For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded. For more details, please see our Persondatapolitik.
I Accept

Myter og fordomme om hjerneskade er der mange af. Jesper Mogensen, professor ved Institut for Psykologi på Københavns universitet, afliver de mest gængse.

Myter og fordomme om hjerneskade

Myter og fordomme om hjerneskade er svære at tage livet af. Vi har imidlertid samlet en række af de mange myter og fordomme og kigget på dem en for en. Er der mon noget om snakken, eller er der skudt helt ved siden af? Vælg en myte i oversigten herunder for at læse mere om hvad der er sandt eller falsk, fup eller fakta, når det kommer til hjerneskade.

Smid fordommene væk

En måde at udrydde disse myter og fordomme er selv at smide sine egne fordomme væk og være med til at oplyse om fakta. Gå ud fra at den overlevende:

  • allerhelst vil kunne klare sig selv og være uafhængig af din og andres hjælp.
  • har kæmpet og stadig kæmper for at blive så rask og velfungerende som muligt.
  • har meget at byde på og mange ressourcer at give ud af.
  • hellere vil bruge sine muligheder og ressourcer end tænke på sine begrænsninger.
  • er et omsorgsfuldt, forstående, rummeligt og hjælpsomt menneske.
  • kender til og kæmper med de samme ting som du selv gør.

Vær åben – spørg om det du ikke forstår – bed om det du mangler.

Myte

En hjerneskadet er en som sidder i et hjørne og savler

En lille bitte gruppe af mennesker der får en erhvervet hjerneskade, får et handicap så stort at de bliver 100% afhængige af hjælp. De mister evnen til at kommunikere med sprog og i værste fald også på anden vis. De bliver bundet til en kørestol og skal have hjælp til at spise, bade, klæde sig på, gå på toilettet etc.

Langt de fleste hjerneskaderamte kommer imidlertid til at kunne klare sig selv enten meget hurtigt eller efter et længere genoptræningsforløb. De bevæger sig rundt og kommuniker næsten som før. Dertil er en gruppe som får brug for hjælp til at klare dele af deres liv, mens de på mange andre områder er uforandrede.

Netop det at savle kan godt være en af følgerne af en hjerneskade. Det siger dog hverken noget om skadens alvor, eller er et tegn på at personen ikke kan klare sig og tænke som før. Som regel skyldes savlen at den ramte har fået problemer med at synke.

Tygge- og synkebesvær kaldes også dysfagi. Dysfagi giver øget risiko for lungebetændelse, dårlig ernæring og væskemangel, nedsat livskvalitet, seksuelle problemer og social isolering.

Myte

En hjerneskade gør den ramte mere doven end før

Mennesker med hjerneskade er hverken mere eller mindre dovne end andre mennesker, men en række følger kan ligne dovenskab, eksempelvis hjerneskadetræthed, initiativløshed og depression.

Du kender måske en hjerneskadet der hviler eller sover meget, ikke ordner det I har aftalt, eller virker ligeglad med det du siger. Det er fordi den skadede hjerne skal arbejde meget hårdere for at gøre de ting den gjorde før. Det er altså ikke bare et spørgsmål om at den ramte skal tage sig sammen eller trænger til et spark for at komme i gang.

Tænk på hvor træt du er blevet når du for eksempel er begyndt på et nyt job. Forestil dig så at have samme følelse hver eneste dag resten af dit liv!

Når det er sagt – selvfølgelig kan mennesker med hjerneskade være dovne. De er jo mennesker på godt og ondt. Deres liv med en hjerneskade stiller imidlertid nogle krav til dem som ikke var der tidligere. For de fleste bliver det at dovne nærmest en umulighed. Hjernen kan ikke finde hvile. Mange opgaver tager længere tid, og trætheden giver færre timer at få gjort tingene i.

Myte

En hjerneskadet husker ingenting

Umiddelbart efter en ulykke, en stroke eller behandling med elektrochok kan der være et midlertidigt hukommelsestab hvor personen ikke husker sine nærmeste eller sit liv frem til skaden. Det er almindeligt at hukommelsen fra selve ulykkestidspunktet er slettet.

I sjældne tilfælde opstår varige hukommelsestab hvor fortiden forsvinder. Det kaldes også retrograd amnesi og kan være her eller delvis. Hukommelsestab kan ikke kureres med et hårdt slag i hovedet som på tegnefilm.

Den overlevende kan i tiden efter en hjerneskade også være i PTA-fasen (PTA = posttraumatisk amnesi), desorienteret eller medicinpåvirket. I PTA-fasen kan det være svært at blive sikker på hvad personen egentlig husker. Det er almindeligt at patienten konfabulerer. Det betyder at hjernen selv digter for at fylde huller i hukommelsen. Derved skaber den falske erindringer. Den hjerneskaderamte lyver altså ikke, men taler heller ikke nødvendigvis sandt. Mange gange resulterer dette i bizarre genfortællinger. Denne fase er midlertidig.

Rigtig mange overlevende husker fint deres fortid, men får varige vanskeligheder ved at lære nye ting og huske nye informationer. Fagfolk taler om at man ikke kan lagre nye informationer i hukommelsen. Det er dog ikke alene hukommelsen der svigter, men skyldes også andre kognitive funktionsnedsættelser. Det kan eksempelvis være evnen til at koncentrere sig og ikke lade sig distrahere på det tidspunkt hvor der sker noget, man skal huske.

Myte

Hvis man bare træner hårdt nok, kan alle komme sig efter en hjerneskade

Nogle kommer sig fuldstændigt efter en hjerneskade, men de færreste slipper helt uden følger. Det gælder uanset hvor hårdt de træner, hvor længe de træner, eller hvor motiverede de er.

Det sker at vi ser og hører om hjerneskaderamte som er kommet meget, meget længere end nogen havde forudset. Nogle som lægerne havde spået aldrig ville gå igen, tale igen, få et job/en uddannelse eller klare sig selv igen – men alligevel gør det. Dette nærmest mirakel sker på grund af motivation, hårdt arbejde og tilstrækkelig kvalificeret træning. Det er imidlertid ikke det samme som at alle kan gøre det. Der er ingen der kan sige på forhånd hvem det vil lykkes for. Det er ok at håbe på miraklet, men ikke ok at forvente det.

Det er altid afgørende at den overlevende selv er motiveret for at træne. Uden motivation kan ikke forventes mærkbare fremskridt. Det er dog vigtigt at forstå at hvis den ramte ikke gør fremskridt, behøver det hverken at skyldes manglende motivation eller indsats. Det behøver heller ikke skyldes at den tilbudte træning er for dårlig eller ikke tilstrækkelig. Hjerneskader er ikke retfærdige. To mennesker som tilsyneladende har næsten identiske skader, og som lægger helt samme indsats i det helt samme træningsforløb, kan desværre ikke være sikre på at nå samme resultat.

Myte

En hjerneskadet kan ikke have et rigtig arbejde

Nogle hjerneskaderamte kan have et job, nogle kan ikke.

Flertallet af de der rammes af en hjerneskade, er allerede i pensionsalderen. Det vil sige at job-problematikken ikke fylder i livet.

Blandt de resterende får en del førtidspension, revalidering, mulighed for fleksjob eller anden særlig ordning hvor arbejdstid og -opgaver er særligt tilrettelagt.

Endelig er der dem der vender tilbage til et ordinært arbejde. Det er dog langt fra altid samme job som tidligere. Det er for eksempel praktisk umuligt at vende tilbage til et job som bogholder, hvis man ikke længere kan regne.

Myte

Efter seks måneder kan det ikke betale sig at genoptræne

Langt de fleste udvikler sig mest i starten af et forløb. Det er inden for det første år efter hjerneskaden at man typisk kan gøre de største fremskridt med intensiv træning. Det er i den periode at man typisk ser spontane forbedringer af både det fysiske og det kognitive funktionsniveau.

I dag er de fleste fagprofessionelle dog påpasselige med at sætte en grænse på hvor længe en hjerneskaderamt kan genoptrænes. Vi ser at træning iværksat flere år efter hjerneskaden kan have en markant effekt på funktionsniveauet. Og vi ser at mennesker med hjerneskade selv rykker deres funktionsniveau over tid. Et godt eksempel er at mange oplever efter 2-5 år pludselig at kunne læse i en bog eller på en skærm igen efter at have haft store problemer siden hjerneskaden.

Hjernen danner nye celler og heler sig selv over tid. Den lærer sig nye veje at kommunikere på, og finder nye områder at lægge informationer ind i. Så egentlig er det ganske logisk at man kan opnå resultater efter lang tid.

Der er flere faktorer som kan have betydning for hvor effektiv træning er på et givent tidspunkt. Nogle gange er det som om at hjernen ikke rigtig er vågen i lang tid efter skaden. At den ikke er helt klar til at blive væsentligt bedre. Nogle gange kan den skadedes frygt, manglende accept og/eller manglende erkendelse stå i vejen. Nogle gange kan den ramte ikke finde motivationen på grund af de personlige og emotionelle følger skaden har haft. Tristhed, håbløshed, manglende selvværd og måske depression kan forhindre fremskridt. Det er altså først når den ramte får det bedre, at træningen kan have den ønskede effekt.

Myte

Man kan altid se på en scanning om der er en skade i hjernen

Der kan godt være en hjerneskade, selvom en scanning ikke har vist tegn på det. Det vil sige at den ramte kan have følger af en hjerneskade og også behov for træning – uanset hvad scanninger viser.

Ved sygdom og ulykker kan opstå små ændringer i hjernen som er usynlige på scanninger. I hvert fald på nuværende tidspunkt med den teknologi som er til rådighed.

Myte

Jo yngre man er når man bliver skadet, jo bedre kommer man sig

Engang sagde man at jo tidligere en hjerneskade, jo bedre muligheder for at komme sig. I dag ved vi at det er en fordel at den ramte har udviklet stabile færdigheder inden skaden. Det er altså mere korrekt at sige at jo ældre man er når man bliver hjerneskadet, jo bedre er det.

Hjernen har sædvanligvis brug for gammel lærdom at trække på når den skal komme sig oven på en hjerneskade. Den har en særlig evne til at finde nye måder at gøre glemte ting på – men ikke alle ting – og som regel bliver den nye måde aldrig helt så god som den gamle.

Hjerneskaden kan godt snyde når det er et barn som bliver skadet. Umiddelbart kan det godt virke som om at barnet ikke har følger, men der kan vise sig vanskeligheder senere. Hjerneskaden bliver måske først tydelig når barnet bliver ældre og skal udvikle nye færdigheder eller leve op til stigende faglige og sociale krav i puberteten. Ofte bliver følgerne værre på sigt, jo yngre barnet var da skaden indtraf.

Myte

Hjerneskadede har en grænseoverskridende seksualitet

Det er langt mere almindeligt at sexlysten forsvinder efter en hjerneskade, end at den ramte bliver seksuelt grænseoverskridende.

Man antager at mindst 50% af mennesker med erhvervet hjerneskade oplever seksuelle ændringer og udfordringer som følge af hjerneskaden. Af dem er det imidlertid kun en lille gruppe hvor seksualitet og personlighed ændrer sig i en grad så personerne overskrider andres grænser.

Det grænseoverskridende kan ligge i selve den seksuelle handlings hyppighed og karakter, men også i ord. Skader i frontallappen er den største synder når det kommer til grænseoverskridende adfærd – seksuelt, men også på andre områder. Frontallapskader (pandelapskader) kan fjerne de sociale filtre som empati og følelsen af blufærdighed og skam.

Myte

Er man hjerneskadet, må man ikke … køre bil, stå på hænder, flyve, få orgasme etc.

En hjerneskade i sig selv sætter sjældent de store begrænsninger for hvad man må. Naturligvis er der begrænsninger hvis man netop er blevet opereret i hovedet, ligesom andre sygdomme, lidelser eller tilstande kan give restriktioner.

Du må gerne stå på hovedet og få pulsen op, eksempelvis ved motion og sex.

Du må i udgangspunktet flyve, men der kan være fysiske tilstande hvor det er tilrådeligt at blive vurderet af en læge inden du bestiller rejsen. Det kan eksempelvis være hvis du har tendens til blodpropper, for nyligt er blevet opereret eller får kemoterapi. Kontakt din læge hvis du er i tvivl.

Efter en stroke/et slagtilfælde anbefales at vente seks uger med at flyve. Inden for tre uger efter stroke og/eller operation skal du have en lægeerklæring der bekræfter at du må rejse.

Kørekort og hjerneskade

En hjerneskade kan påvirke evnen til at køre bil. Derfor er det almindeligt at få kørselsforbud umiddelbart efter en hjerneskade og i nogen tid frem. Du får altså ikke frataget kørekortet, men du har forbud mod at køre bil indtil forbuddet ophører. Det er en læge der i første omgang skal vurdere om du skal have kørselsforbud og eventuelt hvor længe. Overholder du ikke forbuddet, kan politiet vælge at fratage dig kørekortet.

Mange med en erhvervet hjerneskade kommer til at kunne køre bil igen, men der er også nogle som aldrig gør. Mange følger af en hjerneskade kan spille ind på evnen til at køre bil. Som erfaren bilist kan man føle at det at køre bil foregår helt uden at man behøver at tænke over det, men det er faktisk en kompliceret aktivitet der kræver mange færdigheder. Færdigheder som kan være forsvundet eller forringet på grund af skaden og dens følger. For eksempel skal du som bilist kunne holde hovedet koldt, have et stort overblik og opmærksomhed på hvad der sker omkring dig, samt kunne træffe gode beslutninger hurtigt. Det er ikke altid ens stærkeste sider hvis man er blevet ramt af en hjerneskade.

Klik her hvis du vil læse om hvordan man vurderer kørefærdighed efter hjerneskade

Diagnosticering

Der findes flere forskellige metoder til at diagnosticere skader på hjernen eller en af de sygdomme som kan føre til en hjerneskade

Konsekvenser

Ikke to hjerneskader er ens, og den enkelte skade kan have mange forskellige konsekvenser. Nogle er synlige, andre er usynlige.

Hjerneskader i tal

Over 120.000 mennesker i Danmark lever med en hjerneskade. Hvad vi ellers ved om de 120.000 kan du se her, hvor vi dykker ned i tallene.

Menneskehjernen

Hvad er hjernen for en størrelse? Hvordan fungerer den? Hvad laver de forskellige dele af hjernen, og hvad kan der komme til at ske når delene kommer til skade?

Symptomer

En hjerneskade er en følge af sygdom, ulykke m.m. Men du kan være opmærksom på symptomer på nogle af de sygdomme som kan give hjerneskade.

Årsager

En hjerneskade kan have flere årsager. De fleste erhvervede hjerneskader skyldes en ulykke eller eller apopleksi, dvs. en blødning eller blodprop i hjernen.