Portrætter af UNGE HJERNER – fotoudstilling
Portrætserien UNGE HJERNER er en fotoudstilling som udfordrer den gængse forestilling om hvad en hjerneskade er, herunder at man overhovedet kan se det på folk. Mennesker som rammes af erhvervet hjerneskade, er oftest forandrede. Det samme er det liv der skal leves bagefter. Men de er også – som alle andre – mennesker som prøver at finde deres vej og plads, på trods af at vilkårene er blevet hårdere. Når skaden er usynlig, giver det mulighed for at blende ind og ligne alle andre. Men det giver også forventninger som man nogle gange ikke kan leve op til længere.
På udstillingen møder du 9 unge. De fortæller hver især om hvordan de lever med deres hjerneskade og usynlige handicap.