Parforholdet efter hjerneskade
Parforholdet efter hjerneskade bliver på en måde nulstillet. Mange begynder at tænke på årsdagen for hjerneskaden som en mærkedag. En dag hvor de reflekterer reflektere over den tid der er gået, de ting som har forandret sig, og de fremskridt såvel som tilbageskridt der er sket. Datoen kommer altså til at symbolisere en ny begyndelse. Det vidner om hvor voldsom en livsomvæltning en hjerneskade er for begge parter i et forhold – og også for parforholdet.
Det er veldokumenteret at alvorlig og livstruende sygdom generelt er en trussel mod et parforhold. En hjerneskade gør denne trussel endnu større, for der følger næsten altid et handicap med skaden. Endda et handicap som for flertallets vedkommende er usynligt og svært at forstå for omverdenen. Der er altså mange faktorer som kan påvirke kærligheden og gøre at I glider fra hinanden hvis du eller din partner får en hjerneskade.
Modsat hvad mange forestiller sig inden de selv står i situationen, er det betydeligt mere skadeligt for parforholdet, intimiteten og sexlivet at personligheden forandres, end at kroppen forandres. En hjerneskade kan nemlig forandre en person i en grad hvor den ramte eller partneren ikke længere kan få øje på den person som indgik i parforholdet eller ægteskabet. Selv når hjerneskaden ikke direkte forandrer personligheden, forandrer den alligevel personen. Både ramte og pårørende påvirkes af hjerneskaden på en måde, så de hver især må overveje og redefinere hvordan de ser på sig selv og hinanden.
I parforholdet efter hjerneskade er typisk følgende forandringer:
- Fysiske
Den ramte har et synligt og håndgribeligt handicap. - Kommunikative
Den ramte har helt eller delvist mistet evnen til at udtrykke sig (hensigtsmæssigt). - Mentale
Den ramte tænker, føler og fortolker tingene anderledes end før. - Personlighedsmæssige
Den ramte reagerer og opfører sig anderledes end før.
Hanne Gade og Pia Berg fortæller hver især om parforholdet efter hjerneskade.
De to kvinder er begge pårørende og nu veninder som deler deres erfaringer
som ægtefælle til en mand med en erhvervet hjerneskade.
Parforholdet forandrer sig
På et tidspunkt i dit liv forelskede du dig i en personlighed og en måde at være på. Når den person har ændret sig – er det så stadig den du elsker? Det er et spørgsmål som nogle i et hjerneskaderamt parforhold må stille sig selv hver eneste dag, mens andre aldrig bliver det mindste i tvivl. Begge dele er lige legitimt. Kærligheden til et andet menneske hænger tæt sammen med hvordan den anden får os til at have det – og det ændrer sig når personen ændrer sig. Derfor føler især pårørende det som om de har fået en anden partner. Måske endda en som de aldrig ville være faldet for.
Det er dog vigtigt at have i baghovedet at alle forhold forandrer sig over tid – også uden at de er ramt af sygdom og skader. Det er urimeligt at forvente andet. Det er korrekt at en hjerneskade sætter parforholdet på sit livs prøve, men den er ikke automatisk lig med skilsmisse. Der findes hjerneskaderamte par som genopdager kærligheden. Par som sammen omstiller sig til den nye situation. Og par som går i stykker fordi forholdet aldrig ville have kunnet bære nogen som helst form for ændring af den fastsatte kurs. En stor del af de par som går i stykker når den ene bliver ramt af en hjerneskade, ville alligevel have brudt med hinanden på et tidspunkt. Skriv dig bag ørerne at problemerne i de parforhold der går galt, sjældent skyldes hjerneskaden alene.
Sammen men hver for sig
Parforholdet behøver ikke at ende selvom den ramte må flytte i et botilbud eller på et plejehjem på grund af hjerneskaden. Nogle par finder ud af at blive sammen alligevel. Det gælder særligt par som har mange år sammen, måske med fælles børn, og hvor parterne ikke kan forestille sig et liv uden den anden og ikke har tænkt sig nogensinde at skulle have et nyt forhold med en anden. De fleste af de par holder dog op med at have sex. Forholdet er baseret på hengivenhed baseret på de mange år parret har haft sammen inden skaden. Der er dog nogle som det lykkes for at bevare den romantiske relation, og nogle af de par har fortsat sex. Afhængigt af handicappet kan det være nødvendigt at personalet på bostedet giver støtte til og vejledning om sex i jeres nye situation.
En aneurisme og en medfølgende hjerneskade sætter en stopper for mange års nært samliv.
Jette kan ikke længere bo hjemme, så de må finde en helt ny måde fortsat at være sammen på.
I klippet fortæller Flemming om det liv de har skabt efter Jettes hjerneskade.
Dine minder om parforholdet før hjerneskaden svigter dig
“Forholdshukommelsen” kan godt være temmelig lyserød, forstået på den måde at ikke alle minder om forholdet før hjerneskaden er helt i overensstemmelse med hvordan livet sammen virkelig var. Særligt i de første år efter hjerneskaden kommer man til at lave en opdeling hvor alt var perfekt før, og alt er dårligt nu. Tilsvarende er forestillingen om hvordan forholdet ville have været uden hjerneskaden, tit også meget lyserød. Fremtidens forhold var jo skabt af planer og drømme, men endnu ikke forstyrret af nogen virkelighed. Kun i de mest sjældne tilfælde er det realistisk at få livet og samlivet tilbage til hvad det var tidligere. Fordi der er sket permanente skader, men også fordi I undervejs får lagt et forskønnelsesfilter på billedet af hvad forholdet var tidligere.
Bevar håbet – men få styr på jeres prioriteter og forventninger til hinanden
I parforholdet kan være indbyrdes uenighed om hvordan tiden og energien skal fordeles. Nogle ser eksempelvis genoptræningen som den eneste rigtige investering af tid, energi og måske penge. De siger: “Vi kæmper sammen og lider vores afsavn, så bliver det bedre i fremtiden”. Andre foretrækker at stoppe den konstante kamp for bedring. De er kede af at genoptræningen tager al energi fra familien. De vil forholde sig til situationen som den er her og nu. Tiden brugt på træning giver et afsavn. De siger: “Det bliver måske ikke bedre uden træning, men til gengæld bruger vi tiden sammen”.
Det har stor betydning for jeres parforhold og syn på hinanden at I får talt sammen. Tal om hvorfor I hver især mener og vælger som I gør. Har den pårørende lave forventninger til den ramte, kan det signalere manglende håb og tiltro til at partneren kan klare det. Den ramte vil savne at mærke sin partners opbakning og støtte til sin indsats, og det kan stå i vejen for den potentielle udvikling og resultat af genoptræningen. Har den pårørende derimod høje forventninger, er risikoen for at denne bebrejder den ramte hvis udviklingen så udebliver, ret høj. “Hvorfor kæmpede du ikke hårdere?”. Den ramte vil føle sig svigtet og savne sin partners opbakning og støtte på trods af manglende fremskridt. Dette kan stå i vejen for den accept af situationen som er så nødvendig for jer begge.
Skal du blive i parforholdet efter hjerneskade eller gå din vej?
Det er en myte at det altid er den pårørende som vil ud af parforholdet. Også den ramte kan have sine grunde. Mange gange har personen mest af alt brug for fred og ro – selv fra dem som er nærmest. Vedkommende har skullet lære sig selv at kende på ny. I processen kan denne være nået frem til at det ikke kan ske under de aktuelle omstændigheder. Eller at situationen har for store konsekvenser for alle parter. Nogle gange bliver den pårørende blind for den ramtes fremskridt og fastholder personen i denne stilstand. Til sidst bliver det for meget.
Pårørende kan også have mange grunde til at bryde forholdet. Som nævnt kan forandringerne være så store at det føles som at have fået en ny partner. Måske kan man lære at elske denne, måske kommer man aldrig til det. Nogle pårørende giver op fordi de ikke kan mærke sin partners kærlighed eller interesse. Andre fordi den ramtes adfærd har ændret sig markant. Måske er den blevet grænseoverskridende.
Mange pårørende føler en stor omsorg for deres ramte partner og en forpligtelse til at blive. Andre er ikke parat til at give slip fordi de stadig er forelskede i den partner som denne var før skaden. For nogle bliver det dog med tiden indlysende at den eneste vej fremad er hver for sig. Her gælder at der ikke er nogen grund til at trække pinen ud. Mange fortsætter med at have en relation til hinanden selvom det romantiske forhold stopper.
Når adfærden bliver grænseoverskridende
Den ramtes adfærd bliver i enkelte tilfælde så grænseoverskridende at forholdet må stoppe, uanset om det holdes oppe af kærlighed eller pligt. Ikke bare samlivet er i fare, men også den pårørendes ve og vel. De færreste pårørende kan over tid holde til ekstreme ændringer af den ramtes personlighed. Er du pårørende i den situation, skal du gøre dig bevidst hvordan situationen påvirker dig. Hvordan har du det? Kan du mærke dig selv? Kan du elske dig selv? Der er en grund til det hvis dine eller dine omgivelsers alarmklokker ringer. Tal med andre i dit netværk, andre pårørende, din læge, fagprofessionelle. Få hjælp til at træffe de svære beslutninger.