STU
særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse
STU er en 3-årig uddannelse til unge med særlige behov – for eksempel på grund af en erhvervet hjerneskade – er under 25 år og trænger til en ny start.
STU bliver bevilget af kommunen. Du kan ikke frit vælge uddannelsessted, men kommunen har pligt til at lægge betydeligt vægt på dine og dine forældres eller værges ønsker. Du bør også få tilbudt et par institutioner at vælge imellem.
Du kan bo hjemme eller i egen bolig og gå på en STU i nærheden, men der findes også botilbud med STU.
Kommunen er forpligtet til at vejlede dig om dine muligheder for STU. Du og dine forældre har også ret til at blive inddraget i planlægningen af forløbet. Kommunens STU-vejleder skal sammen med jer lægge en uddannelsesplan og sætte mål for dit udbytte.
Unge fortæller om at gå på STU
STU har lært mig, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan
30-årige Niklas Moe har været superglad for sin STU, der foregik på bostedet Elleslettegård i Trørød i Nordsjælland.
Af journalist Else Marie Andersen
Niklas Moe har i tre år taget en Særligt Tilrettelagt Uddannelse, STU, på bostedet Elleslettegård, hvor han har boet, arbejdet og taget STU i løbet af tre år.
”Jeg har lært en masse gode ting om mig selv i mit STU-forløb. Jeg har fået større indblik i, hvad min skade gør ved mig, og så har jeg fundet ud af, hvad jeg kan, og hvad jeg har brug for hjælp til,” fortæller Niklas Moe.
Niklas har blandt andet erkendt, at han skal have hjælp til at holde styr på sin økonomi, post og papirer fra kommunen, men han har også opdaget, hvor meget trætheden i virkeligheden handicapper ham.
”Da jeg startede på STU, kunne jeg det hele. Jeg var altid klar til at tage en time mere på værkstedet, men jeg har lært at forvalte min energi. Jeg kan arbejde 2-3 timer om dagen, ellers bliver jeg for træt og mister endnu mere overblik og koncentration,” fortæller han.
Den pokkers træthed
Niklas nåede at få bevilget og tage hul på sin STU lige før, han blev 25 år, som er sidste frist for at starte på en STU. Planen var, at han skulle starte i kørselsafdelingen på Elleslettegård, hvor han skulle køre blomster ud til kunderne.
”Jeg havde jo kørekort, så det var oplagt, at jeg skulle starte der, men det er én af de ting, jeg har lært om mig selv: Jeg skal ikke køre bil. Jeg fandt ud af, at jeg ikke havde tilstrækkeligt overblik og koncentration til at køre bil, fordi jeg blev for træt. Den pokkers træthed.”
Træthed mit største handicap
”Trætheden er mit største handicap. Nu sover jeg to timer til middag hver dag. Mit hoved har brug for at koble helt af. Det var også en del af det, jeg lærte på STU.”
Elleslettegård har heldigvis flere værksteder. Da Niklas fandt ud af, at kørsel ikke var en god ide, kom han i stedet i praktik i montageafdelingen.
”Jeg har været glad for at arbejde på montageværkstedet, hvor vi samler og pakker alle mulige varer og sender til virksomheder, bl.a. til Novo Nordisk, til Dansk Metal og flere andre. Nok er det et beskyttet værksted, men det, vi laver der, bliver brugt i virkeligheden. Det er fedt, at det er en rigtig virksomhed,” understreger Niklas.
Mål for STU var formuleret
Målet for hans STU var blandt andet at finde ud af, om han skulle i fleksjob eller have pension, men også at finde ud af, hvordan han skal bo fremover.
”STU har for mig handlet meget om at afprøve, om jeg kan bo selv. Jeg er 30 år, er voksen og vil gerne have mit eget hjem.”
Er på vej til egen bolig
Rudersdal Kommune er i samarbejde med VISO i gang med at undersøge, hvor Niklas skal flytte hen efter Elleslettegård. Det bliver enten et botilbud eller et opgangsfællesskab, hvor han kan få støtte til de ting, han har brug for hjælp til, blandt andet også til at huske at tage den livsvigtige medicin, som han er afhængig af.
Ensomhed – eneste minus
Det eneste minus ved STU er, at han har følt sig ensom. Niklas har boet på Elleslettegård, hvor han også har taget STU. Han er den eneste af de unge, der har erhvervet hjerneskade. Mange af de andre har været skadet hele livet, mens Niklas først fik sin skade som 17-årig. De andre havde ADHD, OCD, angst og alle mulige andre diagnoser. Mentalt oplever han, at de er dårligere end ham.
”Socialt har det været hårdt og ensomt, for jeg har ikke haft noget til fælles med dem. Jeg har en helt anden baggrund end de andre.”
Derfor har Niklas mest passet sig selv, men han har deltaget i udflugter og har blandt andet også været på studietur til Berlin.
”Jeg har ikke venner her, men har til gengæld talt meget med personalet, især det faste personale, og så mødes jeg med ligesindede i Unge Hjerner hver anden tirsdag. Det er en kanongod gruppe, hvor vi kan snakke sammen, og hvor jeg har nogen at sparre med.” Unge Hjerner er et ungefællesskab for unge med erhvervet hjerneskade. De mødes hver anden tirsdag på Center for Hjerneskade på Amager, hvor hjerneskadekoordinator i Brøndby Kommune, Stine Pokorny Harbech, er koordinator.
Økonomien er på plads
Undervejs i STU-forløbet har Niklas fået afklaret sin økonomiske situation. Han har fået førtidspension og skal dermed ikke i flere jobafprøvninger eller ressourceforløb.
I det hele taget oplever han, at der har været et godt samarbejde mellem Rudersdal Kommune, Elleslettegård og UU-vejleder.
Indtil det er afklaret, hvor han skal flytte hen, bor han i udslusningsafdelingen på Elleslettegård, hvor han også arbejder.
En hjernetumor kom i vejen
Takket være tre års STU-forløb har Niklas Moe nu fundet sig til rette med, at hans liv får et andet indhold end det, han drømte om som 17-årig. Dengang var han elitegolfspiller og havde en plan om at blive golfspiller eller golftræner – og leve af det.
Men Niklas når akkurat at afslutte 10. klasse, da han får en hjernetumor og må gennemgå fem operationer i hjernen, som bliver forandret for evigt.
Han var ellers kommet ind på Handelsgymnasiet i Kgs. Lyngby, Knord, da han blev syg i 2007.
Planen var at tage HHX blandt andet med fagene matematik, virksomhedsøkonomi og finansiering for at ’have noget at falde tilbage på’, men Niklas må i stedet i gang med at genoptræne efter operationerne. Det foregår blandt andet på Center for Hjerneskade, der også får strikket en aftale sammen om, at han kan bruge seks år på sin studentereksamen.
I august 2008 starter han derfor på Knord, men han må kapitulere efter fire. Det er for hårdt. Han kollapser. Trætheden for stor. Og koncentrationsevne og hukommelsen er ikke, hvad den har været.
Niklas kommer i stedet i praktik som greenkeeper i en golfklub. Derefter i arbejdsprøvning i en kantine på Hans Knudsens Instituttet, før han i maj 2015 flytter på Elleslettegård og starter på STU.
STU er en livsuddannelse for mig
24-årige Laust Hvid Toft går på en særlig tilrettelagt uddannelse, STU, hvor han lærer sig selv så godt at kende, at han trods en hjerneskade er sikker på, at han kan gennemføre drømmen om at arbejde i en butik.
Af journalist Else Marie Andersen
Da Laust Hvid Toft går ud af 10. klasse, er han ikke i tvivl om, hvordan hans arbejdsliv skulle forme sig. Han ville være butiksassistent. Det vil han stadig, selv om det kommer til at foregå på andre vilkår, fordi han som 19-årig fik en skade i hjernen.
”Før min skade ville jeg aldrig have haft brug for at gå her, men nu efter min skade er det helt fantastisk, at jeg har min STU. Når jeg er færdig her, ved jeg, hvad jeg kan klare, og hvad jeg ikke kan klare,” siger han med overbevisning i stemmen.
Laust Hvid Toft har nu i 1½ år gået på en Særlig Tilrettelagt Uddannelse, STU, på Bragesgade i København. Uddannelsesforløbet er et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb, rettet mod unge, der har særlige udfordringer og som derfor ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Intentionen med STU er at styrke unges selvstændige og aktive deltagelse i voksenlivet – og eventuelt klæde unge på til videre uddannelse eller beskæftigelse.
Hans første og sidste boksekamp
Laust Hvid Toft gennemførte allerede i 2016 grundforløbet på Handelsskolen. Fritidsjobbet i Irma gav ham smag for uddannelsen som butiksassistent, og en elevplads var også kommet i hus, da han som 19-årig melder sig til sin første amatørboksekamp, der skulle vise sig også at blive den sidste.
Han husker det ikke selv, men han faldt om lige efter kampen og blev kørt direkte til Rigshospitalet, hvor han lå i koma i mange uger. På Riget fik han fjernet halvdelen af kraniepladen. ”Ellers var jeg død nu”, som han siger.
STU – endelig et ungdomsmiljø
Siden har Laust brugt fire år på genoptræning. Først på Hvidovre Hospital, så på Center for Neurorehabilitering Kurhus i Dianalund. Derefter Center for Hjerneskade og endelig på Hjerneskaderehabiliteringscentret i Brønshøj uden for København. ”
Nu har jeg været under genoptræning i fire års tid, hvor jeg har været sammen med folk på 40 år+. Ikke for at sige noget ondt om den aldersgruppe, men det er meget dejligt at komme ud og være sammen med andre unge igen,” understreger han.
Det første år på Erhvervsskolen af 2011, hvor han tager sin STU, var han i en afdeling ’med stille og rolige omgivelser’, fordi han var plaget af udtrætning, og hukommelsen var heller ikke for god. Som han selv siger: ”der var jeg ikke så meget værd oppe i hovedet, som jeg er nu.”
Trives med de andre unge
I august 2020 er han startet på andet år og er flyttet til en anden afdeling på skolen. ”Her er de unge mere sociale, og det vil jeg også rigtig gerne være. Jeg vil livet. Og jeg føler virkelig, at jeg er kommet til et sted, hvor jeg trives,” siger han.
For nylig har han fx været på studietur et par dage med de andre unge på skolen. Han har også været på flere udflugter blandt andet til Folketinget.
På STU-skolen oplever Laust i det hele taget, at han er sammen med ligesindede. Ikke fordi der går andre med erhvervet hjerneskade. Det gør der ikke, men de andre elever har også autisme, som han selv har. En diagnose han også havde før skaden.
”Det er dejligt, for så bliver ens udfordringer forstået. Her bliver taget hensyn til min udtrætning, og hvis jeg siger, at nu er nok – nok, så bliver det respekteret og accepteret. Det er jeg superglad for,” konstaterer han.
Noget at stå op til
For Laust giver det at gå på STU noget at stå op til, en struktur i hverdagen og en tiltrængt mulighed for at være en del af et ungdomsmiljø, og så får han mulighed for fysisk træning. Laust har altid været lidt af en trænerfreak, men nu er der ekstra grund til at træne. Især fordi venstre ben ikke får de rette signaler fra hjernen. I de første år efter skaden brugte han derfor både rollator og krykker, men nu går han kun med en skinne på det ene ben.
”Jeg er rigtig glad for at træne to dage om ugen sammen med en fysioterapeut fra skolen. Jeg træner hele kroppen og genoptræner også mit ’skadeben’. Mit mål er at komme til at gå så tæt på det naturlige som overhovedet muligt,” siger Laust Hvid Toft.
Foruden fysisk træning indebærer STU-forløbet også træning af hukommelsen og ADL-træning (ADL står for Almindelig Daglig Levevis.), og så har han fået skabt nogle nye relationer til andre unge, og det er rigtig vigtigt for ham at få nogle venner, for det har han savnet.
STU giver livskvalitet
Endelig får han – på STU – mulighed for at lære sig selv så godt at kende, at han finder ud af, hvordan han kan leve sit fremtidige liv med hjerneskade. ”Jeg går sammen med andre med hukommelses- og udtrætningsproblemer, så de forstår mig. Og det er rigtig dejligt at blive accepteret og respekteret, som jeg bliver nu,” siger han og fortsætter:
”Hvis der er nogen ’høje hoveder’, der vil fjerne STU, vil de tage rigtig meget livskvalitet væk fra mange unge. Jeg ved ikke, hvilket liv jeg ville have, hvis jeg ikke gik på STU. Så ville jeg være ufaglært arbejdskraft, og det har jeg ikke lyst til.”
STU – en uddannelse til livet
Selv om Laust er helt med på, at STU ikke er en kompetencegivende uddannelse, så bidrager den alligevel til at til guide ham videre i livet – til egen bolig og til et fleksjob på arbejdsmarkedet.
”Jeg er utrolig lykkelig for, at der findes STU. Nu kan jeg få en uddannelse i mig selv – en livsuddannelse. Og det er jeg ganske enkelt lykkelig for,” siger han.
Da han bliver bedt om at forklare, hvad han forstår ved at få en livsuddannelse, uddyber han:
”STU er ikke som sådan en uddannelse, men man bliver uddannet i sig selv. Når jeg er færdig med STU ved jeg som sagt, hvad jeg kan klare, og hvad jeg ikke kan klare. Jeg kommer aldrig til at arbejde fuld tid, men jeg kommer til at arbejde på flekstid. Det gør jeg. Helt bestemt,” understreger Laust.
På spørgsmålet om hvordan han kan vide det allerede nu, inden han er færdig med STU, svarer han:
”Det ved jeg, for da jeg stoppede på Center for Hjerneskade i 2017, var jeg 8 måneder i praktik i Irma. Det var helt fantastisk, for jeg opdagede, at jeg kunne huske, hvordan man kører varer gennem kassen og skriver bonner ud, og alt det der. Så jeg kommer til at arbejde i en butik.”