Tro, lidenskab, vilje og opbakning hjalp Dorte med at tage sproget tilbage efter en blodprop i hjernen.
“Jeg vidste præcis, hvad jeg ville sige, men der kom bare mærkelige lyde ud af munden på mig”
Dorte Veien reflekterer over det, der i 2021 rev hendes liv op ved rødderne – en blodprop i hjernen. Et delvist eller fuldstændigt tab af evnen til at bruge eller forstå sproget – afasi sendte den universitetsuddannede kvinde fra chefstilling til børnehaveniveau på få sekunder. Blodproppen stjal hendes sprog, men med vilje, tro, lidenskab og opbakning tog hun det tilbage igen.
Dorte er 57 år, den skæbnesvangre onsdag 9. juni 2021, hvor hun arbejder hjemmefra i sin Østerbro-lejlighed på 4. sal – 700 meter fra Parken i København, hvor fodboldspilleren Christian Eriksen tre dage senere falder om med hjertestop. Ud på eftermiddagen trasker hun ned til kiosken på den anden side af gaden, men kommer ikke hjem igen den dag – først tre uger senere.
Det trykker i armen, hun fumler rundt i opgangen og falder, et par blå mærker bliver til mange, og hun kan ikke lede nøglen ind i nøglehullet til lejlighedens store, tunge trædør. Da naboen dukker op, kan Dorte ikke sige, hvad der er sket. Hun ved ikke, at hun har fået en blodprop i hjernen og sidder ved enden af det liv, hun har haft. “Jeg tror ikke, jeg tænker, at nu går det hele galt. Jeg tror, jeg tænker, at det går nok det her, det går over,” fortæller hun – men det gjorde det ikke.
En brutal oplevelse
Vi drikker danskvand, spiser saltnøder og snakker. I Dortes lyse 4-værelses lejlighed blandt moderne kunst på væggene, møbler med et klassisk dansk 50’er-design og fyldte bogreoler, snakker vi om Dortes lange og meningsfyldte liv, universitetsuddannelsen, krævende job, familie og venner.
Dorte har været museumsinspektør, haft en forskerstilling på Nationalmuseet og senest været chef for 25 medarbejdere i Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS), hvor hun har varetaget vores kulturarv – de fredede fortidsminder. Et nuanceret sprog har været en forudsætning for det arbejdsliv, der en sommerdag i 2021 blev forandret for evigt.
“Det er så skrækkeligt, når man ikke kan sige det, man gerne vil.”
Jeg glemmer helt, at det kun er 2 år siden, Dorte lå lige ude på den anden side af døren og rodede forvirret rundt med forslået krop og en fatal skade på hjernens sprogcenter. Hun virker – ja, undskyld udtrykket – “helt normal”.
Hvordan gør man det? Rejser sig og stiger på livets tog igen, når man er faldet fra tinderne på få sekunder og blevet sat tomhændet af på noget, der minder om en endestation. Det gør man vel ikke bare lige?
“Nej, jeg skulle lære alt fra bunden, som et barn i børnehaven. Du kunne have sagt, at en ko siger wuf wuf, og jeg havde troet på det.”
“Hvad hedder det, du ser Dorte? Ja, det ved jeg da virkelig ikke!”
“Det er en brutal oplevelse, at den ene dag sidde i et ansvarsfuldt job som chef nede i Nykøbing på Falster, og et par dage senere sidde som hjerneskadepatient på Bisbebjerg Hospital i København og forsøge at forklare lægerne, hvad tændstikfigurerne laver på de tegninger, de giver mig.”
Dorte tog sproget tilbage med systematisk træning
Efter opholdet på Bispebjerg gik Dorte op ad trappen til den lejlighed der før og efter blodproppen, al test-hurlumhej, alle samtaler med læger, terapeuter og talepædagoger, var fuldstændig den samme – men det var Dorte og Dortes liv ikke. Og de 3 uger på Bispebjerg var bare en lille brik i det vanvittige puslespil, det er at samle sit sprog igen, når man har fået afasi.
“Da jeg kom hjem den dag, tog jeg min cykel og cyklede en tur – selv. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at finde ud af, om jeg kunne cykle. Det kunne jeg godt, så var det på plads. Det var på den måde, jeg fandt vejen frem. Jeg testede, udelukkede og trænede systematisk.”
“Jeg lavede en plan for min egen udvikling med øvelser hver dag, som jeg havde fået med fra Bispebjerg. En have, hvilke ord er der i den? Havemøbler, fliser, kost, træer, jord, græsplæne – og hvad bruger man fx kosten til? Koster man, eller fejer man? På samme systematiske måde tyggede jeg mig igennem bøger. Jeg skrev ned – hvad der var hvad – lavede resumeer og læste dem højt for mig selv.”
“Jeg er ikke typen, der sætter mig ned i et hjørne og venter på, at tingene løser sig. Men selvom jeg har vilje, havde jeg ikke klaret det uden familie, venner, naboer og professionelle, der har kæmpet sammen med mig. Der er ikke nogen, der har sagt, ej, skulle du ikke lade være med det, var det ikke bedre at … ? Osv. De har givet mig opbakning og plads, men også vist mig vejen.”
“Kun et par dage efter jeg kom hjem, rev min familie mig med i sommerhus. Vi skulle snakke, grine, græde, spille kort. De lod mig ikke slippe for at arbejde med sproget.”
“Det havde nok været lettere at bare sidde hjemme – selv, alene og slippe for at vrøvle, men så havde jeg aldrig taget sproget tilbage. En del af kampen var jo at blive frustreret og ked af det, som da jeg første gang skulle ringe til banken eller til fodterapeuten. Jeg kunne ikke sige noget sammenhængende, det var forfærdeligt, men det var et skridt på vejen.”
Som en del af genoptræningen læste Dorte bøger, skrev resumeer og læste dem højt for sig selv.
Tilbage på pinden
Dorte har en skade i hjernens sprogcenter, hun har afasi og er afatiker – men jeg har stadigvæk en tendens til at glemme det. Når vi sidder her og taler sammen ved spisebordet til duften og lyden af tung sommerregn gennem de store, åbne vinduer. Her, hvor Dorte har siddet dagligt de 12 år, hun har boet i lejligheden – med og uden sin nu 24-årige søn, med og uden sit sprog. Så oplever jeg ikke, at den der afasi overhovedet skulle være et problem for hende heller ikke på en arbejdsplads.
Dorte havde da også forestillet sig, at hun skulle fortsætte, hvor hun slap, da hun kom tilbage på kontoret i januar 2022 – 6 måneder efter den skæbnesvangre dag i opgangen – men sådan blev det ikke. For selvom arbejdspladsen troede på det, og Dorte troede på det, så kom ordene bare ikke, som de gjorde i gamle dage, og værktøjskassen med sprognuancerne var ikke længere af slagsen med hjul, skuffer og håndtag, men mere, som en lille pilleæske.
”Nu begynder jeg at sige noget, som jeg faktisk ikke aner, om jeg kan gøre færdigt.”
“Jeg måtte indse, at chef for 25 medarbejdere var ikke den rolle, jeg skulle tilbage i, da jeg startede op på fuld tid igen – det var hårdt, og er det stadigvæk.”
“Pludselig, når jeg skal sige eller skrive noget, som jeg ikke er godt forberedt på, skal jeg lige tjekke, at jeg har ordene. At argumentere og diskutere er også svært, jeg bruger for meget tid på at finde de rigtige ord. Jeg siger jo ikke noget, der er åndssvagt, men jeg starter måske sætninger, jeg ikke kan gøre færdige.”
“Men med en forstående arbejdsgiver har vi fået byttet rundt på rollerne. Jeg er ikke længere chef, men konsulent og kan bruge min livslange erfaring og hjælpe mine kollegaer i et tempo, jeg selv kan styre. På den måde arbejder jeg med det samme stof, bare på en anden måde.
“Det har krævet og kræver en kæmpe indsats fra alle omkring mig. I starten de kollegaer, som skulle hjælpe mig i gang. Nu min chef, som lader mig gøre alt, men på mine præmisser.”
“Jeg kan næsten alt igen, men ikke helt på samme måde.”
Når livet bliver fyldt med familie og venner
Jeg ser Dortes øjne bliver blanke, inden hun forsigtigt nævner, at “alt var bedre før”. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger jeg. Noget, nogen vil mene, er en ringe trøst, når man som Dorte har fået sit liv revet op ved rødderne. Vi snakker lidt om det, men diskuterer ikke. Dorte smiler igen og konstaterer, at “det er sandt, i hvert fald i forhold til familie og venner”.
“Spørger du min familie, vil de sikkert mene, at de mærker mere Dorte i dag. Før blodproppen var det mere Dorte og styrelsen, arbejdet – når vi var sammen. Jeg lagde det aldrig fra mig, det gør jeg nu. Jeg behøver ikke længere at levere på samme niveau … Eller jo, gerne på det samme niveau, men ikke i samme omfang.
“Måske har det været godt for mig at fylde mit liv med mere familie og venner – jo, selvfølgelig har det det. Det er næsten til at græde over, at man kan tænke anderledes, ik’? Det er jo det, der er det vigtigste.”
Lær at sige ja, ikke nej
At ikke bare sidde hjemme, men sige ja til at komme ud blandt venner, ud i samfundet og ud i hverdagen – blive tvunget til at bruge sproget igen. Det har været vigtigt for Dorte. I starten var det svært, hun var bekymret. Noget, hun ærgrer sig over i dag, fordi “det var der ingen grund til, folk forstår og hjælper, når man melder ud.”
Du fortalte mig, at du havde sagt nej tak til naboens invitation til en Marokko-rejse, du var ikke klar. Hvis vi mødes igen om et par år, har du så sagt ja?
“Ja, det har jeg – jeg mangler bare at få de engelske ord på plads, dem har jeg overhovedet ikke styr på endnu. Jeg ved, det er nemmere, hvis jeg taler langsomt, men det har sgu altid været svært for mig. Det har intet med blodproppen at gøre.”
På to timer har jeg mærket mere livsglæde og højt humør, end jeg har gjort i måneder. Dorte lever livet levende og afslutter de fleste sætninger med at grine eller grine af dem. Jeg har grinet med hende, og vi griner begge to, når hun alt for sent sender mig hjem.
“Nå, nu skal jeg altså ud med min kusine og spise middag på Søpavillonen, det der gamle dansested inde ved søerne i København, men jeg skal på arbejde i morgen, så det bliver uden dans for min del … ”
Dorte tog sproget tilbage med:
Tro
Troen på at kunne klare det, men også troen på andre mennesker.
Lidenskab
At have noget at kæmpe som arbejde, familie eller venner.
Vilje
Viljen til at hele tiden tage systematiske skridt og opnå de små mål.
Opbakning
Opbakning og indsats fra familie, venner og professionelle.
Jeg vidste præcis, hvad jeg ville sige: interview med Dorte Veien om at få afasi
Tekst og foto: Peter Brinch, fotograf og journalist
Opdateret juli 2023