Ensomhed efter en hjerneskade

Ensomhed efter hjerneskade v. Mathias og Henrik fra Unge Hjerner

Mathias

Jeg gik rigtig meget i byen, og jeg var rigtig social.

Men efter jeg fik hjerneskaden, så blev det meget sådan, at jeg måtte begynde at udvælge, hvad jeg ville gøre.

Fordi jeg havde ikke energi til det hele længere lige pludselig. Jeg havde ikke overskud eller overblik.

Hvis jeg f.eks. vidste, at jeg skulle noget, så skulle jeg planlægge det. Som minimum, kunne jeg presse det til to dage inden.

Fordi så vidste jeg, at jeg var nødt til at lade min energi op lidt ligesom en telefon.

Så det blev meget bare modtaget som, at det vil jeg ikke være med til.

Hvor jeg måske egentlig sagde, at jeg vil gerne med ud og spise.

Men jeg kommer ikke til at have energi til, at jeg kan tage med i byen efter.

Så i stedet for at vælge at tage med i byen, så vil jeg tage med ud og spise, fordi så får jeg det sociale med.

Så får jeg noget ud af det. Men så blev det lidt mere modtaget som, at jeg ikke ville være med.

Så folk stoppede med at invitere mig. Jeg kunne hurtigt se skriften på væggen.

Folk faldt fra og valgte ikke at forstå det.

Man bliver mere stille. Man begynder at holde sig lidt mere i baggrunden.

Fordi den almene forståelse omkring det, den er ikke bred.

At forklare en ting, som er så kompliceret som en hjerneskade –

– det kan være svært, selvom det egentlig er enkelt at forstå. Så ender man med at trække sig noget mere, –

– og man erkender lidt mere, eller hurtigere med sig selv, at man ikke kan være så meget en del af samtalerne længere –

– fordi man ikke kan finde rundt i det.

Hvor kommer lyden helt præcist fra, når der er mere end to personer, man sidder og snakker med.

Jeg har brug for, at folk skal være på en bestemt måde –

– for at det er nemmere for mig, ikke at bruge min hjerne til at udregne situationen.

Fordi hvis de så er på en bestemt måde, så gør det, at jeg ikke skal bruge den energi –

– og derfor kan jeg være en bedre version af mig selv.

Og ikke køre død og være helt rundt på gulvet.

Det er en rigtig svær dans omkring, at man ikke kommer til at få det til at fremstå som om, –

– at nu må I alle sammen omlægge jeres hverdage og jeres måder at være på, for min skyld.

Henrik

Det er væk i dag. Der er én tilbage fra før. De skulle videre med uddannelse og kærester og børn nu.

Mit liv blev sat på pause.

Så blev jeg sat i et projekt, som er i kommunen.

Der blev jeg placeret sammen med folk med psykiske problemer og stofmisbrugere.

Det var den bås, som blev sat i, fordi de ikke vidste, hvor de skulle gøre af mig.

Jeg fik en hjemmevejleder.

Det var et stort spring for mig. Hun har hjulpet mig tilbage til livet.

Så kom jeg på Vejlefjord Rehabilitering i 2015.

Det var et stort spring for mig, fordi jeg havde siddet derhjemme i en lille etværelseslejlighed, –

– alene og isoleret med en depression.

Det var mere det at lære noget om mit hoved og mig.

Og møde nogen på min alder. I hele forløbet har jeg mødt folk, der var 60 plus.

Jeg blev sat i grupper med dem, og så sad de og snakkede om deres børnebørn. Det var ikke noget, jeg kunne relatere til.

[Interviewer] Hvad betyder det at komme i Unge Hjerner for dig?

Henrik

Alt. Jeg har ikke interesser, hobbyer eller venner. Ikke som før. Det er det, jeg har at se frem til.

Mathias

Jeg ville ønske folk kunne se på mig, at jeg havde en hjerneskade.

Ikke for medlidenhed eller noget af den stil, men rent og skær for forståelsen. For forståelsen om hvilken kamp man har.

Bare fordi du ikke kan se skaderne, så kan de stadig være svære.

Rigtigt svære.