Træthed efter en hjerneskade

Kristoffer Petterson, neuropsykolog på Rigshospitalet, fortæller om træthed efter en hjerneskade. Hjerneskadetræthed er en af de allerhyppigste følger efter en skade i hjernen. Trætheden er usynlig men livsforandrende. Den har afgørende betydning for livskvaliteten, muligheder for job og uddannelse, fritidsinteresser, sociale relationer og interaktioner, kærligheds- og familieliv og meget andet. Det gælder uanset om årsagen til hjerneskaden er en blodprop i hjernen, en traumatisk hjerneskade, en hjerneblødning, skade i hjernen på grund af iltmangel ved for eksempel hjertestop eller drukning, hjerneskade på grund af forgiftning, hjernetumor, meningitis, infektion i hjernen, betændelse i hjernen eller anden årsag til erhvervet hjerneskade.

Træthed efter hjerneskade v. neuropsykolog Kristoffer Petterson

Hjerneskadetræthed er en tilstand, hvor man har markant nedsat energi, sammenlignet med hvad man havde til rådighed af energi, før man fik sin hjerneskade.

Det kan være svært nedsat eller lettere nedsat, det fås i forskellige grader, men fælles kan man sige, at det virker begrænsende for den måde, man fører sin dagligdag på.

De ting man ønsker at vende tilbage til. Det bliver ikke nødvendigvis bedre, hvis man hviler sig og sover mere.

Mange fortæller, at de vågner om morgenen selv efter en lang nattesøvn og stadig er trætte.

Patienter oplever det forskelligt, men mange fortæller faktisk om en konstant følelse af træthed.

Det gør det meget anderledes fra den normale træthed, som en rask person kan opleve, hvor man kan mase igennem, klø på og holde den træthed, man måtte opleve, ud og udskyde ens behov for at samle kræfter.

Træthed er en af de følgevirkninger efter erhvervet hjerneskade, som man kalder for et skjult handicap.

Skjulte handicap kan være forskellige ting, men træthed er et af de mest udbredte, der findes efter erhvervet hjerneskade.

Der kan opstå nogle misforståelser, hvor omgivelserne, ens venner, kolleger, familie osv., ikke er opmærksomme på, at man har det her problem, som faktisk er ret indgribende i dagligdagen.

Man kan ikke gøre de ting, man gerne ville.

Man kan ikke hjælpe med de ting, man gerne ville.

Man kan ikke arbejde så meget, som man gerne ville, eller kan måske slet ikke vende tilbage til arbejde i en vis periode, før der kommer styr på den her træthed.

Og det er ikke alle, der mærker signalerne så tydeligt. Hov, nu bliver jeg træt. Nu må jeg hellere slappe lidt af.

Der er nogen, der kommer til at klø på, ser vi, og gør sig selv meget trætte, hvor det faktisk bliver ubehageligt, når man bliver totalt udmattet.

Det siger jo sig selv. Så det her med at finde en balance mellem aktivitet og hvile, ser ud til at være en rigtig god strategi.

Energiforvaltning er det begreb, vi bruger til at forklare, at man har en vis mængde energi til rådighed, som man skal lære at forvalte på en ny måde.

Og det bliver meget mere nødvendigt at kigge på, hvad det er for nogle aktiviteter, som bruger ens energi efter ens hjerneskade.

Nogle gange taler man også om en bil, som har brug for at få mere benzin på tanken, osv.

Det kan være meget nyttigt at danne sig de her indre billeder for at forstå, at nu har man altså en mindre mængde energi til rådighed, som man skal bruge med omtanke.

Så det her med at tænke over, hvad er vigtigst for mig, og prioritere, fordi man måske ikke har energi til det hele, og planlægge det fornuftigt, så man ikke lægger en del energikrævende aktiviteter sammen.

Det er en del af det her med at arbejde med sin energiforvaltning.

“Hjerneskadetræthed er en tilstand, hvor man har markant nedsat energi, sammenlignet med hvad man havde til rådighed af energi, før man fik sin hjerneskade.”

Kristoffer Petterson, neuropsykolog

At leve med hjerneskadetræthed når man er ung

Træthed bliver oftest et grundvilkår i hverdagen efter en hjerneskade. Men hvordan føles denne særlige træthed? Kevin, Freja og Bertram fra Hjerneskadeforeningens Unge Hjerner beskriver deres træthed og fortæller om hvordan de håndterer trætheden, hvad de gør for at beskytte sig selv mod at kollapse af udmattelse, om prioriteter og de valg man er nødt til at træffe, samt om hvordan de forsøger at forklare venner og familie hvordan det er, og hvorfor de gør som de gør.

Træthed  – udfordringer og strategier

Kevin

I starten pressede jeg mig selv til grænsen hver dag. Hver gang jeg havde muligheden, kørte jeg bilen til den faldt sammen.

Nu er jeg måske blevet lidt bedre til at passe på.

Det kan opleves på mange forskellige måder, alt efter hvor træt jeg er.

Det nærmeste, jeg kan komme, er en konstant, flad, udtrættet, langsomt tænkende følelse.

Man bliver hurtigt overvældet af for mange indtryk.

Det er en træthed, jeg ikke rigtig har oplevet før.

Freja

Når jeg er blevet rigtig træt, og kan mærke, at om lidt lukker min hjerne ned i hard core hjernetræthed, så plejer jeg at sige, hvis jeg er sammen med venner eller familie, at om lidt lukker min hjerne ned, fordi jeg er så træt. Du må ikke blive bange, for jeg keder mig ikke helt vildt. Du må gerne lige tage over, for jeg kommer ikke til at kunne forstå, hvad du siger.

Det sker oftest i supermarkeder. Det er ligesom, at jeg er på vej hjem, og min kvote er opbrugt, men jeg skal lige nå at købe rugbrød og bananer. Og fordi der er mange mennesker og lang kø, så går klappen ned, fordi det var lige lidt for meget at handle.

Kevin

Den er helt sikkert blevet bedre med tiden, men den er stadig ret massiv.

Lige i starten, der tror jeg også, det handlede lidt om, at man skulle vænne sig til den, og man skulle lære at forstå den og håndtere den.

Jeg er blevet lidt bedre til at genkende nogle af de signaler, jeg får fra min krop og min hjerne, og jeg har nogle tvungne pauser. Og jeg prøver også at planlægge pauser.

Freja

Det hele handler om at mærke efter, lave gode lister, have en god kalender, som der er tjek på, og så også være obs på, at man kommer til at overskride den der grænse.

Og det kommer man til at gøre tit. Og så er man lige inde i nogle gode perioder, hvor man helt har styr på, hvordan det hele skal køre, og man har lige pludselig helt vildt meget energi, fordi det kører. Og så laver man for meget, og så nulstiller man.

Kevin

Nogle gange kan jeg godt blive lidt overvældet af for mange informationer, og så taber jeg tråden.

Min situation er ret svær at sammenligne med noget, man har oplevet før.

Hvis du ikke har prøvet det, så er det meget svært at sætte ord på. Så derfor gør jeg mit bedste for at skabe forståelse.

Det føler jeg i hvert fald også er min opgave.

Bertram

Du kan ikke bare lægge dig til at sove, og så stå op en time efter og være frisk igen.

Det er tit sådan noget, hvor man bare nærmest sidder og enten har TV’et til at køre eller ingenting til at køre, og bare laver ingenting – og hold da op, er der gået så lang tid alligevel.

Det er meget det der med, at du vil gerne være en del af alting, og du vil ikke gå glip af noget.

Jeg har ikke energi til både at skulle noget kl. 12 og noget igen kl. 6, men jeg vil gerne begge dele.

Så det er meget det der dilemma med, hvad skal man så lige vælge, hvis man skal vælge noget.

Og så bare, ja, ligesom også kunne have overskud til at deltage i det der nu skal ske.

[Interviewer] Hvad nu, hvis du både går til de der kl. 16 og det kl. 22, hvad sker der så?

Bertram

Så har jeg ikke noget energi sådan 14 dage efter, stort set.

Kevin

Der er jo en del arrangementer, hvor jeg enten må komme senere og gå tidligere, eller i hvert fald som minimum gå tidligere. Og så koster det typisk også efter, og det er en pris, man tit og ofte gerne vil betale, så længe man lige husker at trække stikket i god tid.

“Når jeg er blevet rigtig træt og kan mærke, at om lidt lukker min hjerne ned i hard core hjernetræthed, plejer jeg at sige – hvis jeg er sammen med venner eller familie – at om lidt lukker min hjerne ned, fordi jeg er så træt.”

Freja, ung med en hjerneskade