FANDT MIN STYRKE GENNEM SVAGHED OG HANDICAP

På toppen af en schweizisk alpe mistede jeg både fysisk førlighed og kognitive evner. Begge tab har på forunderlig vis medført både øget livsindsigt og stor værdi.

Af en katastrofal livsomvæltning at være foregik det hele gabende kedsommeligt. Alligevel kunne en komiker sikkert have fået en sjov historie ud af den høje 43-årige dansker, der nu for tredje gang på sit snowboard stædigt insisterede på at komme op ad bjerget i Schweiz med en tallerken-lift. Kun for atter at sætte sig på enden ude i siden af liftsporet uden at kunne få netop den kropsdel med sig op.

Der var ingen smerter eller andet, der indikerede, at noget var helt galt, så jeg tænkte, at jeg bare havde mistet balancen og ikke kunne komme op, fordi jeg måske var ved at være for gammel til snowboard. Det ærgrede mig. Det var nemlig sådan en rar illusion af ikke rigtig at være fyldt fyrre, når jeg kunne stå i kø til lifterne med boardet under armen sammen med ’de andre unge’. Til sidst kom min svoger, i undren over hvor jeg blev af, ned til mig: ’Hva, så Lars, er du ok?’ ’Ja, ja, alt ok, jeg skal bare lige ha’ røven med mig og op!’ ’Nej, du er aldeles ikke ok, du taler sløret, og dit ansigt er helt skævt.’ Jeg mærkede, hvordan bekymringen i hans stemme forplantede sig til min maveregion, inden jeg besvimede.

Fastspændt på en båre fik jeg kørelejlighed ned ad bjerget bag en sne- scooter, og mindre end en time senere havde jeg haft mit første møde med en ct-scanner i dalen på hospitalet i Sion. Da jeg endelig slog øjnene op, var det min kærestes blik som mødte mig, ’Du har fået en blodprop i højre side af hovedet!’ Fuck, en blodprop, et af de rigtig grimme ord i min medicinske ordbog kun overgået af cancer og aids, – ’Bliver jeg rask igen?’ ’Tja måske, men der kommer til at gå nogle år med genoptræning, din venstre side er fuldstændigt lammet.’ Altså ingen quick-fix, men tvangsindlagt til en masse hårdt arbejde.

Det blev nu afgørende at genopfinde mig selv som HANDICAPPET, – et fy-ord, der for syv år siden, før blodproppen, var helt utænkeligt, at jeg nogensinde skulle bruge om mig selv. Jeg var i min egen opfattelse stærk, usårlig og selvstændig – uden behov for andres hjælp. Handicappede tænkte jeg på som svage og skrøbelige, – dem som intet kunne uden andres hjælp.

Venstre arm hang dødt ned, min balance var elendig, og jeg var usikker på benene. Synlige fysiske skavanker, som jeg konkret arbejdede med i min træning. Det var straks værre med de usynlige skader og problemer. Jeg lavede ofte lange umotiverede pauser midt i en sætning. Jeg havde mistet mit overblik, og tabt tidsfornemmelsen. Det sværeste ved disse skader var, at de var umulige for mig selv at se. Så hvis folk påpegede dem, blev jeg irriteret. Især som jeg fik bedre styr på nogle af de synlige fysiske skader, og derfor troede, at jeg nu var godt på vej, oplevede jeg deres bemærkninger som, at de tog fejl, og at de ligefrem løj for mig.

HVEM ER JEG NU

Jeg led også af såkaldt manglende sygdomserkendelse, et kognitivt fænomen ved blodpropper i hjernen, hvor den nægter at erkende, hvor syg man egentlig er. For mig var det simpelthen for skræmmende at forstå min egen situation, som på ingen måde passede ind i det billede, jeg havde af mig selv som en usårlig, stærk og stabil mand.

En del spørgsmål begyndte at trænge sig på. Hvem var jeg i min nøgne eksistens løsrevet fra mine vante omstændigheder i fysisk formåen? Hvilken værdi havde mit liv som en mand, der stort set ikke kunne noget længere. Ikke kunne bære, ikke løbe, danse, klappe, ikke tage min kone i missionærstillingen eller slå et søm i væggen. Selv den mindste lille ting var blevet meget besværlig, hvis ikke ligefrem umulig.

Jeg indså langsomt og med sorg, at min karriere som skuespiller var slut. Det var et stort identitetstab og et vendepunkt, fordi det at være skuespiller var mere end bare end et job. Det var i høj grad også min identitet og en måde at leve mit liv på. Jeg følte tydeligt, hvordan andres interesse steg, når jeg sagde, jeg var skuespiller. Altid med stort behov for andres ros, brugte jeg meget energi på at opnå deres anerkendelse. Derfor var det også vanvittig svært, da jeg måtte indse, at min daværende chef på det reklamebureau hvor jeg arbejdede som redaktør, hverken var ond eller uforstående, da han til sidst fyrede mig på grund af de mange fejl, jeg stadig lavede atten måneder efter blodproppen.

Med proppen blev jeg pludselig ramt af en svaghed og skrøbelighed, jeg aldrig havde troet mulig. Noget jeg blandt andet fik at mærke, da jeg endelig smed krykken – det synlige tegn på ’her kommer en handicap- pet’ – og folk nu kunne slippe deres tvangsmedlidenhed. I dag enten skubber folk eller går ind i mig, hvis jeg ikke flytter mig hurtigt nok i køen til bussen eller på gaden, ligesom unge drenge i flok af og til gør nar af min humpende måde at gå på. Jeg oplever ofte den holdning, min dårligt gående svigermor på et tidspunkt efter proppen gjorde mig opmærksom på, ’Du kan lige så godt vænne dig til, at når du ikke går normalt, tror folk heller ikke, du kan tænke.’

JEG HAR IKKE TABT, FØR JEG GIVER OP

Jeg sad nøgen og fastlåst i handicap-fælden. Alt det tøj, jeg tidligere havde iklædt mit liv og identitet var blevet taget fra mig. Jeg havde valget mellem at give efter for håbløsheden eller finde nøglerne til vejen videre frem, forvandle min personlige tragedie til sejr og forandre mit tab til menneskelig fremgang.

Jeg gjorde det til min overbevisning, at jeg aldrig havde tabt, før jeg gav op. Det var de små sejre, og opmærksomheden på dem, som langsomt fik mig i gang igen. Som at klare lynlåsen i vinterfrakken med én hånd, lykkes med at lave en omelet til frokost eller selv finde vej med offentlig transport. Det tager ofte ulideligt lang tid, men det lykkes altid til sidst, og jeg kan indkassere endnu en sejr over proppen, hvilket får selvværdet til at vokse.

Den identitet, jeg tidligere fandt ved at være stærk og stabil i min rolle som beskyttende mand og far, viste sig at være et skalkeskjul for min svaghed og sårbarhed. Med et lynnedslag oplyste mit liv netop den sårbarhed og svaghed og tvang mig til at stå ved og tage ansvar forden. På forunderlig vis har det skabt en åbning til at forbinde mig dybere med andre mennesker. Jeg er nu nødt til at møde dem autentisk og i min egen ret – med al min fysiske svaghed stillet til skue.

Jeg er ikke længere iklædt en rolle, hverken som den stærke, usårlige mand, eller som interessant skuespiller, men derimod bare mig selv som mand og menneske. Det har sat mig fri til at give slip på bekymringen om, hvad andre mennesker synes om mig, og styrket mit selvværd. Derfor føler jeg mig også i højere grad oprigtigt vellidt og elsket i mine relationer.

Det har gjort mig gladere og mere taknemmelig for små ting og livet i almindelighed – jeg tuder mere nu, af lykkefølelse vel at mærke. Den gift, som inficerede mit liv i form af en blodprop og handicap, har jeg forandret til medicin i form af selvværd og livskraft.

Proppen har været en mærkelig oplevelse af at få vendt alting på hovedet. Alt det, jeg tidligere troede var mit bedste jeg og min største styrke, var jeg nødt til at miste for virkelig at blive stærk som mand og som men- neske. Jeg har omskrevet det gamle ordsprog om, at “hvad man ikke har i benene, må man have i hovedet” til: Hvad jeg ikke har i benet og venstre arm, har jeg fundet i hjertet i form af selvværd og fordybede relationer.

Denne indsigt er uomtvisteligt mit livs største sejr. Jeg havde brug for en hjælpende hånd for at få den, eller som Felicia, min 7-årige datter, af og til spørger, når vi går en tur, og hun synes, det går for langsomt, ’Far, vil du have en datter-hånd?’ Af og til kan man blive helt flæbende lykkelig over at få hjælp.

Lars’ fortælling blev bragt i Hjerneskadeforeningens medlemsblad Hjerneskadet 3 – 2016

Tekst: Lars Lippert
Foto: Privat

Opdateret juni 2022