Tilbage til Hammel på besøg.
Gensyn med stedet for succes og for nederlag.
Hvor jeg malede mit første billede, efter jeg blev syg..

Tilbage til Hammel på besøg

Jeg har gået og funderet lidt over dette indlæg et stykke tid. Det kan godt virke lidt som en opremsning af ting og steder, og derfor kan der komme gentagelser fra mine skriv fra min første tid på Hammel. Jeg synes nu alligevel den skal med, for det var en så utrolig vigtig dag for mig

Jeg skulle tilbage til Hammel, som har betydet så utroligt meget for mig. Turen derned var en helt ny oplevelse for mig. Jeg har nemlig kun set turen til og fra Hammel gennem bagruden på en sygetransport. Indgangen var også noget helt andet. Jeg kunne mærke suset i maven, da jeg stod ved indgangen og kiggede på det træ, man kan se fra spiseområdet. Og på den vej jeg få gange er blevet kørt ned ad, når jeg skulle ud og se noget andet. Det blev lidt en erstatning for fitness under nedlukningen.

Jeg følte mig hjemme

Morten sagde, han hurtigt kunne mærke, at jeg følte mig hjemme der. Og det gjorde jeg bestemt også. Alt var så bekendt. Ikke meget havde ændret sig.

Vi gik en lille tur rundt på afdelingen. Forbi køkkenet. hvor der er blevet lavet kaffe og småkager. Gangen, hvor jeg blev rullet rundt på stå-støttebord med rockmusik i ørene, da min hjerne endelig kunne nyde at høre det igen. Fys-lokalet hvor jeg kastede risposer og bolde samt øvede mig i at rejse og sætte mig. Spiseområdet, hvor jeg spiste, da jeg måtte komme ud af isolation og var begyndt at spise mere mad og få mindre sondemad. Udeområdet, hvor jeg sad og fik sol og nød det gode vejr, mens jeg halvt blev jagtet af én med et halstørklæde for at mine sår i hovedet ikke skulle blive til grimme ar. Aktivitetsrummet med spil og kreativitet, hvor jeg fik malingen fra, da jeg for første gang malede et billede efter jeg blev syg.

Ikke kun glade minder

Men det er ikke kun glade minder og positive oplevelser det hele. Hammel er (som sagt før) også stedet, hvor jeg har kæmpet mig tilbage til livet og brugt alt min energi og kræfter på at overleve. Her har jeg oplevet nederlag og frustration over at blive løftet rund i sejl med lift, ikke selv at kunne gå i bad og på wc, have ble på m.m. For ikke at tale om det at komme ud af sengen. Det var en hel opgave i sig selv. Disse oplevelser var en kæmpe stor del af min hverdag. Heldigvis gik min udvikling og fremskridt meget hurtigt, og behovet for hjælp blev lidt mindre.

Det store savn efter familien

Det var også tiden, hvor jeg fik en hungrende længsel efter Morten og Alexander og resten af min familie. På trods af at jeg stort set altid havde mennesker omkring mig. På hver deres måde var de rigtig gode til at tage sig af mig, men savnet og følelsen af at hjertet blev revet ud af mit bryst efter endt facetimeopkald med en søn, der ikke rigtig forstod noget, var meget ambivalent. Det var jo vidunderligt at se ham og Morten. Men det var umenneskeligt, at de ikke kunne være der. 

Dejligt at se velkendte ansigter efter en tidligere tam afsked

De, som har reddet mit liv efter pandepladen blev sat i, skal også have æren for, at jeg stadig er her. Men det ender med, at vi får begivet os hen til personalerummet og tættere på mit gamle værelse. Vi begynder at møde en let strøm af meget velkendte ansigter. Og hvor jeg dog bare har savnet de ansigter. Jeg kunne godt se, at nogle havde lidt svært ved at se, hvor de havde set mit ansigt før. Det er nu meget forståeligt. De har haft mange patienter i mellemtiden. Og jeg har, siden de sidst så mig, anlagt mig en god manke og lidt ekstra kilo, fået briller, fået mennesketøj på. Ikke mindst r jeg stående og gående med fødderne plantet på gulvet. Noget de ikke har set før. Jeg blev først gående, da jeg kom til Brønderslev efter Hammel.

Afskeden med dem, da jeg dog afsted, var i mine øjne noget tam. Grundet corona måtte det blive et vink. Og for mig endte det i en liggetransport, da jeg skulle nordpå. Ved dette besøg fik jeg givet så mange kram og snakket rigtigt meget med dem. Så meget jeg/de kunne nå. Med risiko for at lyde grådig, var der slet ikke nok tid. Der var bare så meget, jeg gerne ville have hørt om og fortalt, men de var trods alt på arbejde og havde andre steder at være end at holde kaffeklub med mig. Det er jeg på alle måder forstående overfor.

Besøget var hårdt men godt. Det rev lidt op i minderne om en ekstremt hård tid. men også minderne om de små lysglimt, der var sammen med menneskene omkring mig. Jeg tror først det rigtigt ramte mig, da jeg kom hjem og tænkte over, hvad jeg havde oplevet den dag.

Ikke en bog jeg nogensinde kan lukke igen

Hjemme igen spurgte Morten mig, om det ikke var rart at få lukket den mest forfærdelige og corona-prægede periode af mit liv. Jeg tror bare ikke, at det er en bog, jeg nogensinde kan lukke. Som sagt er Hammel et sted med et fantastisk personale. Det er så vigtig en brik i mit forløb. Og det er et sted, der er så meget mere end genoptræning og behandlere. Jeg kan bestemt godt mærke, at det besøg har gjort noget godt. På nogle områder har jeg fundet lidt mere ro. Men jeg må nok også indrømme, at tanken om, at jeg måske ikke skal derned igen, gør lidt ondt

Jeg forlod Hammel med oprejst pande med en tanke om – ”hold nu kæft hvor er jeg sej”. I kombinationen af min syge stædighed og Hammel Neurocenters kompetencer kom jeg godt fra start i mit rehabiliteringsforløb.