JEG HAR VÆRET HELDIG
I 2020 da Dorthe var 49 år, fik hun en hjerneskade som følge af en aneurisme. Hun faldt om i sit hjem, hvor hun befandt sig alene, men var så utrolig heldig, at blive fundet af sin barndomsveninde, der ville se efter hende, fordi de egentlig havde aftalt, at mødes og gå tur med hundene. Her fortæller Dorthe om sit livs krise og oplevelsen, der ændrede den kurs, hun oprindelig havde sat.
Det er en kæmpe livskrise at få en hjerneskade, er det ikke?
Jo, bestemt. I min journal står jo, at da jeg vågnede på Rigshospitalet fra min to og en halv måned lange koma, var der ingen reaktion i hele den venstre side af min krop. Helt lammet var jeg. Mine døtre fik beskeden, at: ”vi kan ikke sige med sikkerhed om førligheden kommer tilbage hos jeres mor”. Beskeden var også, at lægerne ikke var sikre på, om jeg overhovedet overlevede. Så det har bestemt ikke været en sjov tid for dem. Jeg har det imidlertid godt nu. Der må være nogen eller noget, der har holdt hånden over mig.
Hvordan har dit genoptræningsophold været?
Jeg kan ikke huske noget fra min tid på Rigshospitalet, hvor jeg lå i koma i 2 ½ måned, men kan godt huske min tid på Hvidovre Hospital, som jeg blev overført til efter min opvågning fra komaen. Da tiden kom, hvor jeg blev udskrevet fra hospitalet, placeredes jeg på et plejehjem med rehabiliteringsafdeling. Dér lå jeg blandt gamle mennesker i alderen 70 til 90 år og følte mig ret malplaceret. Jeg lærte dog en sød ældre dame at kende. Hun var i 70’erne, og vi udviklede et venskab, som vi stadig holder ved.
Efter hjemkomst fra plejehjemmet til min egen bolig fik jeg mulighed for at gå til genoptræning i et genoptræningscenter i min by, Korsør. Det er et sted med kommunale fysio- og ergoterapeuter. Dér varede træningen omkring 2 timer hver tirsdag og torsdag. Om tirsdagen havde de valgt at lave træningen udendørs. Om torsdagen trænede vi indendørs. Det var højsommer, så jeg holdt mest af, at træne om tirsdagen, hvor vi kunne være ude. Som afslutning fik vi en gratis prøvetime i et almindeligt lokalt træningscenter i byen. Behandlerne synes jo, det er vigtigt, at folk træner videre på egen hånd. Derfor træner både min kæreste og jeg stadigvæk ved maskinerne henne i vores lokale Loop Fitness Center.
Får du praktisk hjælp til noget i dag?
Nej, overhovedet ikke. Jeg kan alting, undtagen at løfte tunge ting, men det kunne jeg heller ikke før aneurismen. Årsagen er en gammel rygskade, hvorfor jeg har haft fleksjob siden 2003. Jeg har arbejdet som bogholder, og det gør jeg stadigvæk.
Har du gener som følge af hjerneskaden?
Jeg har lidt problemer med balancen og kan for eksempel ikke side på hug, for så vælter jeg. Det er også svært at stå på et ben og samtidig løfte det andet ben og tage en sok på foden. Jeg skal helst sidde ned på en stol og gøre dette. Det blev også sværere at få sko på, og derfor har jeg købt et skohorn. Dog kan jeg sagtens cykle. Mine døtre og min barndomsveninde hjalp mig meget i starten, da jeg ikke kunne alt selv herhjemme. Jeg var så heldig, at jeg måtte ringe efter dem, hvis der var nogle småting, der drillede. Det betød meget.
Jeg lider nu af det, der kaldes ”invaliderende træthed”. Jeg er træt hele tiden og sover ofte mange timer. Derudover har jeg fået indopereret en shunt i hjernen, der virker godt, som et dræn og, som kan dræne blod og vand væk fra hjernen, hvis der skulle blive problemer igen. Denne shunt har i lang tid, engang imellem, larmet, som en summende bi i mit hoved, men det er den heldigvis stoppet med. Jeg er blevet meget glad for, at høre musik og er begyndt, at sove med baggrundsmusik hele natten. Det er godt for mig.
Det var helt uvurderligt at have mine døtre og min barndomsveninde ved min side under mit sygeforløb. Jeg var og er også utrolig glad for mine fire katte. De har en beroligende indvirkning på mig. Kattene og min hund glædede jeg mig helt vildt til at gense, da jeg lå syg. Forresten siger videnskaben, at katte har en positiv indvirkning på folk med forhøjet blodtryk. Blodtrykket falder nemlig, når man sidder og aer en kat.
Ved du, hvorfor du blev ramt af aneurismen?
Jeg spurgte en læge på hospitalet, om der var en årsag til min aneurisme. Han sagde, at stress, for højt blodtryk og rygning kunne være nogle af årsagerne. Jeg havde faktisk været i behandling for højt blodtryk i mange år, så derfor tror jeg ikke, at jeg havde for højt blodtryk på tidspunktet for aneurismen. Jeg røg derimod cigaretter, og måske var jeg også lidt stresset, men ikke voldsomt stresset. Jeg stoppede selvfølgelig med at ryge, og det begynder jeg aldrig på igen. Det ville jo være med livet som indsats.
Hvad har været din største udfordring i forbindelse med din hjerneskade?
At få styr på mit følelsesliv har været den største udfordring. Da jeg vågnede op efter 2 ½ måneder i koma, opdager jeg, at de følelser jeg havde haft for ham, der på dét tidspunkt havde været min kæreste igennem ni år, de er væk. Når sygeplejerskerne gav mig min telefon og sagde ”det er din kæreste”, så tænkte jeg: hvad ringer han nu for? Hvorfor lader han mig ikke være?
Så skete der det underlige, at jeg begyndte at have følelser for en mand i mit nærmiljø, som jeg førhen ikke havde haft følelser for. Det var en mand, jeg aldrig havde haft et forhold til, men som blot havde været en ven, og desuden var han gift. Det var tydeligt for mig, at jeg pludselig havde udviklet følelser for denne mand, men alligevel prøvede jeg i tre måneder at videreføre forholdet til min kæreste igennem ni år. Det fungerede imidlertid ikke. Følelserne for ham var forsvundet.
Jeg besluttede at fortælle ham det, som det var, og afsluttede forholdet. Min dårlige samvittighed, som situationen medførte, forsvandt, og jeg fik lidt mere ro på indeni. Følelserne for den gifte mand forduftede dog ikke. Jeg gik og håbede på, at de ville gå væk, men det gjorde de ikke. Det var meget frustrerende, ja faktisk ubehageligt. Det varede i omkring halvandet år. Jeg har analyseret situationen mange gange og er kommet frem til, at følelserne må have ligget i mig, før jeg blev ramt af aneurismen og den deraf medfølgende hjerneskade. Før har jeg nok bare været i stand til at undertrykke følelserne.
Da jeg begynder mit forløb på det kommunale genoptræningscenter, møder jeg så en helt tredje mand, Michael. Ham ender jeg med at blive forelsket i. Efter min hjerneskade plejede jeg jo at sige til folk: ”jeg har det svært emotionelt”, men efter forelskelsen i Michael faldt tingene ligesom på plads. Det har været det bedste for mig at møde ham, fordi jeg dermed kom fuldstændig ud af det følelsesmæssige kaos, som jeg stod i.
Var der problemer med følelserne for dine børn efter din hjerneskade?
Nej, mine følelser for børnene var stadig de samme. Jeg kunne også sagtens kende mine børn igen efter opvågning fra min koma. Vi kunne tale åbent om alting, og de var en kæmpe støtte for mig. Vi blev på et tidspunkt inviteret til et kursus i Slagelse for hjerneskadede og deres pårørende. Det var et godt forløb, som vi kunne deltage i over ti gange. Min yngste datter og jeg fulgte forløbet sammen. De første 5 gange var det kun for de pårørende. Min datter gik op i det med liv og sjæl, og det er jeg hende dybt taknemmelig for.
Har du nogle fritidsinteresser?
Min nye kæreste og jeg har valgt at gå til linedance. Det er faktisk ret sjovt.
Her på bordet i din lejlighed, hvor vi sidder lige nu, ligger en masse brikker fra et puslespil. Nogen er i gang med at samle det. Er det dig?
Ja. Jeg holdt også af at lægge puslespil før min hjerneskade. Lægerne siger, at det er rigtig god træning for hjernen. Jeg har over 200 puslespil. Jeg lægger dem igen og igen, så jeg holder træningen ved lige.
Er der noget, du gerne vil sige til andre, som har været eller befinder sig i samme situation, som dig?
Kæmp for det. Selvom det ser sort ud, og man for eksempel er lammet i kroppen, så kan situationen altså godt vende. Jeg var jo lammet i hele min venstre side, men i dag har jeg ingen nedsat funktionsevne eller nedsat føling i kroppen. Min krop fungerer, stort set, normalt.
Tekst: Kamilla Nørregaard, frivillig skribent hos Hjerneskadeforeningen
Opdateret august 2022
