Jeg tager lige en kamp mere.
To et halvt år har jeg været under udredning.
Der sker ikke en fis.

Tager lige en kamp mere

Jeg har været under udredning for min lungefibrose siden kort efter coronaen begyndte. Der er ikke sket en fis. Og så er jeg åbenbart for tyk!

Ud over min senhjerneskade har jeg svær astma og lungefibrose som gør at jeg får arvæv i lungerne. Hvor der er arvæv, bliver de stive. Jeg ligger med lungebetændelse flere gange om året, og særligt vinteren er hård for mine lunger. I år har også haft lungebetændelse om sommeren. 2 stk.  inden for halvanden måned. Jeg har været under udredning siden corona begyndte. Først på Bispebjerg som for halvandet år siden sendte mig videre til Gentofte fordi de har forstand på lungefibrose. Halvandet år er gået, og der er ikke sket en fis.

Sådan er det gået

Den første læge jeg mødte, var en super sød kvinde. Hun sagde at de ville gøre alt for at finde en behandling der virker. Den næste læge var en meget arrogant mand. Jeg havde forberedt mig grundigt ved at skrive mine spørsmål ned. Dem skubbede han bare væk. Ville ikke høre dem. Jeg var tudefærdig. Bagefter måtte en sygeplejerske fortælle mig hvad han havde sagt. Han var ikke dansk, og jeg har kunstig hørelse, så jeg missede rigtig meget.

I samråd med min læge i mit eget lægehus klagede jeg over den arrogante læge, så jeg kunne undgå at komme ind til ham igen. Jeg har desuden lovet min egen læge altid at tage en pårørende med. Men gangen efter fik jeg en mail fra hospitalet om at en læge ville ringe til mig, i stedet for at jeg skulle komme til samtale på hospitalet. Men telefonsamtalen skulle foregå samme dag. Jeg havde derfor ikke en chance for at nå at få en pårørende med på medhør.

“Karl Smart”-læge nummer 2

Lægen der ringede var endnu en læge med kraftig accent. Han begyndte med at spørge hvor jeg arbejde som pædagog. Øh, jeg har været på førtidspension siden 2009 på grund af min hjerneskade. Jeg spurgte om han havde læst min journal. Den havde han kun skimmet, sagde han. Jeg måtte så fortælle at jeg fik meningitis og blodprop i hjernen i 2008 og har en senhjerneskade, balanceproblemer m.m. Han svarede ved at sige: “Vi har besluttet at afslutte dig – og du er også for tyk!

Jeg måtte sige at det ved jeg godt, men at jeg skam lever sundt. Ja, så måtte jeg spise mindre, sagde han. Jeg spurgte så hvilke redskaber han ville give mit lægehus da de ikke er lungelæger og ikke ved hvad de skal stille op med mig, når jeg ligger med voldsom lungebetændelse. Så kunne jeg få 1 lungekontrol og lægesamtale til oktober.

Efter den samtale tudede jeg virkelig meget. Jeg sad med en følelse af at jeg bare er en for tyk førtidspensionist der ikke er værd at bruge tid og penge på.

Hurra for min egen læge

Jeg har efterfølgende været hos min egen læge som er helt fantastisk. Der var hende som kaldte de to læger “Karl Smart”-typer. Hun fortalte mig også at grunden til at jeg har svært ved at tabe mig, er fordi jeg får så meget prednisolon. Hun sagde at hun syntes jeg skulle tage til den kontrol til oktober og tage min meget tætte veninde med. Det dur nemlig ikke at tage min mand, John, med, for han bliver ked af det og får ikke sagt noget. Min veninde, derimod, er også min handicapledsager er gammel politikvinde.

Min læge har også sagt at hvis de stadigvæk vil afslutte mig på Gentofte, skal jeg lade dem gøre det. Så vil hun lave en ny henvisning til Bispebjerg, for jeg skal følges af en lungelæge på grund af mine sarte lunger. På Bispebjerg har de altid behandlet mig som et menneske, ikke bare en “tyk førtidspensionist”.

Jeg vil også lige indskyde at lige efter samtalen med den lungelæge, fik jeg en periode hvor jeg slet ikke turde spise. Jeg fik dårlig samvittighed hver gang jeg puttede noget i munden. Det dur bare ikke, for jeg har jo også diabetes. Det betyder virkelig noget hvad sådan nogle arrogante læger får sagt, og hvordan de siger det.

Alt det her har resulteret i en omgang stress, og lige pt er jeg godt nok fri af lungebetændelse, men jeg er bare SÅ hjerneskadetræt. Jeg ser virkelig frem til at John og jeg skal på ferie her i august

Jeg er heldigvis nu tilbage på sporet af min sunde livsstil, og min læge siger at det er så fint.

Tak hvis du har læst med hele vejen.

FORENINGEN

Bliv medlem