Jeg lærer energiforvaltning

Der er gået 4 måneder siden min operation. Jeg lærer at leve med, undersøge, eksperimentere, udforske og planlægge min hverdag med min hjernetræthed eller mentale udmattelse.
Der sker fremskridt. Alt det jeg lærer og øver mig i sammen med min neuropsykolog giver pote, og udviklingen går i den rigtige retning … Naturligvis er der dyk, hvor jeg bliver grebet af begejstring og fortsætter med det resultatet at jeg bagefter må være i opladerstationen i længere tid, end jeg havde forestillet og ønsket mig.

Hesten giver energi – men også udfordringer

Jeg har min egen hest, som er en af mine energigivere. Men det er også udfordrende fordi samarbejdet mellem min hest og mig fordrer at jeg har overblik, tager beslutninger osv. 
Derfor er jeg gået fra at ride i skridt inde på banen i maks ½ t, til nu her 2 mdr efter, atter at lægge sadel på og også inddrage lidt trav inde på banen. Det er stadig maks ½ time, jeg kan overskue, men det er ok.

Succesfuld ridetur i skoven

I går kom jeg så for første gang siden september sidste år (hvor jeg blev syg) på min første mini- og øve-skovtur. I samarbejde med min neuropsykolog havde jeg afstemt varigheden af turen med min ridemakker.
Jeg havde forinden fortalt hende om mine 4 håndtag, som jeg kan justere: varighed, rolle, ramme og intensitet. Derfor havde vi aftalt den forholdsvist korte tur vi skulle ride, det skulle kun foregå i skridt. Vi skulle ikke tale sammen under turen, og min rolle var blot at ride min hest og følges med hende.

Det blev en succes, jeg nød turen i fulde drag og har mod på at gøre det igen. Måske skal jeg ride denne korte tur mange gange, førend jeg er klar til og mentalt kan klare en længere tur. Men skønt var det.

Med ønsket om et smukt forår til jer alle

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra andre ryttere eller andre sportsfolk – hvad gør I? Hvad virker?

PS: I disse coronatider er det jo ikke muligt at mødes med ligesindede. Men I skal ha tak for jeres indlæg på bloggen. Det giver god hjælp og støtte at læse om hvordan i griber det an ….

Heidi