FRYGTEN STOD I VEJEN FOR BOS SEXLIV

Bo German Thomsen var 24 år, da han faldt ned fra en altan, brækkede ryggen og fik en hjerneskade. Lægerne sagde, han ikke ville komme til at gå igen. Desuden var han blevet blind, havde ingen korttidshukommelse, og blærens funktion var ødelagt, så han konstant havde vandladningstrang. Bo følte, at hans liv ikke havde nogen værdi, og de seksuelle følelser lagde han et tungt låg over.

TROEDE AT ÅRET VAR 1408

Altanen, han faldt ned fra, var på 3. sal. På vejen ned slog Bo hovedet mod altanen på 1. sal, og hans hjerne tog stor skade. Selv landede han på benene, men jorden var stivfrossen, og derfor brækkede han ryggen. Da han kom til sig selv igen, var han lænket til en kørestol. Han havde mistet synet og var meget forvirret. I en periode var han overbevist om, at året var 1408, ikke 1995.

– Jeg vågnede op og fandt ud af, hvor slemt jeg var kommet til skade. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle sidde i en kørestol resten af mine dage, så jeg sagde: “Det kan I tro skal blive løgn. Så snart jeg får mulighed for at gøre en ende på det her, gør jeg det!” Det fik jeg heldigvis sagt højt, så jeg fik selvfølgelig ikke lov til at gøre noget ved det. I stedet fik jeg rakt hånden op og sagde: “Så har jeg brug for hjælp”.

FØLTE SIG VÆRDILØS

Bo mærkede snart, at han var omgivet af en masse mennesker, som ville ham det godt og prøvede at hjælpe. Synet blev også langsomt bedre, men den dag i dag lever han stadig med kikkertsyn. Efter nogen tid lykkedes det ham at kæmpe sig fra kørestol til rollator. Bo var fast besluttet på at vende tilbage til livet, men et område voldte særligt vanskeligheder – identiteten som menneske og som mand.

– Jeg følte mig ikke ret meget værd som mand eller som menneske i det hele taget. Min ret til at være her, den kunne jeg ikke få øje på. Jeg bidrog ikke med noget, men følte mig som en klods om benene på andre; som en uformelig klat gelé. Jeg havde også taget 20-25 kg på ved at sidde i den kørestol. Min arm gik pludselig i spasmer, og mit ben gjorde det samme. Jeg kunne ikke tage et glas uden at spilde over det hele. Jeg havde så lidt styr på min krop. Det har klart gjort, at jeg ikke følte mig særligt attraktiv eller særligt maskulin. Jeg skulle klart ikke ud og flirte. Jeg havde slet ikke de tanker. Jeg tror bare ikke, jeg kunne rumme det.

FRYGTEN TOG OVER

Bo beskriver sig selv som værende et meget seksuelt væsen før hjerneskaden, men efter skaden pakkede han sin seksualitet helt væk. Frygten for alt det, som kunne gå galt, havde vundet over lysten.

– Jeg mærkede slet ikke min seksualitet. Den drivkraft, den er. Jeg mærkede ikke lysten og energien. Jeg havde knust 1., 2. og 3 lændehvirvel. Jeg kunne ikke tømme min blære helt, og den sitrede hele tiden, så jeg havde fornemmelsen af at skulle tisse hele tiden. Hvordan ville det ikke være, hvis jeg skulle i nærkontakt med en kvinde? Ville jeg kunne kontrollere den her vandladningstrang? Det giver mening for mig i dag, at det har betydet, at jeg ikke kunne rumme det seksuelle.

VENNEN TOG AFFÆRE

I flere år gik Bo rundt i en boble, hvor seksualiteten ikke fik nogen plads. Kammeraterne var begyndt at stikke til ham, men uden resultat. Bo ænsede ikke længere, hvis nogen viste interesse i ham.

– Det prellede helt af på mig. Jeg så det simpelthen ikke. En af mine rigtig gode venner tænkte, at nu måtte jeg ind i kampen. Vi er meget ærlige over for hinanden, så han vidste godt, at jeg ikke havde fået afprøvet endnu, hvordan det fungerede. Så en dag vi var i byen, drak han mig plørefuld og afleverede mig hos “sådan en dame” og sagde: “Pas godt på ham! Han er blind og hjerneskadet og kan ikke finde rundt. Jeg kommer og henter ham om en time. Så skal han have fået den store tur. Men du slipper ham ikke af syne, for han kan ikke finde rundt.”

HUSKER IKKE SELVE AKTEN

Bo husker ikke andet fra selve akten, end at han kommer til sig selv i armene på en kvinde. Som han beskriver det, lyder det ganske grænseoverskridende og nok ikke som en metode, der kan anbefales til andre, men Bos ven var ikke helt galt på den. For Bo blev det nemlig en øjenåbner, og han blev klar til at ryste frygten af sig. Ingen af de ting, han havde været bange for, var sket.

– Jeg fandt ud af, at det hele dernede virkede normalt. Det er som at køre på cykel. Når man én gang har kunnet det… Jeg kunne jo godt abstrahere fra den her vandladningstrang, og det var ikke sådan, at da jeg fik en udløsning, så kom der urin med. Det, kan jeg godt se nu, har været min store frygt. Men jeg syntes ikke, det havde fyldt noget. Det var jo gået meget fint i alle de år, hvor jeg bare koncentrerede mig om noget andet. Jeg er min kammerat dybt taknemmelig over, at han sparkede mig ud i det. Jeg tror, at havde vi snakket om det inden, så havde jeg afslået og sagt, at jeg ikke kunne finde på at bruge en prostitueret. Men det er min fornemmelse, at nogle af de her glædespiger er klædt rigtig godt på i forhold til at vide noget om at være sammen med en handicappet.

LYSTEN VAR ENDELIG VÆKKET

Lysten blev vækket i Bo igen, endda i en grad så den i begyndelsen næsten kammede over, som ville han indhente det forsømte.

– Bagefter blev jeg opmærksom på den her sult. “Hold da kæft, er det sådan at være i live,” tænkte jeg. Jeg hungrede simpelthen. Der blev jeg totalt teenager igen og skulle bare ud at jage. Det blev næsten sygt. Mest skulle jeg ud og afprøve på min krop, hvordan jeg fungerede. Jeg skulle lære at være intim med et andet menneske igen, men fokus kom til at ligge et helt forkert sted, og jeg virkede meget sulten. Jeg kan godt se i bakspejlet, at der startede et helt nyt liv, da jeg fik taget hul på seksualiteten.

ET HELT MENNESKE IGEN

Da sexlivet vendte tilbage, følte Bo sig endelig som et helt menneske. Der var en del, han endnu skulle lære, men følelsen af ikke at være noget værd, var næsten forsvundet.

– For mig var det virkelig en oplevelse af at blive et helt menneske igen. Der var den periode, hvor jeg var ude og nedlægge bytte, men i virkelig- heden skulle jeg finde ud af, hvordan det var at være sammen med en, som jeg elskede. Der gik noget tid, før jeg kunne det, men så fandt jeg hende, som nu er mor til mine børn. Jeg fik bevis for, at jeg både kunne fungere rent seksuelt, men også at jeg kunne være i et mand-kvinde-forhold -og endda også være far. Alle brikker faldt på plads. Jeg tænkte: “Du er stadig en mand. Du har stadig en plads i livet. Det er ok, du er her. Du har noget at byde på.” Jeg tror virkelig, det har meget større betydning, end man lige tror, når man tænker over sin seksualitet.

TAL MED ANDRE

Bo er overbevist om, at hans situation havde været anderledes, hvis han havde haft nogle at tale med, som vidste noget om seksualitet i forhold til handicap og hjerneskade.

– Mit bedste råd til andre, som tvivler på deres seksualitet og måske ikke har fået taget hul på det endnu, er: Tal med nogle andre om det. Gerne med andre hjerneskadede. Jeg kunne som sagt godt tænke mig, at behandlingspersonalet havde givet mig den viden, men jeg er ikke engang sikker på, at det ville have forandret noget. Det, som har rykket mest, har været at møde andre hjerneskadede, som har oplevet, hvordan ens krop er, når den ikke er, som den har været. Det virkede for mig. Kig ind til Hjerneskadeforeningen eller Hovedtropperne en dag. I hvert fald oplever jeg, at man i Hjerneskadeforeningen er meget rummelige og ved, hvor vigtigt det er, at man kan tale om det.