hvor man kan afprøve nogle af de her ting.

[Susan Søgaard]
Det er rigtigt. Og det er ganske gratis?

[Cammilla Mohr]

Det er gratis. Så kan man få prøvet af om det er noget der taler til en, eller om det virker helt sort.

[Susan Søgaard]
Tak, Cammilla. Og tak fordi du lyttede med.

Du lyttede til Hjernecast – En podcast om livet med en hjerneskade. Hjernecast er produceret af Hjerneskadeforeningen.

Musikken er lavet at Dries Van der Haegen.

Bag teknikken stod Kenneth Kinatowski.

Tilrettelæggelser og interviewer var Susan Søgaard.