Hjernepauser hvad er det?

Situationen er ekstrem. Vi har valgt at gå i hjemmekarantæne, så det er ikke meget vi oplever. Med 3 livlige børn herhjemme, kører vi på faste rutiner. Det skal ikke være nogen hemmelighed at her efter 4 uger er vi alle ved at blive en smule skøre i bøtten. AULA (skolernes kommunikationsnetværk) bimler og bamler med nye opgaver, nyt lektiemateriale og fantastiske aktiviteter til børnene. Misforstå mig ikke. Det er skønt at lærerne er kreative og målrettede, men hold nu op hvor bliver man som forælder presset!

Jeg er fuldstændig i overlevelsesmode. Har et stort smil klistret på læberne og får lavet alt det AULA kræver af mig. Jeg bager (alt for meget!) og leger te-selskab, spiller uno og er med til at lave bål i haven. Jeg gør alt hvad der står i min magt for at kunne give børnene mening med hverdagen.

For helgoland hvor er jeg træt! Min energitank er helt drænet og i morgen tidlig starter det hele forfra. Lettere opgivende, med et stykke kage, sidder jeg aften efter aften og siger til mig selv at karantænen jo ikke er for evigt. Med en senhjerneskade er det svært at overskue de mindste ting. Hvordan skal jeg så kunne overskue hele mit liv lige nu?

Husk at tage flere hjernepauser, bliver der sagt. Husk at passe på dig selv, siger folk. Men det er dælme svært, når der bliver sagt ”MOR” hvert tredje minut. Weekenderne var rigtig hårde før. Nu dræner hele vores hverdag mig. Det værste af det hele er at jeg nogle gange skammer mig. For havde jeg ikke en skade, ville jeg have mere energi og være mere… Normal? Men selv ”normale” mennesker er jo ved at gå op i limningen pt.!

Slå ikke dig selv i hovedet

Jeg har fundet ud af nogle meget værdifulde ting under denne karantæne.

1. Lad være med at stoppe med at ryge under så meget pres

   Min mand og jeg er stoppet med at ryge – hvilket jo er en rigtig god ting. Men nøj, hvor er det bare ikke det rigtige tidspunkt.

2. Giv hinanden plads til store følelser – Det er okay at ville være lidt alene

   Det er sgu er okay at være vred, ked af det eller bare træls. Det kan ikke være rosenrødt hele tiden. Nogle dage er bare bedre end andre. Sommetider kører jeg ud på en bakketop og skruer op for musikken mens jeg skriger med på sange for at få ro inde i hjernen. Nogle gange går min mand på toilet i 20 minutter og læser nyheder, bare for at få lidt fred. Børnene går ind på deres værelser og leger. Vi gør alle sammen ting for at overleve. Vi har alle sammen store følelser som fylder meget, og det er altså okay.

3. Børn (uanset alder) forstår MEGET mere end man tror.

   Mine børn er 3, 7 og 10 år. De ved godt at jeg har en skade. Nogle gange fylder det meget, andre gange knap så meget – men det er børn. De kan se på mig når jeg er træt, og de kan høre på mig når jeg trænger til en pause. Men selvfølgelig er der også de gange hvor de er fløjtende ligeglade – men det er børn.

   Min yngste datter, herskeren i huset, så mig tage min medicin. Hun havde egentlig travlt med at fylde vores sofa med bamser, for alle bamserne skulle holde hendes fiktive fødselsdag. Jeg satte mig ved spisebordet og gned mig lidt i panden. Den hovedpine vænner jeg mig aldrig til. Min datter kom op til mig og tog mig i hånden. ”Kom,” sagde hun bare. Når et lille væsen kommer og tager ens hånd på den måde, er det altså svært at sige nej, uanset hvor ondt man har i hovedet – så jeg fulgte med. Med en enkelt bevægelse fløj alle hendes bamser ned på gulvet. Hun kiggede på mig med store blå øjne. ”Læg dig ned,” sagde hun stille. Og selvfølgelig lagde jeg mig ned. Hun lagde tæppe hen over mig, gav mig en bamse som pude, aede mig på kinden og begyndte at synge ”under stjernerne på himlen”. Hun kunne altså godt se at det eneste jeg havde brug for, var en hjernepause, søde barn.

Skab nye former for hjernepauser

Da min datter havde puttet mig, fik jeg den nødvendige ro, så jeg kunne stå op og være klar til at ”være mor” igen. Det gav mig en idé. Jeg er nødt til at tilpasse mig situationen, for det nytter ikke noget at være SÅ træt hele tiden. Det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg er derfor begyndt at skabe nye former for hjernepauser.

Wellness

Engang imellem laver vi wellness alle sammen, med fodbad, ansigtsmasker og massage. Vi stiller frugt og vand på stuebordet og der bliver spillet afslapningsmusik på anlægget. Og alle skal tale stille og roligt. Godt nok sover jeg ikke, men jeg får ca. 20 minutter med ro, hvor alle børnene er i fuldstændig zen. Det kan vi lide.

Slaskedage

1 gang om ugen har vi slaskedag. Det er en dag hvor vi alle har nattøj på HELE dagen. Vi tøffer bare sådan rundt. Der bliver sat forskellige ting frem – vandfarver, brætspil, dvd film-osv.Så må man lave lige hvad man har lyst til, og spise lige hvad man har lyst til fra køleskabet. Disse dage er guld for mig. Jeg smider mig nogle gange i sengen og ender med at have 2-3 børn inde hos mig. Manden og hundene kommer også – og så ligger vi bare og snakker om ting og ingenting.

Alenetid

Efter hjemmeundervisning og pligter, kan jeg nogle gange godt trække ”alenetidskortet”. Det handler simpelthen om at alle i husstanden skal opholde sig i hvert sit rum. Ikke i lang tid selvfølgelig, men i den tid det kan lade sig gøre. Min yngste sætter sig ind og leger med babydukker, min mellemste leger med barbier, og den ældste med lego. Manden sætter sig i stuen på sofaen, og jeg går ind og lægger mig i sengen. Det er helt fantastisk, for os alle sammen!

De allerbedste hilsener

Det kan godt være at du ikke har de samme muligheder, men forsøg det. Prøv at skabe måder hvorpå du kan slappe af og oplade dit indre batteri. Pas godt på dig selv, og husk at du ikke er alene – heller ikke her i karantænetiden.

Ditte