Få gang i sexlivet efter en hjerneskade – råd og strategier

Rigtig meget af det som står i vejen for at sexlivet  efter en hjerneskade bliver godt igen, kan der gøres noget ved. Der er naturligvis en mindre gruppe ramte som ikke længere fysisk vil kunne gennemføre et normalt samleje, og der er par som det ikke lykkedes for at genfinde hinanden i sengen. Men ønsker både du og din partner at genoptage eller forbedre jeres sexliv, gælder at er der vilje, er der ofte også en vej.

Hav i baghovedet at generelt er det en regel efter hjerneskade at tingene ikke bliver som før – men før var ikke perfekt. Sæt ikke barren for højt fra starten. Du kan altid flytte barren højere op, men det gør ondt at skulle sætte den ned igen.

Identificer problemerne

Du er nødt til at vide hvad problemerne er, før du ved om du kan fikse dem, og i givet fald hvordan du skal fikse dem. En del af de almindelige problemer i sexlivet efter en hjerneskade kan der være flere årsager til.

Gå langsomt frem

Livet med en hjerneskade eller med en hjerneskadet partner lærer dig tålmodighed på et særdeles højt niveau. Det skal du også bruge når I arbejder på at få jeres sexliv i gang igen. Acceptér at to skridt frem og et tilbage er et grundvilkår.

Hav tydelige aftaler

I kan komme til at overskride grænser hos hinanden fordi I ikke kender dem. Jo tydeligere aftaler I har, og jo mere I har sat ord på, jo mere tryg bliver sexakten.

Webinar om seksualiteten og sexlivet efter en hjerneskade.
Vært: Bente Juul, VISO-konsulent fra Hjerneskaderådgivningen i Odense

Sanseøvelser og sensualitetstræning

Sanseøvelser og sensualitetstræning er en måde hvorpå I kan få lært jeres egne og hinandens kroppe og reaktioner at kende igen i et tempo hvor I hver især kan følge med. Langsomt får I udforsket hinanden og afstemt jeres ønsker og forventninger, dels ved at I fysisk viser hinanden hvad I kan lide og ikke lide, dels ved at I taler om det I føler undervejs.

Sanse- og sensualitetsøvelser er i mange tilfælde øvelser hvor I afgrænser eller blokerer for en eller flere sanser. Øvelserne kan nemt laves med de ting I allerede har i hjemmet, og de kan med fordel være tidsbestemte. I skal være enige om at der ikke må være et seksuelt pres på nogen af jer når I laver disse øvelser, samt at I begge har ret til at stoppe en øvelse når som helst.

Formålet er at I får genoptrænet jeres lyst, ikke at I skal have sex lige nu, i aften eller i morgen. Både jeres kroppe og jeres hjerner har brug for at I giver tid til at komme i seksuel form.

Eksempler på øvelser

Du kan google dig til flere.

  • Tag/giv bind for øjnene 

    Fjerner du en sans, skærpes de andre. Prøv at lege med dufte, lyde, smage og berøring.
  • Udpeg et opmærksomhedspunkt 

    Vælg et område af kroppen som skal have al opmærksomheden. De andre områder er forbudte at røre mens øvelsen står på.
  • Giv massage
    Skab ro og stemning med varme, lys, lyd og dufte.
  • Brug redskaber
    Mange ting i hjemmet kan bruges til berøring og vækning af san- serne: forskelligt stof, børster, fjer, isterning etc.
  • Overgiv dig
    Vær passiv, og modtag din partners berøring. For nogle fungerer det ekstra godt at lade sig binde imens. 


Planlæg sexlivet efter en hjerneskade

I de fleste hjerneskaderamte familier må spontaniteten vige for struktur og planlægning. Det gælder både i hjemmet og i sexlivet. Det hjælper en del par at planlægge sig til et godt sexliv.

Sæt sex på skemaet

Sæt sex ind i jeres ugeskema eller kalender, så det står som en aftale I ikke kan løbe fra, eller aftal mundtligt faste tidspunkter eller ugedage. I kan også aftale fra gang til gang hvornår I skal have sex igen.

Giv en tydelig påmindelse

Aftal tydelige signaler som fortæller den anden at “nu vil jeg være sammen med dig”. Et lille signal kan være nok til at udløse initiativet.

Hav tid nok

Sørg altid for at afsætte god tid. Tid i begge ender af aftalen. Tid til at føle sig tryg. Tid til forberedelser (som at bade sammen) og til forspil. Tid til at tabe koncentrationen og finde den igen. Tid til at vække lysten – og måske blive færdig. Jeres sexliv skal aldrig være en jagt på orgasme, men derfor skal der alligevel være tid til at få en.

Fjern distraktioner

Alting kan stjæle koncentrationen: lyde, lys, lugte, bevægelser, spejlinger m.m. Fjern distraktionerne i soveværelset, men sørg også for at der ikke pludselig er en vaskemaskine som gør opmærksom på at den er færdig, eller at jeres planlægning ikke kolliderer med at skraldebilen kommer. Den ramte hjerne skaber også selv distraktioner. Det er derfor også vigtigt så vidt som muligt at få fjernet distraktionerne inde i hovedet.

Brug musik/lyde

Der findes musik og lyde udviklet til at holde fokus. Nogle mennesker falder til ro og koncentrerer sig til regnskovs- eller hvallyde, andre til lyden af et ur der tikker. Søg på nettet og i appbutikker, og prøv jer frem.

Forbered jer sammen

Tag et bad sammen, giv hinanden let massage, lyt til noget dejlig musik, tænd stearinlysene, skift til rent sengetøj og drik måske et enkelt glas vin sammen.

Brug porno

Billeder, blade og film kan hjælpe med at tænde lysten.

Pir hinanden med ord

Sig flirtende og frække ting til hinanden i løbet af dagen frem til jeres sexaftale. Eller skriv beskeder eller send billeder til hinanden.

Hav udstyret parat

Hjælpemidler, glidecreme, prævention m.m. må ikke være noget I pludselig skal lede efter. Hav det parat i skuffen, og sørg for at der er friske batterier i vibratoren.

Aftal hvordan I siger stop

Det skal være trygt at sige stop, hvis lysten eller koncentrationen forsvinder. Aftal på forhånd hvad der skal ske hvis den ene part stopper legen. Er det for eksempel i orden at den anden fortsætter og tilfredsstiller sig selv?