Open to work
Open to work. I 2020 dimitterede jeg som socialrådgiver efter en ufrivillig 9 år lang pause fra studiet grundet en trafikulykke og en traumatisk hjerneskade. Jeg var klar til at lægge verden ned.
Min hjerneskade er en ressource, men betragtes som en diskvalificering
Jeg modtager pt. førtidspension, men ønsker brændende et ordinært arbejde om end på nedsat tid, som er mit skånebehov. Jeg ønsker at få muligheden for at komme ud og bruge det jeg de sidste 13 år indirekte har praktiseret. Den socialfaglige tilgang til alt hvad jeg beskæftiger mig med. Men sådan skulle det ikke være, for når man som jeg ikke bare har en hjerneskade, men også har været uden for arbejdsmarkedet i så mange år, skal man ikke bare kunne sælge sig selv, men også overbevise en arbejdsgiver om at det vil være en ressource at ansætte en som mig.
Det kursus i retorisk iscenesættelse af sig selv og kunne performe til UG over for en arbejdsgiver der kan finde på at spørge i øst og vest om ens tidligere erfaringer, har desværre ikke været udbudt i min nærhed. Så jeg kan kun sælge mig selv på mine realkompetencer. Og i øvrigt håbe på at arbejdsgiveren kan og vil abstrahere fra detaljen at jeg har en hjerneskade. For mig er det nemlig ikke en diskvalificering, men en ressource. Skaden gør at jeg nok kender mig selv og mine begrænsninger bedre end så mange andre uden mine udfordringer. Og jeg tør stå ved det.
Rehabilitering har lært mig at holde fokus
Sygdom, sorg og død er et eksistentielt livsvilkår. Hjerneskaderehabiliteringen har lært mig at være målrettet og have fokus på at løse den opgave jeg møder, hvor umulig og hård den ellers måtte være. Det betyder at jeg kan bidrage med at opgaven jeg stilles overfor, bliver løst ansvarligt og etisk forsvarligt. I jobudførelsen har jeg fokus på detaljen og ikke mindst mennesket bag. Og opmærksomhed på, at møde borgeren der hvor de er.
Kan jeg virkelig ikke bruges til noget?
Det ændrer dog ikke på at jeg har været dybt frustreret og ked af det. Hvorfor kan jeg ikke få lov til at arbejde med det jeg er god til og brænder for? Jeg kan få lov til at komme i praktik næsten alt det jeg vil. Få lov til at snuse på en beskyttet måde, læs: begrænset i arbejdsopgaver og ansvar. Faktisk gør det mig både ked af det og fortvivlet. For hvem er man uden et arbejde?
Endnu engang bliver jeg i tvivl om hvem jeg er, fordi jeg åbenlyst ikke længere kan bruges noget sted. Ofte støder jeg på kommentarer som, “du ved ikke hvordan det er at gå på arbejde,” “du ved ikke det kræver når du bare går herhjemme.” Til det kan jeg kun informere om at det at have en hjerneskade i sig selv er et fuldtidsjob. Og at jeg ikke er i arbejde, er bestemt ikke selvvalgt. Jeg bytter til hver en tid gerne min hjerneskade ud med et fuldtidsjob. Vil nogen bytte?
Mange af mine dage føler jeg mig som en sofapude i hjemmet. En genstand der er god og blød at have i ryggen og ikke mindst konstant ventende på andre har behov for den. Men hvem har min ryg? Faktisk kun mig selv har jeg erfaret.
Det store hul i CV’et kan ikke dækkes
Da mit ønske utvetydigt er at komme i arbejde, har jeg måttet forsøge mig af andre veje. Forsøgt at dække mit store hul på CV’et. 9 år uden for arbejdsmarkedet er stadig en mavepuster. Derfor har jeg forsøgt mig af frivillighedens vej. Først i røde kors. Så som butiksansat, i Care link som poder under Corona, i Mødrehjælpen som koordinator for familiecaféen og kortvarigt i Forbrugerrådet Tænk som gældskoordinator.
Hyggelige jobs og dejlige kollegaer. Men ikke det jeg brænder for. Mit cv har fået arbejdsgivere og kompetencer på, men min erhvervede hjerneskade kan og vil jeg ikke løbe fra. Ofte skriver arbejdsgivere i jobopslag at de opfordrer alle til at søge uanset køn, alder og evt. handicap. Personer med et handicap kan endda ofte også søge med fortrinsret. Det betyder at du skal tages ind til en samtale hvis du vel at mærke har de nødvendige kvalifikationer. Men ligefrem indirekte at tvinge en arbejdsgiver til at tage mig ind til samtale, der står jeg af. Jeg vil gerne til samtale. Jeg vil gerne ansættes på grund af den jeg er, og de kompetencer jeg har. Ikke fordi de skal se mig, så det er jo noget af et dilemma når man som jeg virkelig gerne kan og vil arbejde omend på nedsat tid. Jeg er introvert, velovervejet og god til at fordybe mig. Jeg kan bevare koncentrationen og den røde tråd i opgaveløsningen, men det kvalificerer mig tilsyneladende ikke til at komme i job.
2023 skal være mit år
Mange begynder et nyt år med diverse nytårsforsæt. Mit er ikke et forsæt, men et nytårsønske. En kontrakt med mig selv om at 2023 skal være året hvor jeg igen kommer i lønnet job som socialrådgiver. Fra den 1. januar 2023 er der etableret en treårig forsøgsordning, hvor du må arbejde det du vil, uden at miste retten til førtidspensionen. Pensionen kan eventuelt gøres hvilende, men kan så genoptages hvis man stopper med at arbejde inden for den treårige periode.
Så 2023 skal være året hvor jeg skal i arbejde. Det må være muligt at der et sted på Fyn hvor jeg bor, findes en arbejdsgiver der kan bruge en som mig. En der brænder for sit fag og faktisk, modsat mange, kan lide og nyder at lave administrativt arbejde. Bunken med ansøgninger og afslag vokser, men jeg fortsætter ufortrødent. Wish me luck.
Line Buch Wassileffsky. Socialrådgiver. Open to work.
I disse dage
I disse dage drømmer jeg. I disse dage tvivler jeg. Jeg drømmer om at få foden ind på jobmarkedet igen. Men hvordan får man en kommende arbejdsgiver til ikke bare at se hjerneskaden?
Èn ulykke kommer sjældent alene
En ulykke kommer sjældent alene. Efter en hjerneskade er man altid bange. Man tror skaden er det værste, men det skræmmende er alt det som kommer bagefter.
Jeg er min værste fjende
Hvad sker der når man bliver sin egen værste fjende? Når de ydre og indre forventninger bliver til et uoverskueligt pres, der resulterer i mangel på energi.
Læg en kommentar
Du skal være logged på for at skrive en kommentar.