Ferie! – kampen, for at passe ind

Ferie! For de fleste betyder ordet ferie tid til at slappe af og hygge med familien. Som hjerneskadet betyder ordet ferie mere end det. Det betyder en hel uges kamp om at passe ind og rumme en lang række nye indtryk.

Jeg er netop kommet hjem fra min første ferie sydpå efter min hjerneskade. Det var en dejlig, men krævende, uge med familien i Side i Tyrkiet. Jeg prøver hele tiden at fokusere på alt det som jeg stadig kan, frem for de ting jeg ikke kan. At glæde mig over de små sejre i hverdagen. Men hvad gør man når ens sejre bliver afbrudt af tarvelige kommentarer fra omverdenen?

Ferie starter det mest stressende sted – i lufthavnen

Ferien starter som så mange andre i en lufthavn, denne gang Billund. Jeg erfarer meget hurtigt at lufthavne er et yderst stressende sted at befinde sig med de nye udfordringer jeg nu har!

Vi får tjekket vores bagage ind, kommer igennem security osv. Og så er jeg helt done. Jeg har den ledeste hovedpine. Jeg finder derfor den gate vi skal boarde fra, og sætter mig der. Resten af familien går rundt omkring, og jeg misunder dem lidt alle de ting jeg går glip af.

Men flyveturen går fint, og vi er fremme ved vores hotel natten mellem søndag og mandag. Vi får lige hurtigt lidt at spise og så ellers i seng. Dagen efter begynder vores ferie i Side. Der er mega lækkert! Fantastisk hotel og super hyggelig by med dejlige omgivelser.

Den svære balance mellem vil og kan

Det var en super svær beslutning i lufthavnen at sætte sig væk og slappe af når der er så meget andet jeg hellere ville. Men det handler om hele tiden at være opmærksom på sin energiberegning hvis der skal være overskud til andre ting også.

En ferie er en krævende opgave. For her skal man finde balancen mellem krav, muligheder og ressourcer. Igen står jeg og skal vælge hvad der er vigtigst for mig at opleve. Jeg ved godt at jeg ikke kan holde til ”hele pakken”. Det er enormt svært og mega træls. Jeg plejer jo bare at have fuld fart frem…

Når jeg kiggede på mange ture vi havde mulighed for at deltage i, var der så mange ting jeg gerne ville. Men jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Jeg havde ikke tilstrækkeligt med energi. Jeg bliver så frustreret i sådanne situationer. Det er i disse at jeg virkelig mærker udfordringerne i ”mit nye liv”.

Jeg endte med at vælge at tage med på en enkelt tur som gik til sådan en kold flod med familien og ellers foregik resten af min ferie på hotellet, ved stranden og med nogle dejlige ture op i byen.

Jeg syntes egentlig min plan om at lave et overskueligt program lykkedes meget godt selvom det var nogle svære valg. Vi fik nogle super hyggelige dage med sol, varme og afslapning. Men det er langsomt gået op for mig at der er langt flere skjulte udfordringer end  jeg lige havde taget højde for i mine forberedelser.

Små kommentarer vender sejre til nederlag

En af de udfordringer jeg ikke havde forberedt mig på, var at komme op af poolen. Jeg kunne bare have taget stigen, men jeg har jo altid været vant til bare lige at kunne trække mig selv op over kanten. Det kan jeg pludselig ikke mere.

Siden min blodprop i hjernen har jeg haft svært ved at koordinere flere bevægelser samtidig. Men jeg satte mig et mål for ugen, nemlig at jeg ville lykkedes med at komme op! Og det lykkedes! Idet jeg kommer op, når jeg lige at mærke glæden og sejren i at det faktisk lykkedes for mig! Men så hører jeg i baggrunden en der råber: ”Det så fandme ikke særlig elegant ud det der!”. Jeg blev så ked af det og flov. Jeg ville ønske jeg kunne have tryllet mig selv væk. Lynhurtigt blev min sejr vendt til et nederlag – og samtidig satte det en begrænsning for mine andre mål på ferien. Jeg turde ikke risikere at blive udstillet igen.

Til tider vinder trætheden over alt andet

Ferien bød på nogle rigtig lange dage med tidligt op og sent i seng. Dels gav det et stort søvnunderskud, dels betød det en masse indtryk hver dag som jeg kæmpede for at kunne rumme. Så når vi skulle ned og spise klokken 20 for eksempel, var jeg totalt færdig på energifronten. Det betød at den normale bordskik glippede for mig ind i mellem. Jeg gjorde hvad jeg kunne, men det var bare altid ikke nok. Det toppede en dag da jeg sad og spiste og fik kommentaren: ”Du kan sgu da ikke sidde sådan her!”. Per instinkt rejser jeg mig blot og går. Jeg blev voldsomt ked af det den aften.

Næste ferie vil jeg være bedre til at sige pyt

Resten af vores ferie kørte med op- og nedture. Jeg prøvede at fokusere på de gode ting og hygge mig. Men det skal ingen hemmelighed være, at jeg hurtigt fandt ud af at solbriller har skjulte fordele. De hjælper ikke kun for solen. De hjælper også med at skjule når jeg bliver stødt og ked af det over andres kommentarer.

Alt i alt var det en dejlig ferie. Men jeg indrømmer at jeg bestemt ikke skal afsted foreløbig igen. Næste gang vil jeg være bedre forberedt på udfordringerne med at passe ind i normerne, samt på kommentarer der kan komme. Jeg vil være stærkere i at sige pyt.

Ingen kan se min hjerneskade, så for andre er jeg jo bare en ganske normal kvinde på 28 år som lige bør tage sig lidt sammen…