Jeg hedder Stine

Jeg er 31 år. I 2014 fik jeg en blodprop i hjernen. Det vendte op og ned på det liv jeg havde på det tidspunkt. Jeg var færdiguddannet skolelærer. Otte måneder inde i min første rigtige arbejdsplads. Jeg havde troen på at nu var jeg der hvor jeg skulle være. Nu var det bare fremad.

Jeg har i dag en masse udfordringer

Træthed. Kronisk hovedpine. Smerter i kroppen.

Jeg tilbragte fem år på min sofa

Jeg havde svært ved at gå i bad, lave mad, handle. Stort set alt hvad der hedder dagligdags ting.

I dag kan jeg det meste

Jeg har nogenlunde styr på det. Jeg har fundet mig en mand gennem vores gruppe Unge Hjerner. Jeg er gift og flyttet i hus. Har hund. Jeg ønsker snart en familie. Jeg er førtidspensionist. Jeg er super glad for de ting jeg har, og de ting jeg har opnået på trods af min skade. Ville det have været anderledes? Det tror jeg. Jeg var fuld fart frem. Der var ikke ret meget der kunne holde mig tilbage. Den har jeg taget med mig.

Det har en del gange givet bagslag at være så stædig

På den anden side har det gjort mig stærkere som menneske. Det har gjort at jeg har kunnet blive ved med at rykke mine grænser fra at det skulle bare være en fem minutters gåtur, til at nu kan jeg gå en time med min hund. Det er småting for andre og kæmpe store skridt for mig. Jeg er jo glad i det liv jeg har, men det r stadig ondt at tænke på. Men jeg er glad for at jeg har det liv jeg har nu, for jeg har lært en masse. Jeg har fået et liv som jeg også synes er værdigt at leve, på trods af at jeg ikke kan de ting jeg kunne r.

Det at være ung med hjerneskade

Jeg har levet med det i otte år, og det er hårdt. Alle de ting man ikke kan. Sociale arrangementer du ikke kan deltage i. Det at tage i byen. Helt almindeligt samvær med venner er der nødt til at være afsat tid på, for at jeg kan rumme det og også være noget for min mand, for min hund – og for mig selv! Det er en anden verden. Det var ikke det jeg havde r.Men det er okay. Mit liv er okay.

Min generelle hverdag

Det er nok primært genoptræning og samvær med min mand og min hund. Gåture. Lette dagligdags ting. Jeg vasker j. Og så r jeg engang imellem i Unge Hjerner-gruppen. Og ellers er der få dage hvor jeg er sammen med venner og familie.

Jeg ville ønske at folk vidste …

At det at have en hjerneskade kan se ud på mange måder. Det kan være på mange måder. Vi bliver ramt på mange forskellige parametre. Der er ikke én af os der er magen til de andre. Ikke to har den samme skade. Jeg ville også ønske at folk ville lade være med at dømme. I forhold til det med at hvis man har en hjerneskade, tænker de: ”Nå … det kan man ikke se! Det er da ikke så slemt”. Kunne vi få fjernet den uvidenhed, ville det være meget nemmere at omgås i den normale verden.

Unge Hjerner har givet mig et fællesskab

Jeg har kunnet bruge det til at løfte min hverdag. Udfordre mig selv. Jeg har kunnet hjælpe andre. Jeg har kunnet sparre. Det har jo givet mig starten på det liv jeg egentlig ønskede r. Det har været en kæmpe støtte at kunne spejle sig i andre og dele erfaringer. Græde med andre. Være sig selv for en gangs skyld og ikke skulle undskylde for noget. At man kan være 100 % sig selv. Alt er bare forstået i det rum. Det er rart.

Freja – af fotograf Keen Heick-Abildhauge

Bionisk læsning

Er der noget galt med hjemmesiden, siden teksten ser så mærkelig ud? Overhovedet ikke. Vi har brugt bionisk tekst som er en metode der skal gøre læsningen nemmere, hurtigere og mere fokuseret. Du er velkommen til at fortælle os om du synes det r læsningen nemmere eller sværere eller måske ingenting betyder.