Hjemme igen – sikke en følelse

Følelsen af endelig at være hjemme igen var helt speciel, og der var mange følelser blandet sammen. Sidste gang jeg gik ud af vores dør, vidste jeg ikke, at der ville gå otte måneder, før jeg kunne komme tilbage og sige: “årh. nu er jeg hjemme igen”. Det var en helt anden Mia, der gik ud ad den dør, end den Mia, der går ind af samme dør.

Jeg skulle nu til at genopbygge min relation til min søn, hvilket har været og stadig er en lang proces. Og til at være rigtig kæreste med Morten igen. Vi skulle nå at være sammen i 12 år, inden vi blev tvunget til at være weekendkærester.

I november får jeg så mit første epileptisk anfald, hvilket betyder, at jeg er en del af de få, der udvikler det efter en hjerneblødning (selvfølgelig). Jeg har stadig lang vej igen, til jeg er der, hvor jeg gerne vil være, men det går fremad, og det er det vigtigste. At jeg ikke er stagneret i min udvikling

Genoptræning hjemme

Jeg startede på specialiseret genoptræning den 8. februar i Hobro. Forløbet i Hobro giver mig lige nøjagtig den hjælp og træning, jeg har behov for, både fysisk og kognitivt. Jeg har været lammet i venstre sides arm og ben, haft voldsomt neglect og har problemer med rum/retning. Alt sammen bliver taget hånd om på bedste i Horsens. Og jeg kan nu gå fra hjemmet og hen til min søn børnehaven og retur igen.

Trods ovennævnte og det fuldstændig sindssyge år som 2020 har været, har det givet mig et helt nyt syn på livet. Græsset er lige det grønnere, og solens stråler lyser og varmer lidt mere. Jeg har stadig mulighed for at skifte en ble med stort og småt på min søn, ordne vasketøjet, tage opvasken og lave mad – i det hele taget være en del af livet, både Mortens og min søns.

Jeg har stadig rigtig meget liv, der skal leves

Jeg er slet ikke færdig endnu. Livet er kun lige begyndt. Mine drømme er stadig de samme, bare udsat lidt eller må gøres på en anden måde. I sidste ende er jeg ekstremt taknemmelig for, at jeg stadig er her og kan få lov til at blive gammel sammen med Morten og se, hvilket fantastisk menneske vores søn ender med at blive.

Det bedste, man kan gøre, er at tage Ja-hatten på og sige ja til al den hjælp, man kan få, og ja til selve livet. Også vigtigt er det ikke at hænge med hovedet, når man står i ”lort” til halsen.

NU skal resten af mit liv handle om at leve og ikke at overleve.