Jeg følte mig jo sund og rask

Medvirkende: Charlotte

– Det var den 18. september, og jeg stod og bagte boller, mens min far var på besøg. Han sad herinde i stuen og talte med min mand, Henrik. Og så lige pludselig kan jeg bare mærke at min højre arm bliver følelsesløs, og så går jeg ind til min mand og siger at der er noget helt galt – og lige pludselig kan jeg heller ikke snakke mere.

Lægerne fandt en godartet tumor i hjernen

En følelsesløs arm og ord der ikke længere kom ud, blev begyndelsen på Charlottes nye liv for to et halvt år siden. Lægerne fandt en godartet tumor i hjernen, men operationerne fik overraskende konsekvenser i form af en hjerneskade:

– Jeg følte mig jo sund og rask og havde ikke fejlet noget overhovedet. Jeg var i fysisk god form, og jeg kunne slet ikke forstå at det skulle være alvorligt. Der ligger en eller anden bitterhed i at skulle acceptere – du kommer ikke til at kunne de ting. Det har været en meget svær erkendelse.

En erfaring som Charlotte – ligesom mange andre hjerneskadede – har gjort sig, er at det er svært for omverdenen at forstå en hjerneskade – og det koster ofte på vennefronten: Dem som ikke er overskudsmennesker, dem ser jeg ikke så meget til mere, for jeg har ikke længere kræfter til at være den bærende kraft. Så er jeg simpelthen nødt til at sige fra og prioritere benhårdt, hvor jeg førhen bare har kørt derudad. Det er nødvendigt at man tænker mere på sig selv og de vigtige ting, altså man er nødt til at prioritere hvad der er vigtigt i livet.

Det vigtigste i livet er familien

For Charlotte er noget af det vigtigste i livet hendes familie med manden Henrik og deres to sønner Christian og Morten:

– Det betyder meget at der er andre mennesker der er afhængige af ens liv, og det kan man sige at det er børn jo. Det betyder enormt meget for dem hvordan deres mor har det.

Og jeg ville meget gerne, men jeg havde svært ved at holde trit med det ønske han havde om hvor stærkt det skulle gå.
Charlotte fortæller at hendes sygdomsperiode har været hård for drengene. Hun husker første gang hun kom hjem fra hospitalet:

– Om lørdagen var jeg for første gang hjemme, og Christian havde fødselsdag. Da kunne jeg ikke  stadigvæk – bevæge armen eller noget som helst. Christian var meget fokuseret på det. Han sad med tårer i øjnene, og der var virkelig en trykket stemning.

På een gang skulle Charlotte håndtere sin egen og børnenes angst:

– Jeg var simpelthen nødt til at håbe det bedste, men selvfølgelig var jeg da bange. Jeg valgte ikke at give udtryk for det over for børnene. Det valgte jeg at skåne dem for. Men jeg var også nødt til at sige til dem at det var alvorligt.