Jeg hedder Signe

Jeg er 29 år. Da jeg var 19 år, blev jeg påkørt af en motorcyklist. Jeg fløj 18 meter før jeg ramte asfalten. Ved ulykken fik jeg en voldsom hjernerystelse med blødninger i hjernen. Skaden har ikke givet mig nogen fysiske – ingen tydelige konsekvenser jeg lever med i dag. Det hele er det usynlige.

Efter jeg slog hovedet

Eller de sidste ti år, har jeg ikke følt mig ung. Det er en veletableret joke blandt mine bekendtskaber at jeg er en meget gammel dame. Jeg har brug for enormt meget søvn. Jeg skal tidligt i seng. Jeg tåler ingen alkohol. Jeg er ofte træt. Lys- og lydfølsom. Meget sådan gammel.

Inden jeg kom til skade

Jeg levede nok bare et ret normalt liv. Jeg gik i gymnasiet, til fester, jeg kunne være sent ude, jeg kunne drikke alkohol. Hvad der sådan lige var relevant. Jeg kunne bruge alle mine timer på at studere og forberede mig til mine eksaminer. Det er en ret stor kontrast til nu. Inden ulykken havde jeg aldrig hovedpine. Jeg havde faktisk ikke prøvet at have en regulær hovedpine. I dag lever jeg med kronisk hovedpine og migræne. 

I dag er jeg ved at færdiggøre mit speciale

I folkesundhedsvidenskab. Jeg har til sommer, når jeg afslutter, brugt otte år på at gennemføre bachelor og kandidat. Jeg har måttet udskyde mange kurser løbende. Jeg studerer på nedsat tid og får handicaptilskud til min SU for at kunne rumme studiearbejdet. 

Unge Hjerner har været en kæmpe hjælp

Og en kæmpe støtte for mig i det forløb jeg har været igennem i løbet af de sidste 10 år. Til at erkende og i det hele taget forstå hvad det er for nogle følger jeg må indstille mig på at leve med resten af livet. Og at det jeg mærker og oplever, ikke bare er noget jeg bilder mig ind. At kunne spejle mig i andre der har de samme problematikker. Som også skal leve med kronisk hovedpine, eller som ved hvordan det er at være hjernetræt. Ikke bare træt, men hjernetræt. At kunne spejle sig i andre har virkelig været en stor hjælp.