Dagen hvor jeg tydeligt mærkede hjerneskaden igen

Jeg havde en tid til ultralydsscanning af min skulder på en klinik på Peter Bangs Vej. Jeg har havde nemlig stadigvæk vildt ondt fra første vaccinestik. Jeg tror, lægen må have ramt en sene.

På klinikkens hjemmeside stod, at det var 9 C. Det tastede jeg så ind i min mobils GPS og cyklede hjemmefra kl. 10. Jeg skulle være der 10.30. Det tager cirka 16 minutter på cykel, så jeg var i god tid. Der var bare ikke noget nummer 9 C på adressen, viste det sig, da jeg nåede frem.

Jeg har været der for en del år siden, så jeg cyklede hen til den indgang, jeg brugte dengang. Den var lukket. Men der stod, at man skulle bruge opgang 3 C. Da kunne jeg så småt mærke, min hjerneskade vise tænder, men jeg fortsatte.

Tiden nærmede sig 10.30. Jeg ledte efter 3 C, men der var ingen 3 C på nogen af de tavler, jeg kiggede på. Jeg ringede til klinikken. Jeg var nummer 7 i køen.

Så viste min hjerneskade rigtig tænder. Lille Heksemor stod på Peter Bangs Vej med store vilde øjne, som var tæt på at løbe over af tårer. Jeg var tæt på bare at cykle hjem igen. Men jeg gjorde det ikke.

Tilbage til start

Jeg fik øje på en indgang, som flere gik ind og ud af. Den fik en chance, og jeg kom ind. Men mit tossede hoved var virkelig stresset. Når jeg er så stresset, har jeg rigtig svært ved at finde ud af noget. Jeg valgte at igen at ringe til klinikken og var igen nummer 7 i køen. Denne gang fik jeg dog lyttet til, hvad stemmen sagde. Den sagde: “Velkommen til røntgen og ultralydscanning på Peter Bangs Vej nummer 7!”. Altså tilbage til start.

Jeg valgte så at spørge en mand, der så ud til at arbejde i huset. Han mente, jeg skulle gå ned i kælderen, for der lå den klinik vist nok. Jg blev enig med mig selv om, at hvis den ikke gjorde, ville jeg cykle hjem. Så måtte jeg bare få en ny tid og have en ledsager med.

Men pyha, det var det rigtige sted. Jeg kom dog10 minutter for sent. Det undskyldte jeg over for damen i skranken. Jeg fortalte, at jeg ikke havde kunnet finde det og var meget stresset, da jeg har en senhjerneskade. Hun sagde: “ro på, du skal nok komme ind. Sæt dig bare hen og få ro i dit hoved. Så kommer en af mine kollegaer og henter dig ind til skanning om lidt”.

Da jeg sad og ventede, kom jeg til at tænke på, at det jo var lige der, jeg skulle have huskey min solsikkesnor. MEN DEN HAVDE JEG GLEMT. Så efter 13 år med hjerneskade kan den stadigvæk vise tænder. Derfor vil jeg fremover have min solsikkesnor på mig.