INDHOLD: Mette Ulsø fortæller om hvordan en sygeplejerske anbefalede hendes mor at skrive dagbog. Dagbogen er grunden til at Mette i dag ved hvad der foregik i tiden efter hendes ulykke.

Når skaden rammer

Mange som bliver ramt af en hjerneskade, husker intet eller kun meget lidt fra selve den hændelse som var skyld i skaden. Også den første tid på hospitalet kan være helt fjernet fra hukommelsen. Eller rettere – aldrig være blevet gemt der. Hvor meget du husker, kan godt have noget at gøre med hvad årsagen er til hjerneskaden – og også hvor hårdt hjernen blev ramt. Det giver ikke helt det samme forløb at få kraniebrud i en ulykke som at få skade på grund af en operation for en hjernesvulst eller hydrocephalus.

Det er altså normalt at historien om hvordan skaden opstod, og også historien om hvordan det var at være indlagt, bliver stykket sammen primært af fortællinger og måske dagbøger fra ens pårørende. Dine egne erindringer kan altså sagtens bestå af kun brudstykker fra den tid du var indlagt. Og det du husker, kan forvirre dig.

Senere vil du måske komme til at opleve at bestemte lyde, lugte eller hændelser aktiverer dine minder, Det sender dig i tankerne tilbage til ulykken eller dit hospitalsophold.

INDHOLD: Mette Ulsø fortæller om hvad der skete fra hun faldt af sin hest, til hun igen selv kunne huske noget. Inden da lå hun knap 10 kritiske dage i koma.

En forvirrende tid

Uanset grunden til at du har fået en skade på hjernen, vil du sandsynligvis være (eller have været) indlagt på et sygehus. Sygehusopholdet kan vare få dage, mange måneder eller endda år. Ingen kan på forhånd fortælle præcist hvor længe opholdet vil vare.

De fleste ramte som ser tilbage på deres indlæggelse, beskriver det som en forvirrende tid. Nogle husker at have følt sig bange og ikke har kunnet forstå hvad der foregik. De mange nye indtryk skaber forvirring, angst og usikkerhed i den skadede hjerne.

Det er også en tid hvor et eventuelt hukommelsestab kan få din hjerne til selv at fylde hullerne i din hukommelse. Det kalder man at konfabulere. Din hjerne bruger simpelthen fantasien der hvor der ikke kan huske. På den måde får den dig til at give svar der overhovedet ikke passer. Du lyver ikke, du fortæller bare det som din hjerne af sig selv har fundet på.

INDHOLD: Bo Thomsen fortæller om den angst og forvirring han husker fra da han i 1995 var indlagt på grund af et fald fra en altan.

Jeg tror, mange mennesker har overvejet, om bevidstløse personer overhovedet er til stede bag de lukkede øjenlåg. Om der er liv derinde. Og om det nytter at tale med folk, der ligger i koma. Der er liv. I høj grad. Der er drømme, stemninger, fornemmelser, der er mareridt og angst, og der er frem for alt lyde. I mit tilfælde var det alt sammen fuldstændig usorteret og svært at finde hoved og hale i.

Fra bogen To kaffe og en staveplade

Anne Meiniche, Forfatter til bogen To kaffe og en staveplade

Når sanserne ikke er til at stole på

Nogle hjerneskaderamte befinder sig i en periode i det man kalder PTA-fasen. Typisk er det patienter som har ligget i koma, og som har hukommelsesforstyrrelser. PTA er almindeligt efter kranietraumer. Kranietraumer er ulykker hvor hovedet har fået et hårdt slag som i en trafik- eller faldulykke.

Perioden er lidt som en meget lang opvågnen efter en meget dyb søvn. Man er ikke helt kommet til sig selv. Man er heller ikke rigtig klar over hvor man er – eller hvorfor. Måske kan man ikke engang genkende de mennesker som besøger én.

Samtidig er det en periode hvor man let bliver overstimuleret. Det filter i hjernen der normalt sørger for at sortere i de indtryk og informationer vi modtager, virker måske ikke som det skal.

I PTA-fasen er man derfor forvirret og bange. Det er bare næsten umuligt at få udtrykt sine følelser på en hensigtsmæssig måde. Især hvis hjerneskaden samtidig har stjålet ens sprog og førlighed.

Som ny hjerneskaderamt i PTA-fasen kan du reagere med stor vrede, virke aggressiv, tale meget grimt til andre eller være overdrevent rastløs.

INDHOLD: Martin fortæller blandt andet om hvordan han under sin indlæggelse havde svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Han kastede med frugt og spyttede efter ansatte og indlagte.

Et hårdt slag

Fra det øjeblik skaden rammer, vil du føle dig sat uden for indflydelse. Det der sker og skal ske i dit liv, bliver bestemt af andre. Samtidig vil du hele tiden møde nye mennesker som skal hjælpe dig med at komme så godt som muligt tilbage til dit liv. For nogle er afhængigheden af andre midlertid, for andre bliver den desværre permanent.

Afhængigt af graden og omfanget af din hjerneskade er der noget du skal lære på ny. Også her er der store forskelle. Nogle skal lære en enkelt færdighed eller en række småting. Andre skal nærmest begynde deres liv forfra. Det vil sige at umiddelbart efter skaden og i nogen tid frem ikke kan gå, spise, tale eller gå på toilettet selv.

Det siger sig selv at det er et hårdt slag. Nogle kan godt nok reagere på den måde at de nærmest med det samme beslutter sig til at kæmpe med næb og kløer for at vende tilbage til livet. Andre har brug for tid. Det er normalt hvis man trækker sig ind i sig selv og skammer sig over den tilstand man er i.

INDHOLD: Brian fortæller om hvordan han husker tiden hvor han trak sig ind i sig selv og ikke ville se omgivelserne i – og hvilke sociale omkostninger det har haft.

Fra ordbogen

Konfabulation

Konfabulation er når man – uden selv at være klar over det – selv digter det man ikke kan huske. Det betyder at en patient som har hukommelsesforstyrrelser kan give klare og hurtige svar på spørgsmål fra personale eller pårørende. Svarene er bare helt forkerte; til tider ganske besynderlige.

PTA – posttraumatisk amnesi

PTA står for posttraumatisk amnesi. PTA-fasen er en periode hvor en person som har slået hovedet i en ulykke og har ligget i koma, er ved bevidsthed, men desorienteret. Personen kan ikke huske hvad der er sket, og forstår ikke hvad der foregår eller hvor vedkommende er. Perioden kaldes også den anden opvågning.

INDHOLD: Mette Ulsø fortæller om sin tid på Hammel, blandt andet om hvordan hun digtede historier før hun var “rigtig vågen”.