Alvoren er lammende

Selvfølgelig er der stadigvæk folk der ikke er påvirket af situationen – det er deres sag. Vi med skader kan føle os ekstra udsatte, og tankerne er mange. Især når hendes majestæt Dronningen vælger at tale til hele Danmark. Dette er ikke sket siden 2. verdenskrig. Alvoren har lammet mange danskere, ikke mindst de mest udsatte: ældre og syge.

Karantæne

Min normale hverdag minder meget om den nuværende karantæne, udover at der er 3 livlige og til tider larmende børn i huset døgnet rundt. Jeg elsker mine børn højt! Men nogle dage er altså bedre end andre. Før virussen ordnede jeg 2-3 praktiske ting i hjemmet, og resten af tiden sov jeg. Det var jeg nødt til for at være frisk til når ungerne skulle hentes fra institutioner. Så jeg var altså ikke det mest sociale menneske før karantænen trådte i kraft.

Her i huset har vi lagt en plan som vi skal følge hver dag. Planen er lavet for at børnene kan have struktur og orden, men også for min skyld. Jeg har svært ved at overskue at skulle springe i forskellige retninger, så der er èn plan for hele karantænen. Det er simpelthen en overlevelsesstrategi, for jeg kan ikke fungere for hverken mand eller børn hvis mit hoved ”står af”.

Vores plan for hver eneste dag er:

• Morgenmad kl. 8
• Undervisning fra Randers regnskov kl 9.
• Daglige pligter, såsom opvask, vasketøj, oprydning mm. Alle hjælper til, også den mindste på 3 år.
• Efterfølgende fri (vi laver hånddukker, tegner eller spiller spil) til
• kl 12.30, hvor den mindste sover til middag. Her skal de store i gang med hjemmeundervisning indtil kl 14.
• Så er der middagsmad
• Bagefter skal alle i overtøj og ud i haven hvor vi laver bål, ordner have eller bare leger.
• Kl. 17 hjælper vi hinanden med madlavning
• Efter det har alle ”fri”.

Det lyder som en mindre militærskole, men faktisk fungerer det rigtig godt. Børnene har forståelse for hvor vigtigt det er at vi samarbejder. Meget mere end forventet. Det er simpelthen en nødvendighed for mig at vi har en plan som denne. Jeg har ikke energi til at klare det selv.

Jeg har jo stadig en skade

Det lyder så egoistisk i disse tider at sige at man har en skade. Folk bliver alvorligt syge i verden, og så sidder jeg og har ondt i mit hoved. Men lige nu bliver man nødt til at leve og forsøge at opretholde en normal hverdag, og min hverdag består altså i at energiforvalte og få det bedste ud af den energi jeg har. Jeg ser pressemøder, holder mig opdateret, bekymrer mig og tager alle de forholdsregler der er, til mig. Men hold nu da helt op hvor er jeg presset på alle fronter. Det er bestemt ikke noget der hjælper på mine eftervirkninger.

Folk derude stjæler håndsprit fra hospitalerne, holder fødselsdage og fester, stiller sig i køer for at hamstre mad. Og her sidder jeg og vil egentlig bare gerne være sund og rask. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har købt lidt ekstra mad og toiletpapir. Det gjorde jeg en sen eftermiddag med handsker på og håndsprit i lommen – før karantænen!

Jeg er gennemsyret af træthed. Træthed over folk der ikke kan forstå at det ikke kun er for at passe på sig selv, men også for at passe på andre at vi er i karantæne. Træthed over dumsmarte bemærkninger på Facebook skrevet af folk der føler sig højt hævede over situationen. Og ja! Jeg lyder nok lidt sur, men er du ikke også frustreret over at de mennesker der render og spiller kong gulerod, kan være årsagen til at du eller en af dine kære bliver syge? Vi har været igennem nok med vores skader. Vi skal passe på hinanden og os selv.  

Få det bedste ud af det værste

Selvom jeg er smadret her efter uge 1, er jeg utrolig taknemmelig for at have min familie omkring mig. Jeg kan ikke forestille mig hvor utrolig svært det må være at være i hjemmekarantæne alene. Ensomhed er i forvejen noget af det værste ved at have en skade; eller i hvert fald følelsen af at være alene. Nu sidder vi her og er isolerede – hvad så nu? Jeg er begyndt at bage lidt for meget! Jeg kan ikke finde ud af det, men det får mine tanker væk fra det hele, og jeg føler mig produktiv. Jeg ender med en 5XL efter denne karantæne!

Pt. er det svært at få hvilet, men jeg sætter mig nogle gange ned og lukker øjnene for mig selv – nogle gange på toilettet. Børnene tror efterhånden jeg lider af ”hyperblære”. Jeg har været powermor i 7 dage med blækspruttearme og super overskud – men her på 8 dag er det hele gået ned. Mit trigeminus neuralgi (en nervesygdom i ansigtet) er begyndt at blive udløst af alle mulige mærkelige ting: bestemte lyde, luft og når jeg snakker. Så ikke alene er jeg i karantæne, jeg har også kramper, lammelser, intense jag og bare rigtig ondt. Det må man da kalde ”at trække nitten”.

Min plan er at låne lidt overskud hist og her og så få sovet/hvilet når jeg kan komme til det. I bund og grund nyder jeg virkelig at have mine børn hjemme, så længe jeg kan snuppe en pause i ny og næ. Jeg må bare erkende at jeg IKKE er en powermor. Jeg er en mor der vil gøre alt for mine børn – og det kan jeg kun hvis jeg har energi/overskud.

Hvad gør vi så nu?

Der er karantæne på ubestemt tid. Vi står over for udfordringer som ingen har prøvet før – og det virker efterhånden som en surrealistisk katastrofefilm. Men jer derude med skader, jer derude som pårørende og bare generelt alle jer der læser med: Lad os stå sammen, hver for sig. Tag karantænen seriøst. Aktivér dig selv så godt du kan.

Godt nok er vi hjerneskadede, men der er ikke nogen grund til at blive sindssyge. Forsøg at få hvilet, og pas på dig selv. Der er stressfaktorer fra alle sider; i verden, i landet, i hjemmet – husk at fortsætte med at leve. Se de smukke forårstegn, få luft i håret, lav det fuglehus du længe har villet lave eller lågen i køkkenet der er skæv.

Hver for sig, står vi stærkere.

Du er ikke alene

De allerbedste hilsner

Ditte Sommer