Hold nu op, hvor har det været sjovt. Den helt rigtige kombination af god træning og god stemning.

Der har også været så stor en udvikling. En hel arbejdsdag hvor jeg er taget hjemmefra klokken 9.20 og været hjemme igen klokken 16.10. Så skønt, at jeg bare har fået lov til at klø på fire dage om ugen fra klokken 10.20 til 14.45. En god arbejdsdag og en rytme, der har passet til vores hverdag i vores lille familie. To ugers ferie/pause blev det også til i den periode.

Asfalt blev skiftet ud med grusvej

Da jeg startede på Østerskoven, kunne jeg ikke rigtig gå uden min dropfodsskinne. Jeg var afhængig af min stok (på jævnt underlag). Min fodplacering og fornemmelse af foden var ikke i nærheden af, hvad den skulle være, og min dorsalfleksion var nærmest ikke eksisterende. Det gjorde gangen meget besværet.

Med mobilisering og træning af foden samt gangtræning og kvaliteten heraf skete der hurtigt en bedring. Asfalt blev skiftet ud med grusvej, og skinne blev skiftet ud med såler. Efterfølgende blev det så skov- og bakketræning. Lange gåture gentagne gange, som blev mere og mere udfordrende. Vi prøvede på et tidspunkt at være lidt for optimistiske i forhold til en skråning, hvor det endte med, at jeg måtte sætte mig ned halvvejs og glide ned resten af skråningen, men i min optik så ved man kun, hvor grænsen er, når man når den, og så bliver den skubbet til næste gang. Nu er stokken kun med som følgesvend og kun brugt, når jeg er på bakker og skrænter.

Min trappegang er også blevet meget bedre, og jeg går nu meget mere op på 1. etage herhjemme. I hele processen af træning med mine ben/gang har jeg været nede at bade i fjorden 1,5 gang – brandmænd satte stopper for første forsøg.

Mere bevægelighed og kontrol

I starten skulle jeg tvinge en genstand ind i venstre hånd og holde ved p.g.a tornus. Behandlingen for at mindske denne var botox eller pølsegift, som jeg og andre kalder det. Det ødelægger musklerne, og det er bestemt ikke en god ting, når jeg ved, at min venstre hånd og arm nok skal vågne ordentligt igen. Den er bare en slow starter.

Afspænding af mine muskler i armen har gjort, at min arm og hånd er meget nemmere at arbejde med. Trods de voldsomme blå mærker, ser jeg bare så glad for, at jeg nu kan få den ”med” i flere sammenhænge. Der er samtidig kommet mere bevægelighed og kontrol i skulder og albue.

Hjernetræning

Jeg havde/ har en del kognitive udfordringer. Jeg blev meget hurtigt udmattet og træt af mange indtryk, så som handleture, delt opmærksomhed, at have flere bolde i luften på én gang og i selskab med andre mennesker. Sidste år (2020) var vi 6 personer juleaften, og det var mere end rigeligt. Min rumretningssans var meget dårlig, og den visuelle logik var også helt væk. Min neglect var meget mere synlig og meget mere hæmmende i min hverdag. Korttidshukommelsen har også været meget ramt.

Meget af min træning har været opgaver på papir, professionel hjernetræning, spil, indkøb, trafiktræning, gule sedler (pirat neglect). Alt der udfordrer og forbedrer mine kognitive problemer har haft stor indflydelse på min hverdag, så som udholdenhed, delt opmærksomhed, rumretning, logik, forestillingsevne, reaktionsevne, sortering af indtryk og listen forsætter.

I sidste ende var og er der nok 1000 andre udfordringer, de har taget sig af og forbedret. Heldigvis har min langtidshukommelse ikke taget skade. Jeg husker endda rigtig godt, vil jeg sige. Jeg kan huske samtlige fyssere og ergoer og det meste af det sundhedsfaglige personale, der har været omkring mig ved navn osv. tilbage til 7. etage på sygehuset. Før 7. etage er der dog en del glip ved de fleste, da jeg ikke var meget vågen, og min hjerne ikke kunne finde hoved og hale i noget som helst.

Nye eventyr i vente

Min hukommelse er jeg bare så glad for, at jeg har med mig. Alle har været med til at hjælpe mig tilbage til livet i en meget svær tid. Ikke nok med at vågne op til et liv i en ny krop og “ny” hjerne. Det skete i starten under corona-nedlukningen, så jeg var afskåret fra alle. Kontakten med min familie var noget, der kun foregik over Facetime. Også da min pandeplade skulle sættes ind igen, og jeg fik en hjernehindeblødning, hvor jeg blev flyttet mellem Aalborg, Hammel og Skejby, sad min familie på sidelinjen og kunne intet gøre og kunne ikke være der.

Der var mine behandlere der for mig på den ene eller den anden måde. Alle har været så søde. Alligevel er et af de få positive punkter ved at blive skubbet ud til kommunen, at jeg nu får mere tid mellem hænderne til at være sammen med andre søde personer, der ikke bliver betalt for at være sammen med mig – haha.
Nu er det ud på nye eventyr og finde en ny hverdag med noget mindre “arbejde”. En hverdag, hvor jeg igen komme til at gå i “mennesketøj” i stedet for træningstøj.