Dagen hvor min hjerne begyndte at bløde

For 12 år siden fik et lille blodkar i min hjernestamme et hul, og blodet sivede langsomt gennem dagen. Jeg fik det langsomt værre og måtte gå tidligt hjem fra job.

Det var fredag og næsten fyraften for andre.

Det kan ikke anbefales at blive syg på grænsen af weekend i Danmark. Alt går på lille blus. Man kan da ikke blive alvorligt syg i weekenden og skulle have livreddende behandlinger, skanninger af hjerne m.m. (Ironi kan forekomme her).

Herlev sygehus var 19 timer om at stille rette diagnose, på trods af at jeg vidste det var apopleksi. Men jeg kunne ikke vide at det var en 1 cm blødning og ikke en blodprop, kun at jeg ikke fik en markant bedring efter et stykke tid Det blev langsomt kun værre. Jeg kunne heller ikke vide hvor i hjernen det var galt.

Havde jeg vidst det, havde jeg nok insisteret på at komme før drukkenbolten og de andre med mildere symptomer.

Forkert diagnose fra begyndelsen

Jeg kunne ikke læse vagtlægens umiddelbare diagnose. Den var ragende forkert. “Migræne?” Skrev han. Så at man får føleforstyrrelse i hele højre side, et lammet øje og balanceproblemer er normalt ved en migræne???

Hvordan kunne jeg vide at jeg nok skulle overdrive mine symptomer og måske spille lidt skuespil for at få min diagnose hurtigere?

1 turnuslæge der skulle konsultere andre læger konstant til modtagelsen og nok 100 nye patienter den dag, var i hvert fald ikke godt nok. Afdelingen var underbemandet.

Udskrevet uden genoptræningsplan

Jeg blev udskrevet fra sygehuset uden genoptræningsplan, på trods af mit lamme øje og dobbeltsyn – og med kognitive skader som hverken de eller jeg havde opdaget, fordi de ikke undersøgte mine skader godt nok.

Efter indlæggelsen begyndte den hårde kamp for at kæmpe det tabte i det kognitive tilbage. Jeg opfandt træningsøvelser for øjnene og det kognitive. Jeg arbejdede mig tilbage til fuldtid. Det var en meget hård kamp.

Jeg måtte skifte branche fra IT til lavt lønnede ufaglærte jobs, selv om jeg har en videregående udannelse. IT jobs var for hårdt for min hjerneskade da det kræver meget læsning og videre uddannelse.

Mit liv 12 år efter hjerneblødningen

I dag har jeg et job jeg er glad for, og en forstående chef. Det hænger ikke på træerne med den forstående chef. Mit job med at bringe værnemidler ud i kommunen, køre Coronatests fra plejehjem til regionens opsamlingssted og styre lagret giver mig mange udfordringer, men jeg kan løse dem, og jeg føler mit job nytter noget. Jeg er kommet op på fuldtid indtil 31/3. Så må vi se om jeg har fået bevist at jeg er værd at beholde til andre opgaver også i teknisk afdeling.

Sådan en livsændrende dag som denne årsdag giver mange tanker og har gjort mig opmærksom på at nyde hvert sekund og hver lille blomst, solopgang eller åndedrag jeg ser eller tager. Jeg har fundet den gode måde at bruge min stædighed, og jeg har måtte lære lidt tålmodighed (selv om jeg ikke har meget tålmodighed fra natur af).

Husk nu at gribe livet og lære at sige pyt. Tak for at du læste det til ende.