Jeg hedder Henrik
Jeg er 33 år. De opdagede nogle ar fra blodpropper i hjernen tilbage i 2009. Jeg havde brokket mig i en længere periode over hovedpine og føleforstyrrelser. Mit ben lige pludselig blev lamt.
Jeg var i militæret på det tidspunkt
Jeg tænkte det bare var ryggen der drillede. Så blev jeg sendt hjem. Sygemeldt. Lægen sagde det var en iskias der ville gå over om to uger. Det gik ikke over, så jeg var meget insisterende. Så blev jeg sendt til en reumatolog, for det var jo ryggen. Blev scannet i hovedet fordi hovedpinen bare blev ved. De sagde det var sclerose, så den diagnose havde jeg i et halvt år. Jeg scannet igen. Og så sagde de: “Nej, det er ar fra blodpropper”.
Og så er jeg her …
Jeg har føleforstyrrelser i hele min venstre side. Jeg lysfølsom og lydfølsom. Jeg har også en dropfod som er lige ved at være ikke eksisterende mere. Folk kan i hvert fald ikke se det. Dem har jeg fået trænet meget op. Og så er jeg meget træt.
Det var meningen at …
Jeg skulle have uddannet mig i militæret. Jeg prøvede mange forskellige uddannelser, og det var der jeg passede ind.
Vennerne forsvandt
Venner. Fest i weekenderne. Sådan noget sædvanligt. Det forsvandt. Ja, der er nok kun én der stadig er der fra før.
Jeg er pensioneret
Jeg har et skånejob som jeg er meget glad for. Jeg er en af de heldige. Jeg har fået de bedste kolleger man kunne drømme om. Der bliver aldrig stillet spørgsmål hvis jeg sender en besked om jeg ikke kommer i dag. Det er bare: “Okay. God lur! Eller Godnat!”. Så arbejde tre timer om ugen og så træning om morgenen inden da.
Nogle gange kan det godt føles …
Som om man står udenfor og kigger ind. Især ved folk på min alder. Se deres liv. Uden at have udviklet sig til det. Nu var det jo lige alderen hvor studie, job, karriere, det gik jeg glip af. Ja, hvad man normalt gør. Bygger familie op, begynder at få børn. Man kommer lidt til at sammenligne sig selv med andre på ens alder. Sådan tror jeg det har været hele vejen igennem. Det gør det ikke nemmere med sociale medier. Der er jo Facebook, og folk kommer med opdateringer. Så kommer man selvfølgelig til at tænke: “Var det sådan det burde have været?” Mens man bare sidder derhjemme alene. Det har været hårdt nogle gange, så jeg har måttet deaktivere min Facebook-konto. Den ene dag kan det være sådan at det føles som om jeg kan det hele. Men den anden dag kan jeg ikke rigtig noget.
Ingen skader er ens
Hjerneskade er jo sådan lidt et stempel. Der gik lang tid før jeg jeg selv brugte ordet. Jeg havde det sådan: “Jamen, jeg har haft blodpropper i hjernen.” Der gik omkring 5 år før jeg sagde det, altså bare det at sige ‘hjerneskade’.
Unge Hjerner
Dem jeg snakker med nu, er folk jeg har mødt i Unge Hjerner. Flere har været der hvis man har været deprimeret i en lang periode … Ja, bare det at have nogen at spejle sig i. Det er nok mest det. At man kan snakke om hvad som helst
Bionisk læsning
Er der noget galt med hjemmesiden, siden teksten ser så mærkelig ud? Overhovedet ikke. Vi har brugt bionisk tekst som er en metode der skal gøre læsningen nemmere, hurtigere og mere fokuseret. Du er velkommen til at fortælle os om du synes det gør læsningen nemmere eller sværere eller måske ingenting betyder.
