Hjerneskader og hjernens centre v. neuropsykolog Lone Vesterager Martinus
Når vi bliver født, har vi bare enormt mange millioner neuroner, hjerne- og nerveceller, som ligger klar til at blive stimuleret.
Så begynder stimulationen af alle vores sanser. Vi kan høre, vi kan se, vi kan føle, vi kan mærke, osv.
Så kan man se, hvordan alle de her neuroner begynder at lave kontakter til hinanden, når de bliver stimuleret.
Og de her netværk, dem er der jo rigtig, rigtig mange af inde i hjernen til alle de funktioner, vi efterhånden gør og kan.
Sprog er også et netværk, og synet er et netværk, fordi informationen skal jo gå fra øjnene helt om til vores nakkelap, for at vi forstår det, vi ser.
Hvis der kommer en erhvervet hjerneskade på et tidspunkt, vil nogle af de her neuroner blive slået i stykker.
Nogle af de her netværk vil ophøre med at kunne sende på den samme måde, som de har gjort, fordi der er et område, hvor der ikke er liv; hvor der er celledød.
Så oplever man, at man kan få vanskeligheder, fx med sproget, eller motorikken, eller andre funktioner.
Det, som måske er væsentligst i den her sammenhæng i forhold til usynlige vanskeligheder af erhvervet hjerneskade hos unge, det er, når vi er ude i pandelapperne, som også hedder frontalområdet.
Det, der er interessant her, det er de usynlige, dvs. dem, som måske borgeren, den unge, slet ikke er klar over selv, og som man som sagsbehandler eller som pårørende, måske heller ikke er klar over. Pårørendeer som regel bedre til at kunne se det end andre.
Det er den her kørestol inde i hjernen, hvor man kan have problemer med arbejdshukommelse og koncentration. Det giver nedsat indlæringsevne, som igen giver hukommelsesbesvær.
Det er ikke noget, man kan se på folk. Det kan også være beslutningsevne, problemløsning, planlægning, organiseringsevne, evne til at have en struktur. Det kan man heller ikke se, og det kan blive meget vanskeligt for folk med skader på specielt de her pandelapper eller frontallapper.
Jeg vil anbefale, at man er meget opmærksom på unge, der har skader i pandelapperne, i forhold til nogle af de her usynlige handicaps, som kan betyde enormt meget for en social kontekst og for hele det her med at leve sig ind i ungdomskulturen og fortsætte på et studie.
Det, der er så imponerende ved rehabilitering, er, at når man går ind og stimulerer hjernen tidligt i forløbet, jo tidligere man går ind i en rehabiliteringsproces, jo bedre. Så kan man dels påvirke nogle af de her neurale netværk, så de rent faktisk kommer til at få en funktion igen. Men ikke mindst så kan man lære hjernen at gå andre veje og gøre ting på en anden måde.
